Den totalitære mediemaskine

 De vestlige mediers overmod

Det er meget begrænset, hvad en politisk kommentator kan tillade sig at sige på tv og i aviserne, når det drejer sig om krigen i Ukraine. Flere af de mennesker, jeg kender, har opsagt deres avisabonnement. Andre ønsker stadig at have deres avis ved morgenbordet uanset avisens indhold, fordi de altid har haft deres avis. Men mange mennesker er også skræmt over den inkompetence, de ser hos politikere og journalister, der synes at eksistere i et helt andet univers.

Af Ola Tunander, oversat med forfatterens tilladelse af Jens Kristian Bech Pedersen

De personer, der gennem årtier har studeret sikkerhedspolitikken under Den Kolde Krig, vælger at klappe i og forblive tavse; de kunne have advaret os, men de har givet op. Under Den Kolde Krig blev, i det mindste inden for arbejderbevægelsen, modpartens behov for sikkerhed taget seriøst. Men nu er alting glemt. Den arrogance og det overmod, vi i vor tid ser blandt journalister, politikere og officerer, vil give bagslag. Vi kan kun vente på, at den historiske udvikling vil straffe dette overmod.

Lige siden 2022 har praktisk talt alle mediekommentatorer hævdet, at Rusland invaderede Ukraine for gennem landerobringer at genetablere det russiske imperium eller Sovjet-blokken. Medierne har troet på en vestlig sejr: En befrielse af Ukraine fra russerne ganske som vietnameserne befriede sig selv fra USA; eller som det lykkedes Norge at blive befriet fra den tyske besættelse. Og jo flere moderne våben Vesten kunne donere til Ukraine, jo større mulighed ville Ukraine få for at generobre det tabte land. Sådan sagde man.

Men de mennesker, som har et indgående kendskab til amerikansk-russisk sikkerhedspolitik, ved, at dette har meget lidt med realiteterne at gøre. Ikke desto mindre er dette blevet den eneste accepterede fortælling i medieverdenen i Norge. Enhver, der ikke er enig i denne fortælling, er blevet kastet ud i den fjerne periferi af den offentlige opmærksomhed. Mediesystemet er blevet en totalitær maskine, en centrifuge, der slynger enhver person, der gør opmærksom på de åbenlyse kendsgerninger, ud i tavsheden. Der findes kun én opfattelse. Vi skal helt tilbage til Pravda fra Sovjet-perioden for at finde noget lignende.

Men der er ved at ske noget. I de seneste uger har mange sikkerhedspolitiske analytikere og iagttagere erkendt, at vi aldrig vil komme til at opleve en ukrainsk sejr. Den massive ukrainske forårsoffensiv ændrede sig først til en sommeroffensiv, og fortsatte derefter som en efterårsoffensiv. Men det lykkedes aldrig Ukraine at generobre det tabte territorium. Den 20. januar 2024 mødtes USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan og direktøren for USA’s Nationale Sikkerhedsråd Avril Haines med Kongressens toppolitikere i et privatmøde i Det Hvide Hus. Her blev det fortalt, at Ukraine vil løbe tør for luftforsvar og artilleri. ”Rusland kunne vinde krigen i løbet af nogle uger eller måneder.” USA’s korrespondenter begyndte at miste håbet. Nogle begyndte at forstå, at Rusland har et meget større industrielt bagland og en meget større befolkning, hvilket vil være afgørende, når alt kommer til alt.

Men den sejr, som medieverdenen håbede på, er på trods af dette blevet præsenteret som en virkelig mulighed gennem de seneste to år. Dette har blandt andet givet anledning til, at den norske regering har doneret tocifrede milliardbeløb i våbenstøtte til Ukraine. Men jo flere våben vi har doneret, jo flere soldater er blevet dræbt, uden at det har ændret noget som helst på slagmarken. I dag ved vi, at Ukraine har mistet hundredtusinder af mænd, samtidig med at frontlinjen er den samme som for et år siden. Alt, hvad medierne fortalte os, viste sig at være løgn. Det, der var vigtigt for USA, har aldrig været en ukrainsk sejr, men derimod at ”svække Rusland” – for nu at citere USA’s forsvarsminister Lloyd Austin – selv om omkostningerne vil være hundredtusinder af døde ukrainere. Allerede i marts 2022 sagde USA’s tidligere viceforsvarsminister Chas Freeman: ”Vi (USA) vil kæmpe til den sidste ukrainer.”

