Det xenofobiske Danmark


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Som en udløber af den identitetspolitiske ekstremisme og raceurolighederne i USA debatterer man i Danmark en påstået dansk racisme rettet mod farvede personer. Dansk racisme er imidlertid ikke baseret på hudfarve, men er generelt rettet mod alle udlændinge. Danskerne er ikke racister, men primært xenofober.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er racisme ”diskrimination eller fordomme baseret på race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse”. Selv om man herhjemme på gadeplan oplever episoder, hvor farvede personer bliver udsat for verbale fornærmelser eller nægtes adgang de steder, hvor andre gerne må komme ind (diskoteker, værtshuse, taxi mv.), giver det ingen mening at overføre de åbenlyse problemer med racisme i USA, hvor de sorte udgør 15 pct. af befolkningen, til Danmark. Danskerne er nemlig ikke racister, der diskriminerer på grund af hudfarve, men primært xenofober, som forskelsbehandler alle udlændinge over én kam.

Selv om ingen i dette land vil indrømme det åbent, er danskerne overbevist om, at de er overlegne i forhold til alle andre. Danmark er nemlig hjemland for et folkefærd, der er fikseret på, at deres land er et foregangsland. Politikerne og medierne bruger det meste af tiden på at flage med Dannebrog og fortælle, hvor dygtige og fantastiske danskerne er i forhold til folk i andre lande. I dansk selvforståelse er Danmark det bedste land i verden, med de bedste værdier, den største tolerance og den rette indstilling til resten af verden. Danskerne mener ganske enkelt, at dansk er bedst, og at resten af verden skulle være som Danmark.

Man kan sagtens diskriminere uden at gå ind for racisme, der er baseret på hudfarve, og det er netop det, der kendetegner dansk xenofobi. Uanset om en udlænding er (en hvid) amerikansk eller britisk expat, indisk ingeniør, iransk tolk, adoptivbarn fra Vietnam, syrisk grøntsagshandler eller pakistansk taxachauffør, er man i Danmark andenrangsborger. Udlændinge fra vestlige lande forbindes ganske vist med en højere status end ikke-vestlige, men det ændrer intet ved, at alle udlændinge med meget få undtagelser klumper sig sammen på de laveste trin i det danske samfund.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Udenlandske talenter - ingen adgang

Lige siden Mogens Glistrup indledte sit korstog mod muhamedanerne i 1970’erne, er der på alle niveauer i det danske samfund opbygget en stærk folkelig modvilje mod udlændinge generelt. Ikke kun mod muslimske migranter, der udgør en etnisk underklasse, men også mod højtuddannede udlændinge med både ikke-vestlig og vestlig baggrund, som er lovlydige og arbejdsomme bidragsydere til samfundet.

For danskerne er det hele nemlig bare udenlandsk i én stor pærevælling. Det medfører bl.a., at selv med en lang videregående uddannelse fra et dansk universitet på lommen har herboende udlændinge, både vestlige og ikke-vestlige, svært ved at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked. Udlændinges arbejdsløshed er 15 pct. højere end hos etniske danskere med samme uddannelse, viser tal fra Danmarks Statistik. Udlændinge er også de første, der bliver fyret i nedgangstider.

Politikere, embedsmænd, brancheorganisationsfolk, eksperter, kommentatorer mv. taler om behovet for udenlandsk arbejdskraft, men sandheden er, at de alle helst vil være fri for udlændinge, både på arbejde og i fritiden. Mediernes og politikernes negative omtale af udlændinge (f.eks. Lars Løkke Rasmussens omtale af østarbejdere som jordbærplukkere, velfærdsturister og græshoppere) har skygget for det positive budskab om, at veluddannede og arbejdsomme udlændinge er en gevinst for Danmark. Dette er velkendt worldwide, og derfor har Danmark svært ved at tiltrække og fastholde dygtige udlændinge. Det bekræfter bl.a. den seneste rapport fra World Economic Forum, der peger på, at Danmark ligger som nummer 105 ud af 140 lande, når det gælder evnen til at tiltrække udenlandske specialister.

Undersøgelser viser også, at Danmark er helt i bund, når det kommer til at hive udenlandske kompetencer ind i bestyrelse eller direktion. I 2015 var kun 12 pct. af bestyrelsesposterne i børsnoterede danske selskaber besat af udlændinge. I Tyskland var tallet 30 pct., i Frankrig 27 pct. og i Storbritannien 52 pct. I 2018 havde kun 13 pct. af Danmarks 1.000 største virksomheder en udenlandsk topleder.

