”Den sorte svane” er kun toppen af isbjerget

Journalisten Mads Brügger, der var med til at producere den meget omdiskuterede TV-dokumentar ”Den sorte svane”, kalder dokumentaren for “en undergangsfortælling” og siger, at korruption i Danmark er ”et systemisk problem og en systemisk adfærd, der har bredt sig til alle dele af samfundet”, herunder dansk erhvervsliv.

Erhvervslivets venner på hhv. Børsen (Niels Lunde) og Berlingske (Thomas Bernt Henriksen) er straks gået i gang med damage control. ”Vi lever i et land, som er baseret på tillid. Vi er et harmonisk land. Vi er et folk med fælles værdier. Det giver derfor ingen mening at opfatte dansk erhvervsliv som korrupt. Det er udelukkende de få brodne kar, der vises i dokumentaren, der skal på anklagebænken”, forsikrer Niels Lunde og Thomas Bernt Henriksen i deres respektive aviser. Ifølge Børsen og Berlingske er dansk erhvervsliv alt for rent til noget så griset som korruption. Det bekræfter jo Danmarks fine placering i Transparency International’s korruptionsindeks.

Danmarks fine placering i Transparency’s korruptionsindeks er imidlertid ikke udtryk for graden af korruption her i landet.

For det første bygger Danmarks placering i Transparency’s korruptionsindeks på danske eksperters opfattelse af korruptionsniveauet i Danmarks offentlige sektor. Det siger sig selv, at de danske eksperters vurdering er stærkt subjektiv og farvet, og at eksperterne bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt. Eksperternes skønmaleri af korruptionen i det offentlige Danmark videreformidler Transparency’s danske afdeling så til hovedkontoret, som tager det for gode varer. Sådan opbygges det falske glansbillede af Danmark som det mindst korrupte land i verden.

For det andet bliver korruptionen i Danmarks private sektor hverken inddraget eller målt. Listen over forhold, som Transparency International ikke inddrager, er lang. Det gælder f.eks. forhold som skattesvindel, momssvindel, bestikkelser, karteller, hvidvaskning af penge, sort arbejde mv. Alt dette går altså under radaren i Transparency’s korruptionsindeks. Hvis den type korruption var med i indekset, ville Danmark straks miste sin fine placering.

For det tredje bliver mange danske korruptionsskandaler kun omtalt i de lokale, dansksprogede medier. Uden international omtale, ingen påvirkning af Danmarks placering i korruptionsindekset.

Selv om Transparency International påstår, at den måler korruptionsniveauet i Danmark, er det ifølge Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og har forsket i korruption, reelt umuligt at måle korruptionsniveauet i et land på basis af empiriske data. Forskere har bl.a. undersøgt og sammenlignet antallet af bøder, retssager og domme for korruption i forskellige lande. Tallene kan imidlertid ikke betragtes som pålidelige målestokke for korruptionsniveauet, men snarere som udtryk for, hvor effektivt de forskellige landes medier, anklagemyndighed og domstole afdækker, undersøger og retsforfølger korruption.

Det er jo velkendt, at danske virksomheder ofte opfatter et dårligt forlig som bedre end at opsøge domstolene. Lange ventetider og mangelfuld godtgørelse af sagsomkostninger til vindere af retssager betyder, at virksomhederne fravælger i vid udstrækning domstolsbehandling. I et demokratisk retssamfund er det naturligvis et kæmpe problem. Fravalget af domstolene sætter nemlig retssamfundet i skred og giver øget spillerum til økonomisk kriminelle og ganske almindelige snydere.

I Danmark går man ud fra, at danske virksomheder, advokater, revisorer og alle andre overholder loven. Det gør de ikke. Man går også ud fra, at politiet, domstolene, skattevæsenet og det sociale system fungerer og behandler borgerne og virksomhederne konsekvent og ens. Det sker ikke. Endelig går man ud fra, at Danmark efterforsker sine korruptionssager. Det gør Danmark ikke.

Af en rapport om retsstatssituationen i de 27 EU-lande, som EU-Kommissionen har offentliggjort i 2023, opfordres Danmark til at stramme op i forhold til sin håndtering af korruption: ”Danmark bør sikre, at man indsamler data om håndteringen af korruptionsrelaterede lovovertrædelser, da der i dag mangler statistikker om korruptionssager i forhold til efterforskning og retsforfølgelse. Dette problem gælder på nationalt niveau, men særligt på lokalt niveau. Der findes ingen mulighed for at trække data for det, og uden en dækkende rapportering er det svært at vurdere, hvor effektiv korruptionsindsatsen er. Hvad angår bestikkelse i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder er involveret, halter det med at få sagerne efterforsket og gerningsmændene retsforfulgt. Der har i årenes løb været en række bestikkelsessager i udlandet, hvor danske personer eller virksomheder har været involveret, men sagerne bliver i en del tilfælde slet ikke efterforsket, og i andre tilfælde afsluttes efterforskningen uden retsforfølgelse”.

Danskerne er ikke alene verdensmestre i hygge, men også i hyggekorruption. Misbrug af offentlige midler er som bekendt korruption, men det bemærkelsesværdige er, at i Danmark er misbrug af offentlige midler helt lovligt. Der findes her i landet utallige eksempler på et offentligt tag selv-bord og mangel på omhu i omgangen med betroede midler. Men i det Danmark, der er verdensberømt for sin hygge, opfattes legaliseret misbrug af offentlige midler ikke som egentlig korruption, men som uskyldig hyggekorruption.

Hvorom alting er: Transparency måler ikke graden af korruption i Danmark, men viderebringer kun danskernes propagandistiske vurdering af, om der er korruption i Danmark. Og det er noget helt andet. Det eneste Transparency’s korruptionsindeks viser, er med andre ord, om markedsføringen af Danmark som et korruptionsfrit land har virket. Og det har den. Den faktiske korruption her i landet er mere udbredt end man tror. Med Mads Brüggers ord er den ”systemisk”. Den bliver imidlertid ofte håndteret internt og dermed under offentlighedens radar. Den korruption, som man hører om i danske medier, er derfor kun toppen af isbjerget.

André Rossmann