En ”fuld-skala-invasion” og en ”uprovokeret krig”

I dag står vi over for grusomme realiteter, som journalister, kommentatorer og politikere må tage ansvaret for. Lige siden den 24. februar 2022 er praktisk talt enhver vestlig politiker og journalist i deres omtale af krigen begyndt med at tale om ”fuld-skala-invasionen” og ”Ruslands uprovokerede angreb” for at ”erobre Ukraine.” Udtrykket ”fuld-skala-invasion” er blevet anvendt tidligere. Men siden februar 2022 er dette udtryk formentlig hver eneste måned blevet anvendt flere gange, end det har været anvendt de sidste halvtreds år. Det var den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba, der tidligt om morgenen den 24. februar 2022 talte om Putin’s ”fuld-skal-invasion af Ukraine.” Og nærmest hver eneste avis og tv-kanal begyndte allerede den samme dag at gentage Kuleba’s ord. Næsten hver eneste gang krigen siden da er blevet omtalt, er man begyndt med ordene om ”Putin’s fuld-skala-krig” for et ”erobre Ukraine.” Så tidligt som 2. februar 2022 rapporterede The Guardian, at Washington og London forudså en mulig ”fuld-skal-invasion” af Ukraine. I de tidlige morgentimer den 24. februar fordømte den britiske premierminister Boris Johnson Putin’s ”uprovokerede angreb”; og præsident Joe Biden talte senere samme dag om ”Ruslands uprovokerede angreb”. Alle journalister brugte de samme udtryk.

Det sidstnævnte udtryk (”uprovokeret angreb” på Ukraine) gav mere end en halv million hits på Google, mens det første udtryk (”fuld-skala-invasion” af Ukraine) fremviste næsten to millioner hits. Disse opfattelser har lagt grænserne for mediernes fortælling, og ligeledes grænserne for den offentlige diskussion. Enhver afvigelse fra denne fortælling ville prelle af på medierne som ”vand på en gås”. Mediemaskinen vil centrifugere den erfarne militærhistoriker og den geopolitiske forsker ud i periferien, og tvinge ham eller hende til tavshed. Fra dag ét, ja, fra krigens første timer, havde man fastlagt de såkaldte ”sandheder”, der skulle sætte de begrænsede rammer for den offentlige diskussion. Disse ”sandheder” er helt åbenlyst blevet fastlagt i Washington og London. Nogle få timer før angrebet var Kuleba i Washington, hvor han havde møde med præsident Biden og forsvarsminister Austin. Fidusen syntes at være den at fastlægge ”en sandhed”, en hegemonisk monolog, straks fra krigens første timer, og dernæst at gøre denne monolog vandtæt over for enhver kritik.

At fremprovokere en krig

Udtrykket ”uprovokeret russisk angreb” er intet andet end propaganda. Allerede i 2008 vidste enhver, der kendte noget til udenrigspolitik, at et forsøg på at udvide NATO med Ukraine ville føre til krig. I Rusland blev det betragtet som en uhørt provokation. Men på trods af Ukraines betydning for Ruslands sikkerhed, og på trods af USA’s direkte involvering i det statskup, der i 2014 blev iværksat imod Ukraines demokratisk valgte præsident, iværksatte Rusland ikke noget angreb i 2014. Jeg var overrasket over den russiske tilbageholdenhed. Efterretningsanalytikeren George Friedman beskrev 2014-kuppet som ”det mest grove og åbenlyse statskup i menneskehedens historie”. USA’s viceudenrigsminister Victoria Nuland udsendte klare instruktioner om, hvem der skulle være Ukraines ny premierminister, og hvem han skulle samarbejde med. På trods af dette stillede Rusland sig tilfreds med at acceptere Krims beslutning om at tilslutte sig Rusland, og at acceptere en begrænset støtte til den russisktalende befolkning i Donbass (men ikke deres anmodning om at tilslutte sig Rusland); og sidst: man accepterede Minsk-aftalerne med Ukraine (efter tysk-fransk mægling) om at sikre Ukraines neutralitet og territoriale integritet og om at sikre Østukraines befolknings ret til at anvende deres russiske modersmål.