LÆS OGSÅ:  Klumme: De utroværdige borgerlige

Det kniber også med karrieremuligheder for udlændinge i danske virksomheder. ISS dokumenterede i 2011, at mangfoldighed giver millioner på bundlinjen. I 2018 havde servicekoncernen stor mangfoldighed i bunden af virksomheden, men ikke længere oppe i hierarkiet. Kun 16 pct. af selskabets ansatte med udenlandsk baggrund er avanceret til ledelsesniveau.

Danskerne tager ikke med åbne arme imod de efterspurgte eksperter og specialister fra udlandet, når de kommer hertil med deres familier for at arbejde. ”Danske arbejdsgivere er ikke meget for at ansætte udlændinge, for medarbejderne vil helst have kolleger, der taler dansk. Arbejdsgiverne frygter desuden, at de får en arbejdskraft ind, der ikke er dygtig nok”, siger seniorforsker Frederik Thuesen fra SFI til Berlingske.

At Danmark er et af de lande, som tager mest køligt imod udlændinge, bekræftes i undersøgelsen “Expat Insider 2019”, der placerer Danmark i bunden af kategorien “Ease of Settling In”. Det er ekstrem svært at falde til i Danmark, fordi Danmark er ”verdens dårligste sted at få venner”. Kun 26 pct. af de udlændinge, der er udstationeret i Danmark, mener, at det er nemt at få venner i Danmark. I en tysk undersøgelse kommer Danmark ind på plads nummer 48 ud af 60 lande, når det drejer sig om, hvor man helst vil slå sig ned og arbejde, og på plads nummer 63 ud af 64 i vurderingen af, hvor let det er i de pågældende lande.

Socialt omgås de herboende udlændinge derfor næsten udelukkende andre udlændinge. Danskerne inviterer aldrig nye kollegaer fra udlandet med hjem til middag eller mødes med dem efter arbejde. Det skyldes, at når danskerne har fri, passer de deres familie, deres danske venner og deres fritidsaktiviteter. Og derfor kan danskere, som har udlænding i deres omgangskreds, tælles på én hånd.

Alt afhænger som bekendt af øjne, der ser. Danskerne ønsker at se Danmark som et lille, åbent og tolerant nordisk samfund, som giver indvandrere og efterkommere gode muligheder for at opnå social succes og anerkendelse. Virkeligheden tegner imidlertid et helt andet billede. Den danske xenofobi er nemlig en afgørende forhindring for udlændinges vellykkede indlemmelse i samfundet.

LÆS OGSÅ:  På strandhugst i DF og Nye Borgerlige

Den ene kortlægning af den danske magtelite efter den anden viser, at magteliten i dette land består af snehvide, etniske danskere: ministre, departementschefer, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, højesteretsdommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører, meningsdannere, diplomater, dommere, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv.

Efter 50 år med indvandring er magteliten i dette land fortsat kemisk renset for folk med et forkert navn eller hudfarve. De centrale magtpositioner i såvel den offentlige som private sektor i dette land er forbeholdt etniske danskere. Og derfor er samtlige de borgere, der mødes i audiens hos Dronningen, etniske danskere. Ingen indvandrere, kun etniske danskere, selv om der pr. 1. juli 2019 i alt var 801.026 indvandrere og efterkommere i Danmark, svarende til 13,8 pct. af den samlede befolkning.

Til forskel for USA, hvor de sorte findes på rigtig mange centrale magtpositioner i det politiske liv, erhvervslivet, medierne, Hollywood mv., og hvor en sort blev valgt til præsident, praktiserer den xenofobiske elite i Danmark en raffineret, usynlig form for diskrimination, der som et glasloft forhindrer alle udlændinge i at nå til tops i det danske samfund.

Man skal ikke tage fejl af, at eliten på retorisk plan hylder det multikulturelle, det multietniske og det multireligiøse. I det virkelige liv er alle centrale magtbastioner i det danske samfund 100 pct. på etnisk danske hænder. Danmark er et lukket netværkssamfund, og den danske hyggefest er til forskel fra USA, hvor det er muligt for dygtige udlændinge at nå til tops, en lukket etnisk dansk fest.