Den omvendte kolonisering af Frankrig

Af Guy Millière – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.Lyon, Frankrigs trediestørste by, kl. 3 om morgenen. Et middelklassekvarter. En ung kvinde går tur med sin hund på en stille vej. En bil kommer farende med høj hastighed og smadrer hunden. Bilisten standser, bakker, kører over den unge kvinde og smadrer også hende. Han kører fremad igen, for fuld fart, og slæber hendes døde krop 800 m hen ad vejen. Folk, der blev vækket af larmen, noterer bilens nummerplade. De ankomne politibetjente er forfærdede. Den unge kvindes krop var uden lemmer. Et ben blev fundet i vejsiden; resten af hendes krop var sønderrevet. En arm lå tæt på hundens krop. Den anden arm holdt stadig hundesnoren. Hendes navn var Axelle Dorier. Hun var sygeplejerske, blot 23 år gammel.

Det franske justitsministerium bad politiet om ikke at offentliggøre morderens navn. En anonym politimand lækkede alligevel navnet på et socialt medie. Morderens navn er Youssef T. Han kørte i påvirket tilstand og uden gyldigt kørekort. Anklageren sigtede ham for “hensynsløst mord”. Han er stadig varetægtsfængslet. Han risikerer at blive idømt den strengeste straf på ti år. Borgere i Lyon ville organisere en fredelig demonstration for at mindes den unge sygeplejerske. De ville have, at regeringen slår hårdt ned på kriminalitet. Den unge kvindes forældre protesterede: De sagde, at de ikke “føler noget had” mod morderen.

Dette var ikke den eneste barbariske episode i Frankrig i løbet af juli måned. Den 4. juli forsøgte den unge 25-årige gendarme Mélanie Lemée at standse bilisten Yacine E., der gassede op på en lille vej i Lot-et-Garonne i det sydvestlige Frankrig. Han trykkede på speederen og smadrede hende med vilje. Hun blev dræbt på stedet. De andre tilstedeværende gendarmes fandt hurtigt bilisten. En af dem, en politibetjent, videregav bilistens navn til en journalist. Bilistens navn er Yacine E. Også han kørte i påvirket tilstand og uden gyldigt kørekort. Mélanie Lemées forældre gik med til en fredelig demonstration, men de udtalte også, at de “ikke følte had” mod morderen. De tilføjede endda, at de havde medfølelse med ham, for “hans liv er ødelagt”.

En tredie barbarisk episode fandt sted den 5. juli i Bayonne, der er en lille by i det franske Baskerland. Den 59-årige buschauffør Philippe Monguillot nægtede at give to unge mænd lov til at stige ind uden billet og mundbind. De to unge mænd begyndte straks at slå ham voldsomt og tvang ham ud af bussen. Yderligere to mænd sluttede sig til dem og begyndte også at slå ham. De efterlod ham på fortovet. Han var dækket med blod og døende. På hospitalet blev det konstateret, at han var gået i koma. Hans pårørende, der kom og besøgte ham, fortalte, at hans ansigt var helt ødelagt. Han døde to dage senere. De fire mordere, der sidder i fængsel, er blevet identificeret. Journalister kendte deres navne men besluttede ikke at offentliggøre dem. Politibetjente fik navnene ud alligevel: Mohamed C., Mohammed A., Moussa B., Selim Z. Der var en fredelig demonstration. Philippe Monguillots kone sagde, at hendes liv er ødelagt og at hun tvivler på, at domstolene vil gøre deres arbejde.

Stadigt flere lige så forfærdelige episoder har fundet sted hver dag i Frankrig, mange gange, i årevis. Gerningsmændene er normalt unge i de sene teenageår eller begyndelsen af tyverne. De er alle indvandrere fra den muslimske verden. De er ikke islamister og har ingen politiske eller religiøse motiver. De udviser som regel ingen anger.

De beskrives af psykiatere, der undersøger dem, som “udøvende umotiveret vold“: vold begået uden andet formål end en nydelse ved at udøve vold. De ser ikke ud til at have nogen respekt for menneskeliv eller for love.

Psykiateren Maurice Berger behandler denne type unge. Han udgav for nylig bogen “Sur la violence gratuite en France” (“Den umotiverede vold i Frankrig”). Han skriver, at “umotiveret vold” kan ske når som helst, hvor som helst og ramme enhver. Han bemærker: “En episode med umotiveret vold finder sted hvert 44. sekund i Frankrig…. Enhver borger kan blive konfronteret med den. Hvis du ikke vil forringe dine overlevelseschancer, bør du underkaste dig, kigge ned, acceptere ydmygelse.”

