Dette har islamister og socialister til fælles (Debat)

Islamister og socialister kæmper side om side mod koranafbrændinger og for omstyrtelsen af Vestens demokrati. Deres psykologiske fællesnævner er offermentalitet, forklarer psykolog Nicolai Sennels.

Kommentar af Nicolai Sennels, psykolog og medlem af Dansk Folkeparti.

Det kan være svært at kende forskel på islamister og venstrefløjen. De står skulder ved skulder og ryg mod ryg, både når det gælder forsvaret for den åbenlyst kvindehadende, homofobiske krigsmanual Koranen og kampen mod den vestlige samfundsorden.

Se bare denne video, hvor socialister flipper totalt ud over foreningen Stop Islamiseringen Af Norges afbrænding af en koran i Kristiansand. Eller hvordan radikale moskeer knopskyder under socialdemokratiske borgmestre, der åbenbart ikke har nogen øvre grænse for, hvor ekstreme moskeer der kan rummes i en lokalplan.

I Danmark er den islamkritiske bevægelse For Frihed, som jeg i øvrigt selv var med til at starte, utallige gange blevet generet, truet og angrebet af “Islam-Socialistisk Fællesfront”, som jeg ynder at kalde dem.

Glemt er dyderne

Min indre, velbevarede hippie har stor taknemmelighed over for venstrefløjen, der har bibragt den vestlige kultur nogle af vores allerfineste værdier:

Det var venstrefløjen der gik forrest for kvindernes ligeret, for friheden til at ytre sig kritisk om magten, for bortkastelsen af forsnævrede kulturelle dogmer og tabuer, for den seksuelle frigørelse og i kampen mod religionernes magt.

Bravo, og tak for det!

Men den nye “islamsocialisme” har jeg absolut intet til overs for. Den har bidraget med nul (0) positivt til vores samfund! Marx’ berømte påstand om, at “religion er opium for folket”, er forlængst smidt på historiens mødding. Nu gælder det kampen for en bog, der mener at kvinder skal slås hvis manden blot mistænker dem for at ville være ulydige, og dræbes hvis de rent faktisk er det.

Frafald, religionskritik og alt hvad der afviger fra det strengt heteroseksuelle skal straffes med døden.

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt for venstrefløjen.

Måske manglede socialisterne bare en ny religion efter murens fald? Eller også har man i manglen på fattige arbejdere valgt at fokusere sit frelserkompleks på de stakkels muslimer og deres uskyldige religion? Uanset hvad, så tror jeg, at venstrefløjens forræderi mod deres egne værdier mere handler om følelser end om sund fornuft.

Fællesnævneren

Men den mest oplagte forklaring er, at islam og socialismen, set fra et psykologisk perspektiv, har en fællesnævner, der stikker dybere end humanistiske og demokratiske værdier:

Både i islams og i socialismens verdenssyn er det altid nogle andres skyld.

Ifølge islam sker alting insha’allah (om Allah vil) eller på grund af shaitan’er (djævle og onde ånder). Alting styres af mandlige autoriteter og religiøse love, og der er kun mulighed for personlig frihed og valg i det allermest skjulte. Selv valget af seksualpartner gøres typisk af andre end én selv.

I socialismen er det også altid noget ydre, der er skyld i tingene: Samfundets orden, kapitalister, kulturelle strukturer osv.

Psykologisk kaldes dette verdenssyn for outer locus of control: Opfattelsen af, at ens eget – og andres – liv styres udefra. Dette er blandt andet årsagen til den pinlige offermentalitet, hvor man kræver mere end man selv er parat til at yde, der kendetegner begge bevægelser. Væk med ansvarsfølelse, al magt til de “krænkede”, og “forfulgte”. Alting er den hvide mands skyld, Israels og USAs, ytringsfrihedens og den vestlige samfundsordens skyld.

Når dette er den underliggende præmis, kan man nå frem til så tossede konklusioner som at mælk er “racistisk”, at ens dårlige integration skyldes andres “tone”, og at kritik af religioner der undertrykker kvinder og prædiker hellig krig er “intolerant”.

