DR og TV 2 samler danskerne til ære for dronning Margrethe med stort show direkte fra Kongens Nytorv

Stéphanie Surrugue og Natasja Crone er værter, når DR og TV 2 går sammen om showet ‘Danmarks dronning – den største tak’, som sendes direkte på DR1 og TV 2 fra Kongens Nytorv i København fredag 12. januar klokken 19.30. Der er fri adgang til eventet, som vil være fyldt med musikalske, kunstneriske og overraskende gaver fra danskerne og rigsfællesskabet til dronningen.

Få timer inden vi gik ind i 2024, annoncerede dronning Margrethe i sin nytårstale, at hun ville abdicere og overlade tronen til kronprins Frederik 14. januar – præcis 52 år efter, hun selv blev regent. Fejringen af Danmarks længst siddende monark er allerede godt i gang på både TV 2 og DR, og med ‘Danmarks dronning – den største tak’ er der lagt op til en højtidelig folkefest, hvor alle fra rigsfællesskabet får mulighed for at samles og vise, hvad dronningen har betydet for dem som et fælles samlingspunkt de seneste 52 år.

– Jeg tror, der gik et kollektivt chok gennem de danske stuer, da dronningen bekendtgjorde, at hun ville abdicere. Det var en nyhed, der kom bag på os alle, og det hele går pludselig så stærkt, så jeg tror, at mange danskere har et behov og ønske om at udtrykke deres respekt for dronningen. Det kan en aften som denne bidrage til, hvor vi kan skabe et fællesskab og opnå en samhørighed om, at dronningen har varetaget sit embede på fornemmeste vis, siger Natasja Crone.

null

Foruden dans og musik er tegneblokken til showet fyldt med sjove, rørende og overraskende indslag, og også Stéphanie Surrugue glæder sig over, at DR og TV 2 er sammen om begivenheden på Københavns største plads, Kongens Nytorv.

– Jeg tror, at vi er rigtig mange – både republikanere, royalister og dem midt i mellem – der har lyst til at takke dronningen for hendes halve århundrede i Danmarks tjeneste. Og selvfølgelig skal det være en stor, musikalsk og farverig tak, når vi har at gøre med en dronning, der selv har sagt: ”Jeg drømmer altid i farver. For fuldt drøn. Technicolour. Over det hele.” Det bliver en lys aften i vintermørket, og dét trænger vi vist allesammen til, siger Stéphanie Surrugue.

En samlende figur med en central rolle

– Dronningen er om nogen, inkarnationen af alt det vi deler. Sammen med DR vil vi gerne på vegne af os alle sammen sige stor tak til et enestående menneske, der har været en samlende figur i mere end et halvt århundrede. Det gør vi naturligvis ved at samle danskerne for at hylde dronningen – både fysisk i København og foran skærmene ude i stuerne på tværs af kongeriget, siger Dorthe Thirstrup, TV 2s programdirektør.

– Dronning Margrethe er den første regerende dronning i danmarkshistorien. Hun besidder en særlig evne til at samle befolkningen og har sikret kongehuset en bemærkelsesværdig opbakning i de 52 år, hun har siddet på tronen. Derfor er det også et historisk vendepunkt, at hun nu vælger at træde tilbage, og vi synes, det er oplagt at samle danskerne sammen med TV 2 og give alle mulighed for at fortælle, hvad hun har betydet for dem, siger Kirsten Marie Svendsen, ledende indholdschef i DR Nyheder.

‘Danmarks dronning – den største tak’ produceres af Nordisk Film for DR og TV 2. Showet sendes fredag 12. januar klokken 19.30, hvilket betyder, at ‘X Factor’ samme aften bliver rykket til klokken 21 på TV 2.

Showet på Kongens Nytorv er et led i en stærk kæde af programmer, som TV 2 tilbyder danskerne i forbindelse med det historiske tronskifte. I ugerne op til overdragelsen har TV 2 dækket nytårskurene massivt og har også masser af royale gensyn og dokumentarer på tapetet frem mod selve tronskiftet 14. januar. Her vil TV 2 være til stede i hele Danmark i samarbejde med Regionerne og har desuden udsendte i Færøerne, Grønland og sågar Australien.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)