Somme tider, som med Axelle Dorier, er underkastelse ikke mulig: Hun havde ingen kontakt med sin drabsmand inden det øjeblik, hvor han smadrede hende. Somme tider – hvis du for eksempel er en buschauffør eller del af en politistyrke – tillader dit arbejde ikke, at du underkaster dig.

Ofrenes familier kan derimod underkaste sig, og ofte gør de netop det. De overstrømmes så af ros fra politiske myndigheder og medierne. Få dage efter terrorangrebet på Bataclan i Paris i 2015 skrev Antoine Leiris, manden til en kvinde, der på grusomste vis var blevet tortureret og dræbt inde på spillestedet, et brev på Facebook til terroristerne. Han sagde, at han forstod deres motiver og ikke hader dem. Han tilføjede, at han ikke er vred og skal fortsætte med at leve sit liv. Brevet blev straks delt af flere hundredtusinder på de sociale medier. Et forlag bad brevets forfatter om at komme med tilføjelser til brevet og gøre det til en bog. Bogen fik titlen “Vous n’aurez pas ma haine” (“I får ikke mit had”), og den blev straks en publikumssucces.

Retsmyndighederne kigger også ned og underkaster sig: Det er det, de gør. Det, at bede politi og medier om ikke at nævne morderes navne, er et forsøg på at skjule sandheden og forhindre offentligheden i at vide, hvem det nærmere bestemt er i Frankrig, der begår disse handlinger. Det, at skjule navnene, viser et ønske om at formilde morderne: Når en drabsmand har et kristent navn, kommer det straks på forsiden. Hemmeligholdelsen af navnene er udtryk for frygt for de miljøer, som morderne kommer fra, samt frygt for vreden blandt resten af den franske befolkning.

De politiske myndigheder gør det samme. De ved, at muslimske stemmer betyder mere end nogensinde før. Præsident Emmanuel Macron kommenterede på mordene på Axelle Dorier, Mélanie Lemée og Philippe Monguillot ved at kalde dem for “uforskammetheder” og “beklagelige”, hvorefter han hurtigt skiftede emne. Den nye justitsminister, advokaten Eric Dupond-Moretti, blev af en journalist spurgt om, hvad han mente om dem, der ville have regeringen til at indføre hårdede straffe. Ministeren svarede: “Retfærdighed skal være garanten for fred”. Han tilføjede, at hans vigtigste opgave lige nu er at sikre franske jihadisters repatriering fra fængsler i Syrien og Irak til Frankrig, “for de er franske statsborgere, og det er Frankrigs pligt at sikre, at de undgår dødsstraf”.

Det er kun Marine Le Pen, lederen af National Samling, der lyder håndfast:

“Hvilket niveau af barbari skal vi synke ned på, inden franskmændene siger fra over for den stigende brutalitet i vores samfund? Hvor mange politibetjente, gendarmer, buschauffører, nedslagtede unge piger og drenge skal der til?”

De etablerede medier beskyldte hende straks for at hælde benzin på bålet og være en uansvarlig ekstremist.

“Frankrig undergår en omvendt kolonisering”, bemærkede journalisten Éric Zemmour i fjernsynet.

“Folk, der hovedsageligt kommer fra tidligere franske kolonier, har bosat sig i Frankrig uden nogen intention om at integrere sig. De fleste af dem lever i boligområder, hvor islams love nu hersker, og hvor imamer spreder had til Frankrig. Skiftende regeringer har ladet disse boligområder vokse i den tro, at hadet til Frankrig og franskmændene ikke ville komme ud af disse områder.

“Hadet til Frankrig og franskmændene kom frem og viste sig som optøjer og terror. Det viser sig nu som angreb og mord: et alment udtryk for had til Frankrig og franskmændene. Og de franske myndigheder siger med en undertrykts attitude, at had ikke kommer fra dem, der dræber, men fra dem, der reagerer og siger, at vi skal gøre en ende på overfald og mord. Det er en selvmorderisk holdning.”

