DEN NIENDE APRIL? JA TAK

Så fik vi atter slæbt os gennem en 9. april med flag på halv og de sædvanlige kommentarer i medierne, som er de samme år efter år: Ja, det var selvfølgelig en fejl og lidt pinligt, at det afrustede danske forsvar klappede sammen efter få timers kamp ved grænsen. Men på den anden side kunne vi så modtage det tyske tilbud om en såkaldt fredsbesættelse, som i den militære jura giver besætteren adgang til at kontrollere strategisk infrastruktur som havne, flyvepladser og militære installationer, men lader regering og befolkning fortsætte deres liv og virke. Alle kommentarer konkluderer rutinemæssigt, at det var godt, som det gik, så vi undgik en blodig krigsbesættelse som i Polen og Holland, men kom nogenlunde helskindet gennem krigen.

Kunne vi have undgået den tyske besættelse? Nej, ikke hvis vi går ud fra de givne forudsætninger på selve dagen den 9. april. Hvis vi derimod går 25 år tilbage i historien, viser begivenhederne, at det kunne vi godt. Da første verdenskrig brød ud i august 1914, blev Danmark regeret af ministeriet Zahle, hvor det stærkt pacifistiske, radikale trekløver, statsminister Carl Th. Zahle, udenrigsminister Erik Scavenius og forsvarsminister P. Munch var indædte modstandere af oprustning og mobilisering. Regeringen sendte i al hast en diplomat til Berlin for at få en tysk erklæring om respekt for den danske neutralitet. Den fik de ikke. I stedet bekræftede den tyske stabschef, general Helmuth von Moltke, at et Danmark, der ikke militært kunne forsvare sin suverænitet som stat og dermed sin erklærede neutralitet, var at betragte som en kandidat til et protektorat. Von Moltke gav den danske diplomat den klare besked, at Tyskland ikke havde råd til at gå i krig med en ubeskyttet flanke i nord. ”Enten må I kunne forsvare jer selv, ellers kommer vi og gør det”, var budskabet fra den tyske general.

Efter den besked havde statsminister Zahle ikke noget andet valg end at mobilisere det danske forsvar. Modstræbende måtte regeringen indkalde den såkaldte sikringsstyrke på 60.000 mand, hvilket svarede til en halv total mobilisering, idet man vurderede, at en styrke på 120.000 mand var nødvendig til landets forsvar i tilfælde af krig. Samtidig iværksatte man en række befæstninger på strategiske punkter rundt om i landet, hvilket sammen med en effektiv diplomatisk indsats fra Erik Scavenius formåede at holde Danmark ude af verdenskrigen.

Den tyske holdning til Danmarks neutralitet havde ikke ændret sig, da anden verdenskrig brød ud i september 1939. Den tyske generalstab havde ved indgangen til 1940 udarbejdet planer for en besættelse af Danmark og Norge, men Hitler modsatte sig, at de blev gennemført. Den tyske Fører ønskede, at de nordiske lande forblev neutrale, da han havde brug for alt værnemagtens materiel og mandskab til den forestående invasion af Belgien, Holland og Frankrig. Der foreligger et skriftligt referat af Hitlers møde i december 1939 med den norske nazi-leder Vidkun Quisling, hvor Hitler bekræfter, at han ikke vil acceptere en tysk besættelse af Norge eller noget andet skandinavisk land, så længe disse forholdt sig strengt neutrale.

Hvis den danske statsminister Stauning havde ulejliget sig med ligesom sin forgænger Zahle at bede den tyske regering om at bekræfte sin respekt for Danmarks neutralitet, ville han have modtaget samme svar som Quisling, nemlig at det at være ’strengt neutral’ betyder, at man er militært stærkt nok til at kunne forsvare sine grænser. Det svar ønskede Stauning ikke at få, så han vendte ryggen til problemet og håbede på, at det ville gå væk af sig selv. Danmark var ved at kæmpe sig ud af en lammende økonomisk depression med stor arbejdsløshed og udbredt fattigdom. I stedet for at opruste forsvaret blev pengene brugt til store socialreformer, herunder bedre sociale ydelser og højere arbejdsløshedsunderstøttelse.

I begyndelsen af 1940 indtraf en række begivenheder, der tvang Hitler til at ændre holdning. Importen af svensk jernmalm var livsvigtig for den tyske rustningsindustri. I vinterhalvåret blev malmen udskibet fra den norske havneby Narvik, men da ubådene fra Royal Navy lå på lur for at angribe de tyske fragtskibe, søgte disse ind i norsk territorialfarvand uden at den norske regering greb ind, hvilket beviste, at Norge ikke ville eller kunne forsvare sin neutralitet.

Da den britiske destroyer HMS Cossack strøg dybt ind i en norsk fjord den 16. februar og befriede 300 engelske krigsfanger på den tyske damper Altmark, måtte Hitler give sig og beordre en besættelse af Norge for at sikre malmtransporterne til Tyskland. Den endelige ordre til besættelsen af Norge og Danmark kom dog først modstræbende fra Hitler den 2. april, da tyskerne blev klar over, at briterne havde planer om en besættelse af Narvik, Stavanger og Bergen til udførelse den 8. april. Invasionen måtte udsættes, og briterne blev slået på målstregen af general von Falkenhorst, der var øverstkommanderende for den tyske invasionsstyrke. Danmark blev dog kun besat for at sikre de tyske forsyningslinjer til Norge. Og da vi ikke selv kunne forsvare vores havne, sunde, bælter og flypladser, overtog værnemagten modvilligt denne opgave. Så sent som i 1960 udtalte von Falkenhorst til en norsk journalist, at besættelsen af Norge og Danmark havde været unødvendig og spild af kræfter, der kunne være brugt bedre andetsteds.

Historien viser således, at hvis værneviljen havde været til stede i tide, kunne vi antagelig have undgået den tyske besættelse. ”Aldrig mere en 9. april lyder den forslidte kliché siden 1945”. Gennem de seneste 40 år er krav om effektivisering af det danske forsvar blevet mødt med spørgsmålet fra en fasttømret kødrand af medier og røde politikere: ”Og hvilke svage grupper skal så betale for det?”. Forsvaret må tage til takke med tomme løfter og luftige rammebevillinger. Intet sker. I Danmark er det den 9. april hele året.