Jo, der er meget, man kan være enig om i Islam-Socialistisk Fællesfront.

Det gode menneske

Folk der er præget af outer locus of control føler naturligt, at individets adfærd er afhængigt af ydre faktorer. Skal man forbedre individets adfærd, må man derfor arbejde med hans eller hendes ydre rammer. Og vupti! – så flyver det om ørerne med totalitære planer om “gode” samfund, der skal skabe individer med den “rigtige” tænkning og moral. Islamisternes og socialisternes forsøg på at skabe gode samfund verden over taler for sig selv.

I islam er det gode samfund beskrevet i shariaen, deres brutale religiøse love. I socialismen findes det i mange udgaver af samme røde farve: leninisme, marxisme, kollektivisme, anarko-syndikalisme m.v.

Der er mange retninger inden for islam og socialisme. Det skyldes, at outer locus of control-personer har svært ved at samarbejde, da de let ser fejl hos andre og derfor ofte splitter sig op i rivaliserende fraktioner.

Revolution

For begge ismer står det vestlige demokrati, med al dens personlige ansvar og personlige frihed – al dens inner locus of control – i vejen for “det gode samfund”.

Midlet for begge ideologier er revolution, omstyrtelse af det bestående. Resultatet ender altid totalitært, fordi de begge sætter systemet før mennesket: Det gode samfund er som sagt forudsætning for det gode menneske i outer locus of control-tænkningen.

Også når det gælder revolutionen har islamismen og socialismen fundet hinanden:

Muslimsk indvandring har siden Muhammed migrerede fra Mekka til Medina vist sig at være et effektivt masseødelæggelsesvåben. Man behøver knapt trække sin krumsabel, for demografien gør hele arbejdet. På arabisk hedder det hijrah, opfattes som en form for jihad og belønnes stort af Allah. Det eneste man skal sikre er streng social kontrol, så følgende generationer fastholder de religiøse værdier, muslimer ifølge deres hellige bøger har pligt til at sprede overalt.

Islam giver allerede god valuta for pengene for den revolutionære venstrefløj: Der er gået koldbrand i stort set alle større byer i Vesteuropa, hvor muslimske parallelsamfund langsomt men sikkert æder sig ind på vores smukke, historiske bykerner. Masseovervågning, voldelige anholdelser for “racisme”, systematisk social udelukkelse for “hatespeech” er allerede den nye normal. Muslimske fremmedarbejdere, flygtninge, migranter – eller hvad det ellers er moderne at kalde dem – har vist sig at være en formidabel rambuk mod den frie vestlige verdensorden.

Og minsandten om ikke de importerede vælgere stemmer på den venstrefløj, der har vist sig så gavmild på vores alle sammens vegne. Det er svært at forestille sig, at venstrefløjen vil opgive deres alliance med islam foreløbigt. Både Enhedslisten og De Radikale vil blive halveret den dag, de stiller sig i vejen for shariaens støvletrampende fremmarch.

Uden muslimske stemmer var Helle Thorning-Schmidt for eksempel aldrig blevet statsminister.

Kun én tilbage

Islamismen og socialismen har en grundlæggende fællesnævner: outer locus of control, på dansk kaldet offermentalitet. Og de har forlængst indset, at de er hinandens vej til revolution og deres respektive udgave af det gode samfund.

I sidste ende kan kun én af dem dog være tilbage, for begge er ganske intolerante overfor anderledes tænkende.

Får det lov at fortsætte som nu, sætter jeg mine penge på muslimerne: Deres voldsparathed er – trods alt – større. Og dermed vil venstrefløjens islam-boostede revolution æde sine egne børn. Der er nemlig ikke plads til seksuelle minoriteter, politiske fritænkere og kunstnerisk opfindsomhed i islam. Det kan socialisterne til den tid så tænke over, hængende dér fra lygtepælene.

Video: Internationale socialister råber “Allahu akbar” mod en rivaliserende socialistisk retning, den nationale:

Artiklen er opdateret 27. november.