“Frankrig er i koma og døden nær”, sagde forfatter og filosof Michel Onfray i et interview. Han sagde, at det vigtigste tegn var bortfaldet af kristendommen, hvorpå de værdier og etik, der igennem århundreder har gennemtrængt landet, er baseret. Han bemærkede, at kirkerne er tomme, katedralerne brændes ned og vandaliseringen af kristne helligdomme foregår og mangedobles, uden at nogen løfter et øjenbryn. “Kristendommen er under hastig afvikling”, tilføjede han. “Vi er en udmattet kultur. Vi elsker kun det, der hader os; alt, der ødelægger os, betragtes som fantastisk. Der er et ønske om at ødelægge sandheden, historien.” Han pegede på årsagen til forfaldet: “Vi underviser ikke længere i Frankrigs historie, og vi nævner ikke længere, hvad vores kultur har udrettet. Vi omtaler kun vores kultur for at nedgøre den.”

Han konkluderede, at han ikke tror på en vækkelse, men at han vil kæmpe til det sidste: “Vi skal rejse os, gøre modstand.”

Antallet af anti-jødiske hændelser i Frankrig er vokset i de seneste år. Titusinder af jøder har forladt landet i en udvandringsbølge, der gradvist tømmer Frankrig for dets jødiske befolkning. Mange af de jøder, der stadig bor i Frankrig, har forladt de byer og kvarterer, hvor de plejede at bo, og er flyttet til midlertidigt sikrere områder. Kristne i Frankrig betragtes som vantro af imamerne i ghettoerne; De er desuden et let bytte for unge mænd – fyldt af had mod Frankrig og franskmændene – der slet ikke føler sig afskrækket af den underdanige holdning fra myndighedernes side.

Illegale migranter, hovedsageligt afrikanere, afholdt den 30. maj en demonstration i Paris. Selv om demonstrationen var blevet forbudt af regeringen, fik politiet ordre på ikke at gribe ind. På trods af, at alle demonstranterne forbrød sig mod loven, blev kun 92 demonstranter tilbageholdt – og hurtigt løsladt igen. To uger senere var der en anden demonstration i Paris: til støtte for familien til Adama Traoré; en afrikansk kriminel der døde, da han med magt modsatte sig arrestation. Dén demonstration blev også forbudt af regeringen, og politiet fik igen ordre på ikke at gribe ind. Demonstraterne råbte “Død over Frankrig” og somme tider “Beskidte jøder“. Hverken regeringen eller de etablerede medier var chokerede. Franske unge fra Génération Identitaire (Generation Identitær), en bevægelse til forsvar af Frankrig og vestlig kultur, stod på et tag og holdt et banner med teksten “Retfærdighed for ofrene for anti-hvid racisme”. En mand kravlede op på bygningens tag og havde tydeligvis til hensigt at ødelægge banneret. I dagevis derefter blev han i tv-interviews beskrevet som en helt i “kampen mod fascisme”. I mellemtiden blev de franske unge, der havde holdt banneret, arresteret og anklaget for “opildning til had”.

Dijon er hovedbyen i Bourgogne og har 156.000 indbyggere. Den 16.-18. juni opstod der gadekampe i Dijon mellem en bande tjetjenske våbenhandlere og en bande arabiske narkohandlere. Der blev anvendt militærvåben – dette er et land uden forfatningsmæssig ret til at bære våben. Regeringen bad endnu engang politiet om ikke at gribe ind. Konflikten blev til sidst bilagt i en moské under imamers opsyn. Politiet opfordrede Dijons indbyggere til ikke at forlade deres hjem og til at være yderst forsigtige, indtil kampene var forbi. Politiet foretog enkelte anholdelser, men først efter at kampene var standset.

Der var den 26. juli arrangeret en ceremoni i den lille landsby Saint-Étienne-du-Rouvray i Normandiet, hvor den 86-årige præst Jacques Hamel fire år forinden var blevet myrdet af to unge islamister, mens han afholdt en gudstjeneste. I år holdt indenrigsminister Gerard Darmanin en tale, hvori han fordømte “islamisk barbari”. Han sagde: “At dræbe en præst midt i en kirke er at forsøge at dræbe en del af den nationale sjæl”. Han nævnte ikke, at kirken under mordet havde været næsten tom, med blot fire ældre kirkegængere, der magtesløse bevidnede mordet. Darmanin tilføjede derimod, at det glædede ham, at franskmændene ikke havde givet efter for vreden men i stedet havde valgt “fred”.

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.