Minsk-aftalerne var ovenikøbet blevet underskrevet af alle medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Men det viste sig, at USA og Ukraines aldrig havde haft til hensigt at overholde den aftale, de selv havde underskrevet. Ukraine fortsatte med at føre krig mod den russisktalende befolkning i Østukraine på trods af løftet om ikke at gøre det. I 2019 føjede Ukraine sin intention om at tilslutte sig NATO ind i den ukrainske forfatning, hvilket også var et brud på Minsk-aftalen. Ministersekretæren for Ukraines nationale sikkerhedsråd, Oleksy Danilov, sagde, at Minsk-aftalen om en relativ autonomi for Østukraine ville føre til ”landets opløsning”. I mellemtiden afsluttede USA sit otteårs-program for opbygningen af Ukraines militære styrker. Man behøver ikke at nævne, at Rusland så dette som en trussel mod dets eksistens. Landet blev udsat for den ene provokation efter den anden. Kiev og Washington kunne ikke engang indrette sig efter en skriftlig aftale, som de selv og FN’s Sikkerhedsråd havde skrevet under på.

Efter dette var Moskvas tillid til Vesten fuldstændigt forsvundet. Og det kan ikke være overraskende, at russerne ikke ville opgive deres suverænitet, hvilket ville blive den praktiske konsekvens af at tillade USA at øge sin militære tilstedeværelse i Ukraine. Hvad der i stedet er overraskende for mig, er snarere, at Rusland ikke iværksatte sit angreb tidligere for at give et gensvar på alle disse provokationer. Med andre ord: Den fortælling, som Washington og London konstruerede den 24. februar 2022 om et ”uprovokeret angreb”, var bygget på den rene løgn.

Men det har ikke været muligt at drøfte disse ting i de større aviser eller på tv i Norge og i Vesten generelt. Den russiske invasion blev præsenteret, som om Vladimir Putin stræbte efter mere territorium og efter et større Rusland. Dette er årsagen til, at journalister og kommentatorer ikke har forstået, hvorfor Rusland fortsætter krigen på trods af enorme tab. Man forstår ikke, hvorfor Rusland aldrig vil acceptere en tilbagetrækning.

Da omkostningerne for krigen i Vietnam var blevet for store for USA, forlod amerikanerne landet. Og da omkostningerne for krigene i Irak og Afghanistan blev for høje for USA, blev også disse lande forladt. Mange mennesker i Norge har ment, at Rusland ville gøre det samme i Ukraine, fordi man antog, at krigen var noget, som Rusland selv havde ”valgt”, sagt med et citat af chefen for den amerikanske forsvarsstab, Mark Milley. Men for Rusland drejede krigen sig ikke om at erobre land, installere et Quisling-regime eller straffe en modstander. For Rusland handlede krigen om at nægte USA den militære tilstedeværelse i Ukraine, som ville have gjort Ukraine til en amerikansk bastion tæt på Moskva; så tæt, at Rusland ville have mistet evnen og muligheden for at forsvare sig selv. Russerne erklærede, at en sådan tilstedeværelse ville være en trussel mod dets eksistens. Med andre ord: Landet havde ”ikke noget valg.” Da USA derfor fortsatte med at flytte sine våbensystemer stadig tættere på Rusland, satte Moskva foden ned. Dette betød på den anden side, at Rusland ville ofre alt, for at sikre sig et neutralt Ukraine, mens på den anden side USA kunne forlade Ukraine, hvis krigen blev for omkostningskrævende for dem.

Ruslands krav om et neutralt Ukraine

Rusland stillede sig tilfreds med den Minsk-aftale, der var blevet forhandlet på plads. Den gav garanti for et neutralt Ukraine, en garanti for Østukraines sikkerhed og ret til at bruge russisk som officielt sprog. Den kendsgerning, at Rusland accepterede Minsk-aftalen, viser klart, at Rusland ikke havde nogen interesse i at erobre Ukraine. Det var Ukraine og Vesten, som gik fra aftalen, ikke Rusland. Hvis Rusland havde ønsket at erobre Ukraine, kunne det have gjort det i 2014 efter det vestligt støttede statskup. På den tid var Ukraine ikke i besiddelse af et militært forsvar, der kunne matche det russiske. Russerne kunne dengang have genetableret det gamle Sovjetunionen, hvis de havde ønsket det. Men de ønskede det ikke. Det var dette forhold, den amerikanske general Joseph Hilbert henviste til, da han til de ukrainske generaler sagde: ”Den største fejltagelse, som russerne begik, var at give os otte år til at forberede denne krig.”

