Det går trægt i Ukraine

Af Lars Hedegaard.

Ifølge Washington Post (17. august) ser det sort ud for den ukrainske offensiv i landets sydlige del. Avisen kan berette, at republikanske og demokratiske kongresmedlemmer bag lukkede døre er blevet briefet om de beskedne resultater, som har fået nogle af republikanerne til at modsætte sig præsident Bidens ønske om yderligere knap $21 milliarder til krigen. Andre kongresmedlemmer bebrejder regeringen, at den ikke har sendt kraftigere våben til Ukraine.

Imidlertid afviser regeringsembedsmænd kritikken og siger ifølge avisen, at hverken F-16 kampfly eller langtrækkende missilsystemer ville have ændret den militære situation. ”Problemet er stadig at gennembryde Ruslands vigtigste forsvarslinje, og der er intet belæg for, at disse systemer skulle være vidundermidler”, siger et ledende medlem af den amerikanske administration.

Denne vurdering vil muligvis blive bemærket i det danske statsministerium, hvor den krigsberedte Mette Frederiksen netop har foræret Volodomyr Zelenskij 19 F-16 kampfly, der skal hjælpe Ukraine med at smide russerne ud af landet.

Det er der ikke udsigt til lige med det første. Washington Post kan citere amerikanske efterretningskilder for den opfattelse, at Ukraine ikke vil kunne indfri sit vigtigste krigsmål, nemlig at overskære Ruslands landforbindelse til Krim – i hvert fald ikke i år.

Militæranalytikeren Rob Lee fra Foreign Policy Research Institute peger på, at Rusland har tre forsvarslinjer, som ukrainerne vil få svært ved at gennembryde. Også general Mark Milley, chefen for Joint Chiefs of Staff, må erkende, at den igangværende offensiv bliver ”lang, blodig og langsom”, men trøster sig med, at russerne har lidt store tab, og at deres moral ikke er god. Det sidste er der imidlertid delte meninger om. Den ofte citerede amerikanske militæranalytiker, oberst Douglas Macgregor, beskriver de ukrainske styrkers tilstand som så miserabel, at de næppe vil kunne stille noget op.

LÆS OGSÅ:  Sensationelle nyheder: Kim Møller frikendt i Højesteret

Ifølge den ofte velunderrettede, uafhængige journalist, Seymour Hersh, har CIA advaret den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, om, at den ukrainske offensiv nok ikke vil lykkes. Ifølge Hersh er enden nær for Biden-regimets ”morderiske og fejlslagne krigspolitik i Ukraine”, og han betegner Washingtons officielle beskrivelse af den miliære situation som ”taget ud af en tegneserie”.

Spørgsmålet er, om de kommende måneder og år vil give svar på hvilken vurdering af krigen, der er rigtig. Uanset om Ukraine bliver besejret og landet ødelagt, vil Mette Frederiksen og krigspartiet altid kunne hævde, at det var værd at støtte krigen, selvom den desværre ikke forløb som planlagt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)