Derfor bør Jaleh Tavakoli ikke kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens § 264 d

I sagen om Socialtilsynets påtænkte inddragelse af Jaleh Tavakolis plejetilladelse for familiens 8-årige plejedatter, fordi Jaleh Tavakoli havde delt en henrettelsesvideo på Facebook, har det været en udbredt antagelse, at Jaleh Tavakoli med sin handling havde begået noget objektivt strafbart.

Af Aia Fog & Torben Mark Pedersen

Ingen har således fundet det opportunt at stille spørgsmålet, om Jaleh Tavakoli rent faktisk har begået noget kriminelt, som hun kan straffes for efter straffelovens § 264 d, som hun indtil videre er sigtet efter.

I Trykkefrihedsselskabet er vi af den opfattelse, at hensynet til offentlighedens interesse i at kende de faktiske omstændigheder omkring terrordrabene på den danske og norske pige i Marokko i december 2018 bør veje tungere, end hensynet til de afdøde, og at de 12, der er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 264 d, herunder Jaleh Tavakoli, derfor bør frifindes.

Lad os se på den bestemmelse i straffeloven, § 264 d, som Jaleh Tavakoli og 11 andre er sigtet efter. Den lyder som følger:

1. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
2. Stk. 2.  Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsen beskytter private forhold, der “åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden”, men hvad der i en konkret sag kan forlanges unddraget offentligheden må efter ordlyden afvejes mod hensynet til, hvad der er i den offentlige interesse.  og i en sag om politisk-religiøst motiveret terror, der har en stor nyhedsværdi og var meget omtalt i den offentlige debat, må hensynet til den offentlige interesse veje tungere.

Halshugningsvideoen blev delt på et tidspunkt, hvor både myndigheder og medier fortiede de faktiske omstændigheder omkring terrordrabene. Flere medier skrev således, at pigerne var “døde med skader på halsen”, men fortiede, at en af pigerne havde fået hovedet skåret af på islamisk vis, hvilket der var beviser for på daværende tidspunkt.

Trykkefrihedsselskabet mener, at det er i offentlighedens interesse at kende sandheden om terrorangreb begået mod danskere. Det er hverken myndighedernes prærogativ eller mediernes opgave på formynderisk vis at “skåne” offentligheden fra at kende sandheden. Misinformation skaber en forvrænget virkelighedsopfattelse og giver et misvisende grundlag for den demokratiske meningsdannelse på et meget vigtigt område.

Det er også i offentlighedens interesse at blive gjort opmærksom på, hvordan myndigheder og mainstreammedier fortiede vigtige oplysninger i forbindelse med dette islamiske terrorangreb, ligesom oplysninger om gerningsmænd ofte forties af både myndigheder og medier i sager om anden alvorlig kriminalitet.

Offentliggørelsen af videoen tjente begge disse formål. Både hensynet til offentlighedens interesse i at få retvisende og rettidig information om, hvad der faktisk skete i Marokko, og hensynet til kendskabet til myndighedernes og mediernes fortielser, bør i den konkrete sag veje tungere end hensynet til den afdøde.

Derfor var det efter Trykkefrihedsselskabets opfattelse berettiget at dele den modbydelige halshugningsvideo, og derfor bør man ikke kunne straffes for det efter § 264 d.