DMI kan nu forudsige stormflod med større præcision i danske fjorde

DMI har styrket sin stormflodsmodel og kan fremover give en bedre prognose, når ødelæggende vandmasser melder deres ankomst i danske fjorde.

Efterår og vinter er højsæson for forhøjet vandstand og stormflod med ofte store skader til følge. Det stiller store krav til præcise prognoser og varsler, så borgere og beredskab kan væbne sig bedst muligt.

”Det er afgørende, at vi kan forudsige de ødelæggende vandmassers ankomst med højest mulig præcision. Derfor har vi lagt en del kræfter i at gøre vores stormflodsmodel mere præcis, så vi bedre kan forudse hvor og med hvilken hast, vandet bevæger sig mod land”, siger Kristine Skovgaard Madsen, som er daglig leder for oceanografi og oversvømmelse ved DMI.

Detaljerede kort giver bedre forudsigelser

DMI’s stormflodsmodel beregner ændringen i vandstanden på baggrund af data om vind og vejr og ud fra fysiske ligninger for havets bevægelse. Det kræver præcis viden om kystlinje og dybdeforhold at lave en god model. I fire udvalgte fjorde er kystlinjen nu blevet forbedret med bedre prognoser til følge.

Roskilde Fjord var en særlig udfordring, og her er stormflodsmodellen blevet opdateret med bedre data om dybden, sejlrender og dæmninger i fjorden, ligesom DMI har øget opløsningen i vandstandsprognosen fra 900 til 300 meter.

”De nye data giver et mere detaljeret billede af vandmasserne. Det svarer lidt til, at vi har skiftet et ældre fjernsyn ud med et nyt og topmoderne med langt flere pixels og 3D-effekt. Det vil kunne spare både tid og penge, fordi beredskabet kan møde vandet i tide. Et godt eksempel er Roskilde Fjord, hvor DMI’s stormflodsmodel typisk forudsagde kulminationen af højvande 5-6 timer for tidligt, fordi vi manglede data. Det er nu løst”, forklarer Kristine Skovgaard Madsen.

Stormflodmodellen er blevet opdateret for Isefjorden, Roskilde Fjord, Randers Fjord, Mariager Fjord og Haderslev Fjord. Med opdateringen er der kommet en bedre kortlægning af kystlinjer, som gør, at DMI kan beregne tidspunkt og vandhøjden langt mere præcist.

DMI varsler for forhøjet vandstand i op til 36 timer, før vandet kommer. På det tidspunkt er man som regel ret sikker på, hvordan stormen vil udvikle sig, hvilken bane lavtrykket vil tage, og hvor og hvornår vinden vil blive kraftigst.

  • DMI’s stormflodsmodel er udviklet i samarbejde mellem DMI og bl.a. tyske og svenske institutter. Modellen beregner stormfloder ud fra vind og vejr, havets dynamik inklusiv tidevand og tilstrømning af ferskvand fra floder. Læs mere om stormflod på dmi.dk
  • Som en tommelfingerregel skal vindstyrken over havet op på stormende kuling, før der kan blive tale om stormflod. Stormende kuling er vindstyrke 9 på Beaufort-skalaen (hvor 12 er orkan), hvilket svarer til 21-25 m/sek.
  • Disse storme kan få vandstanden til at stige med 1½-3 meter. Vandstande højere end det forekommer, men er ekstremt sjældne.
  • Der er 88 vandstandsmålere i Danmark, som hver 10. minut måler højden af vandet.
  • Data om dybden, sejlrender og dæmninger i Roskilde Fjord og Isefjorden er indhentet fra Geodatastyrelsen, og suppleret med information fra søkort.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)