Da Putin talte på invasionsdagen den 24. februar 2022, sagde han: ”Jeg har altid sagt, at Rusland har accepteret den nye geopolitiske virkelighed efter Sovjetunionens opløsning. Vi har behandlet alle nye postsovjetiske stater med respekt, og vi vil fortsætte med at handle på denne måde. Vi respekterer og vil fortsat respektere deres suverænitet. ….. Imidlertid kan Rusland ikke føle sig sikker, udvikle sig og eksistere, når vi står over for en permanent trussel, der er rettet imod os fra det ukrainske territorium.”

Nogle mennesker hæver, at Putin lyver, og at han i virkeligheden ønsker at erobre Ukraine og genskabe Sovjetunionen. Men ingen kan benægte, at han i sin tale forsvarer de postsovjetiske staters suverænitet.

Men lad os se bort fra Putins tale og hans fulde støtte til ”et neutralt Ukraine”. Og lad os i stedet betragte de rent objektive faktorer: Invasionsstyrken på 170.000 – 180.000 mand (ifølge general Milley) udgjorde ikke engang en femtedel af den styrke, der ville være nødvendig for at besætte Ukraine ifølge en vestlig tommelfingerregel: en soldat for hver 40 – 50 indbyggere. Ja, ikke engang en tiendedel, hvis vi ser på den tidligere russiske praksis (jf. Tjekkoslovakiet 1968). Rusland indledte heller ikke sit angreb med luftbombardement mod de ukrainske byer, sådan som USA plejer at begynde sine krige. Rusland indledte sine operationer med en meget begrænset styrke og næsten uden overhovedet at indsætte sit luftvåben eller sin flåde. Dette var ikke nogen ”fuld-skala invasion” af Ukraine. Det var et klart signal til Vesten om, at Rusland ikke havde til hensigt at erobre Ukraine. Udtrykket ”fuld-skala invasion” er ikke andet end propaganda. I direkte modsætning til hvad Putin sagde, og hvad Putin gjorde som et tydeligt bevis på den kendsgerning, at han havde et begrænset mål og ikke havde til hensigt at besætte Ukraine – i modsætning til dette hævdede alle journalister, kommentatorer og politikere i Vesten, at dette var, hvad han ønskede at gøre. Her kan vi tilføje, at indsættelse af en russiskvenlig Quisling-regime også ville have forudsat en egentlig besættelse, sådan som nordmændene udmærket kender til det fra historien.

Fredsforhandlinger i marts 2022 i Istanbul ”var succesfulde”. ”Vi åbnede en flaske champagne,” sagde præsident Zelensky’s militære rådgiver Oleksij Arestovych. Kernen i Ruslands krav var ”et neutralt Ukraine”, hvilket Zelensky havde accepteret. ”Alt andet var ren kosmetik,” udtalte Zelensky’s chefforhandler David Arakhamia. Men efter dette rejste den britiske premierminister Boris Johnson til Kiev, hvor han fortalte Zelensky, at forhandlinger med ”krokodillen Putin” var formålsløse, og at Vesten ville give Ukraine al mulig støtte i krigen. Ifølge Arakhamia udtalte Boris Johnson: ”Vi vil ikke skrive under på noget som helst.” Vi vil bare ”kæmpe”. ”Lad os føre krig,” sagde han. Efter dette opgav Rusland ethvert håb om at opnå ukrainsk neutralitet gennem forhandlinger.

Umiddelbart efter at Ukraine havde afvist at forhandle videre, gennemførte Moskva folkeafstemninger i de overvejende russisktalende oblaster Donetsk og Lugansk og i det på den tid besatte Kherson og Zaporizhia, som gav disse oblaster forbindelse med Krim. Af indlysende årsager støttede indbyggerne i disse områder Rusland (de fleste af de mennesker, der støttede Kiev, havde allerede forladt området). Derefter besluttede parlamentet i Moskva at indlemme de fire oblaster som en del af Rusland.

