Man skal ikke hvile på laurbærrene. Det ved man hos webshoppen Legeakademiet.dk, der sælger udviklende og lærerigt legetøj til private, skoler og institutioner. Den Hørsholmsbaserede virksomhed opererer allerede i Norge og har nu store planer om at udvide forretningen til Sverige, Finland og Holland. Ekspanderingen sker på baggrund af et succesfuldt forår og et nyt samarbejde med hobbyartikelleverandørerne Creativ Company.
Fra marts til maj mere end fordoblede den legeglade virksomhed sin indtjening, hvor virksomhedens salg steg med hele 8 millioner kroner i forhold til sidste år.
– Under corona-lukningen væltede det ind med bestillinger fra forældre, der havde brug for lærerige og kreative produkter til hjemmeundervisning og til at holde børnene beskæftiget, mens de selv arbejdede hjemmefra, fortæller direktør og medejer, Jane Vestergaard. Hun tilføjer:
– Og selvom børn og forældre igen er i skole og på arbejde, er de gode salgstal fortsat i maj og juni. Vi har store ambitioner for Legeakademiet, og vi vil smede, mens jernet er varmt.
Skal være parate til jul i år
Legeakademiet har i dag 11 ansatte på hovedkvarteret i Hørsholm og fra juni yderligere 10 på fælleslageret med Creative Company i Holstebro. Samarbejdet med den kendte leverandør af hobbyartikler åbner ifølge Ann Riemer, den andel halvdel af den stiftende duo bag Legeakademiet, op for nye produktserier, krydssalg på virksomhedernes platforme samt nemmere adgang til de svenske og finske markeder, hvor Creative Company allerede er etableret. På sigt ønsker Legeakademiet også at udvide staben med medarbejdere fra de to lande.
– Vi er allerede godt i gang med at etablere vores forretning i Finland og Sverige, og målet er, at vi skal være up and running i august, så vi er parate til julehandlen, der typisk udgør omkring 50 procent af den årlige omsætning for os, siger Ann Riemer. Hun forklarer, at udvidelserne i Skandinavien har førsteprioritet, men at de er meget interesserede i også at have en hollandsk udgave af webshoppen klar inden for kort tid.
Legebosser har læst på lektien
De to selvudnævnte legebosser fortæller, at selvom der ikke er langt geografisk, så er der alligevel klare forskelle mellem de skandinaviske forbrugere, og de forventer derfor ikke succes fra dag ét.
– Den norske webshop udgør cirka 15 – 20 procent af vores samlede omsætning, og vi tror på, at vores to nye filialer kan få samme succes. Fokus i år vil dog primært være på dataindsamling, så vi kan tilpasse vores sortiment og forstå de svenske og finske købsmønstre bedst muligt, før vi ruller os helt ud og begynder at tilbyde landespecifikke produkter, siger Jane Vestergaard, som dog også påpeger, at der er vise udfordringer med at starte og drifte webshops udenfor Danmark:
– E-handelsmæssigt minder Holland meget om Danmark, hvor vores fornemmelse for Sverige er, at det, på trods af den geografiske nærhed, bliver et vanskeligere marked at få fodfæste i. I Finland har vi den fordel, at der endnu ikke er mange konkurrenter på markedet. Og så er der selvfølgelig tilpasning af hjemmesiderne, hvor især det finske sprog er en udfordring. Vi er dog allerede langt i processen, og vi har store forventninger til fremtiden.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)