Derfor er løbet kørt for det borgerlige projekt

”Hvis det borgerlige Danmark skal genrejses, kræver det, at øget velfærd kan være andet og mere end flere penge til den offentlige sektor”, siger Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen (MLH), til Berlingske. ”Min opfordring er, at de borgerlige hurtigst muligt finder sammen om et fælles borgerligt projekt, der også indebærer, at skatten på arbejde sænkes”.

Set med MLH’s briller udgør de borgerlige en latent politisk og ideologisk opposition, der blot skal vækkes af vinterdvalen. Men han tager fejl, fordi de borgerlige er forelskede i velfærdsstaten.

De borgerlige går ikke ind for en samfundsmodel, der er diametralt anderledes end velfærdsstaten. Tværtimod. De borgerlige ser det som deres mission at optimere og effektivisere velfærdsstaten – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberal samfundsmodel.

De borgerlige har massivt adopteret synspunktet om, at høje skatter er en god ting. Siden 1968 har borgerlige regeringer i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Ved det sidste kommunalvalg ønskede 59 pct. af Venstres spidskandidater højere offentlige udgifter, mens kun 27 pct. ønskede lavere skat.

På tværs af partierne var det blot 28 pct., der ønskede flere private eller selvejende daginstitutioner. Selv blandt Venstres spidskandidater var det blot 33 pct., der ønskede flere private institutioner.

MLH opfordrer de borgerlige politikere til at droppe ”det socialdemokratiske velfærdsbegreb”, idet begrebet definerer velfærd som flere penge til den offentlige sektor. Så længe de borgerlige accepterer den definition, bliver det ”ondt” at være imod flere penge til den offentlige sektor, for så er man per definition imod velfærd.

De borgerlige bør derfor nuancere velfærdsbegrebet ved at gøre opmærksom på, at der findes to typer velfærd: offentlig velfærd – eller offentlig service – som kan være bedre plejehjem og daginstitutioner, og privat velfærd – eller familievelfærd. Privatforbrug er også velfærd, fordi det giver mulighed for at forfølge boligdrømme, rejse, arbejde mindre eller holde fri i en periode.

MLH er helt blind for, at de borgerlige politikeres hovedmål er at stemmemaksimere for at blive genvalgt. Derfor kan man ikke forvente, at politikerne vil save den gren over, de selv sidder på, ved at udfordre velfærdsbedøvede danske vælgere.

MLH er også helt blind for det danske DNA – det lave ambitionsniveau og fravær af ”the Danish dream”. Danskerne drømmer ikke ligesom andre folkefærd, f.eks. amerikanerne, om stadig større privatforbrug, bedre og større boliger, stadig mere spændende luksusrejser, flere og større biler osv. Danskerne er nemlig tilfredse med det, de har.

Ifølge professor i sociologi, Peter Gundelach, som står bag en omfattende kortlægning af danskernes værdier, er ”den høje danske tilfredshed resultatet af forholdet mellem, hvad danskerne ønsker, og hvad de får. Jo mere man får det, man gerne vil have, jo mere tilfreds man er. Så hvis man ikke har de store ambitioner, skal der heller ikke meget til at opfylde dem. Den moderne danske nationalkarakter er rundet af, at Danmark efter en række krigsnederlag blev en småstat, hvor man ikke kunne gøre store armbevægelser. På den måde er danskerne kulturelt betinget for lavere forventninger end andre befolkninger i andre lande. Og derfor er de mere selvtilfredse og magelige end alle andre”.

Gennemsnitsdanskeren har altså ikke de helt store forventninger til livet, og ambitionsniveauet er det samme som det var for 40-50 år siden. Et typehus på 130-150 kvm. Èn eller to småbiler på størrelse med den østtyske Trabant. To charterrejser om året. Pizza, pils og lørdagsslik om fredagen. Og lidt hygge med familien på Bakken i weekenden. Det er ”the Danish dream”.

MLH undrer sig over, at fagbevægelsen ikke har lavere skat på programmet, og at den almindelige LO-arbejder ikke ønsker at beholde lidt mere af egne penge og få mere smør på brødet.

MLH burde vide bedre. Danskerne kan ikke lokkes af løfter om lavere skat og større privatforbrug, fordi de har lavere forventninger til livet end folk i andre lande. Der findes ikke nogen ”Danish dream”. Danskerne, både de borgerlige og de ikke-borgerlige, er 100 pct. tilfredse med den socialdemokratiske leverpostej. Og derfor er det borgerlige projekt dødt og begravet.

André Rossmann