Det er ikke rart at være et udvalgt folk

Under et nyligt interview med den engelske journalist Piers Morgan påpegede den eminente kulturkritiker, Douglas Murray, at der er en væsentlig forskel på forrige århundredes nazister og vore dages Hamas. De er lige blodtørstige og lige antisemitiske, men hvor nazisterne prøvede at skjule deres forbrydelser, fremviser Hamas’s hellige slagtere deres med stolthed og henrykkelse.

En af grundene til nazisternes masseudryddelser ved hjælp af gas, var, at det tog på de tyske soldaters nerver at skulle ombringe jøder ved nakkeskud. Efter dagens udåd var de nødt til at drikke sig fulde for at glemme, hvad de havde gjort. Selv SS-lederen, Heinrich Himmler, brød sig ikke om at overvære de massemord, som han selv havde beordret, og så vidt vides, overværede Hitler aldrig, hvordan folkemordet på jøderne gik for sig. Hvor det var muligt, foretrak nazisterne at gemme sig bag skriveborde.

Helt anderledes med Hamas, der dokumenterede deres ugerninger den 7. oktober på video og pralede med deres groteske blodtørst. Beviserne på Hamas’s ugerninger er åbenlyse for enhver, der har nerver til at se de optagelser, som terrororganisationen selv har lavet. Alligevel skal vi opleve, at hundredtusinder af demonstranter i Vesten går på gaden for at erklære deres solidaritet med slagterne og kræve Israel og jøderne fjernet fra jordens overflade.

De vesterlændinge, der deltager i disse uhyggelige optog, er naturligvis aldeles ligeglade med palæstinenserne. Hvis andre arabere slog nogle af dem ihjel, ville man knapt kunne samle 200 englændere, amerikanere eller danskere til protester. Vi så ingen massemanifestationer mod Ruslands nedslagtning af tjetjenere, det syriske regimes massemord på sine egne borgere, Kinas hensynsløse fremfærd i Tibet eller mod uygurerne eller det sudanesiske regimes regelmæssige, morderiske overfald på landets etniske mindretal.

Omsorg for civile er kun interessant, når jøder er indblandet, ligesom Mogens Lykketoft især bekymrer sig om ”statsterror” i forbindelse med Israel.

Det er også sigende, at beskyldningerne for ”apartheid” er rettet mod den eneste mellemøstlige stat, hvor der ikke er apartheid, nemlig Israel, hvis store arabiske og muslimske minoritet nyder fulde borgerrettigheder, har stemmeret og repræsentanter i parlamentet og tilmed en dommer i landets højesteret.

Det intense had mod Israel er en direkte forlængelse af årtusinders antisemitisme. Det gør ingen forskel, om jøderne har været fattige eller rige, om de har haft en stat eller været uden, eller om de ydmygt har ladet sig slagte eller som i dag bider fra sig.

Jødehadet er en konstant, der har kunnet samle ekstremister og samvittighedsløse af alle afskygninger: religiøse fanatikere, nazister, kommunister, kyniske politiske spekulanter og vore dages yderste venstre og højre. Intet ryster folk sammen som et fælles hadeobjekt.

Når vi i disse dage skal opleve hadet blomstre i vore byer, skyldes det ikke noget, som Israel eller jøderne har gjort, men udspringer af en sygdom i vores egen vestlige kultur.