Men Moskva vil aldrig acceptere NATO-medlemskab for det Kiev-kontrollerede ”rest-Ukraine”; og så længe dette rest-Ukraine ikke vil acceptere neutralitet, vil Rusland fortsætte krigen. Og jo længere kampene fortsætter, jo mere territorium vil Rusland erobre, og jo flere ukrainere vil dø. De ukrainske tab på krigsskuepladsen er enorme. Og de hundredtusinder af soldater, der er dræbte, skal erstattes. I december 2023 fortalte Zelensky, at den militære ledelse nu ønsker at mobilisere op til 500.000 nye tropper. Men det ukrainske parlament er imod det. Ifølge Arestovych har 4,5 million mand ovenikøbet nægtet at lade sig indrullere. Folk fra Østukraine forsøger at undgå at blive rekrutteret til krigen; og de ny-rekrutterede soldater vil være unge mænd med en dårlig og utilstrækkelig militær træning. De vil ende med at blive dræbt, mens Ukraine taber flere og flere landområder. Som nævnt ovenfor er det sådan, som Chas Freeman forklarede til USA’s regering: ”Vi vil kæmpe til den sidste ukrainer.”

Medie-centrifugen

Sammenfattende kan vi sige, at tv-kanaler og aviser i Vesten taler om et ”uprovokeret russisk angreb” og om en ”fuld-skal-invasion” i modstrid med den kendsgerning, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det var en fortælling, der blev konstrueret i Washington og London i krigens tidlige timer, og som blev gentaget af hele medieverdenen. Vi må spørge os selv: Hvordan er det muligt, at hele den norske og det meste af den anglo-amerikanske medieverden kan blive forhekset af en sådan propaganda?

Vi må også spørge: Hvordan kunne Vestens medier bare sluge påstandene fra de neokonservative propaganda-institutter, som fx Institute for the Study of War under præsident Kimberly Kagan? Vi kender alle sammen Kagan-familien for dens præstationer for to – tre årtier siden. De ønskede for enhver pris at starte en krig i Irak og dernæst om muligt at fortsætte krigen. Hvorfor er de mennesker, som dengang styrede USA’s krig i Irak, også de samme som de mennesker, der nu fører Ukraines krig mod Rusland? Og hvorfor kunne medierne ignorere al den ekspertise, der har været til rådighed på dette område? Hvordan kunne de sætte lid til åbenlyst fejlagtige påstande, som har kostet os nordmænd mange milliarder dollars, og som har kostet hundredtusinder af ukrainske liv? De, der bærer ansvaret for dette, og som har været medvirkende til denne kampagne, må i det mindste reflektere over, hvad de har gjort sig skyldige i.

I de ganske få tilfælde, hvor en mediekommentator har berørt baggrunden for konflikten, eller har nævnt, hvad Vestens politik kunne føre til, er hans eller hendes opfattelser blevet filtreret bort, og mediecentrifugen har slynget kritikken uden for den offentlige opmærksomhed. Og jo mere signifikant denne kritik har været fremført – af prominente ministre eller kendte professorer – jo hurtigere har centrifugen roteret og jo mere brutalt er kritikken blevet trampet ned. Gennem adskillige år har ingen journalist vovet at interviewe sådanne kritiske personer. Alle med sådanne kritiske indstillinger kender til disse begrænsninger. Med andre ord: Vi har fået et perfekt totalitært system; medierne er blevet forvandlet til en damptromle, der trykker alting fladt på dets vej frem. Kun når katastrofen ligger lige foran os, vil vi rejse det spørgsmål, om det var klogt, hvad vi gjorde.

Denne artikel blev oprindeligt holdt som et indlæg på et møde i foreningen Fred og Rettferdighet i Kulturhuset i Oslo, Norge, den 24. februar 2024. Efterfølgende er artiklen offentliggjort i den norske kommentaravis Ny Tid, og er senere i en opdateret engelsk version lagt på forfatterens Ola Tunander’s Substack-konto. I sin ovenstående udgave er artiklen en oversættelse fra den engelske version til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen

Artikelforfatteren Ola Tunander er forskningsprofessor emeritus ved Fredsforskningsinstituttet i Oslo (PRIO). Han tog sin doktorgrad i 1989. Han har ledet PRIO’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske program, og har givet forelæsninger over hele verden. Det var Ola Tunander, der i sin tid lancerede begrebet ”deep state”. Han er forfatter og redaktør til mange bøger om historie, geopolitik, militærstrategi og efterretningsvirksomhed. Nogle af hans bøger har været pensum ved Oxford University, England, og ved US Naval War College.