Du er naiv, Mattias Tesfaye

”Danmark gør ikke knæfald for islam, når man kan få en ramadan-kage i Bilka. Det danske samfund er nødt til at rumme, at der lever muslimer her”, mener Socialdemokratiets Mattias Tesfaye.

I 1999 sagde den udskældte befolkningsekspert, prof. P.C. Mathiessen:: ”Muslimerne vil givetvis kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke jo større antal, de bliver – og det vil støde sammen med danske værdier og dansk kultur”. I 2018 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Grænserne flyttes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. En Ramadan-kage lyder måske uskyldigt, men det er blot et af de mange udslag af snigende islamisering. Det er summen af de muslimske salamiskiver, man skal frygte.

Antallet af moskeer i Danmark er de seneste 10 år steget fra 115 til 170. Det er en stigning på 67 pct. Moskeer, der islamiserer og radikaliserer flygtninge og indvandrere gennem religiøs social kontrol, får offentlige tilskud. I multikulturens hellige navn har kulturliberale politikere, embedsmænd og biskopper støttet bygning af stormoskeen i København. Når muslimer holder fællesbøn på Rådhuspladsen, udnytter de forsamlingsfriheden til en politisk og religiøs magtdemonstration. Tørklæder, der dukker op på flere og flere offentlige og private arbejdspladser, bruges til at promovere et religiøst-politisk budskab og signalere opposition til danske værdier.

Politiske partier som Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet understøtter i misforstået humanisme og godhed kvindeundertrykkelse, homofobi og sharialovgivning. En alliance af DGI’s ledelse, Radikale Venstre og venstrefløjspartierne, der ellers hylder ligestilling, har stået sammen med imamer og shariaråd i deres forsvar for kønsopdelt svømning. I valgkampen har partierne uddelt valgfoldere på mellemøstlige sprog for at tækkes de muslimske vælgergrupper.

Indvandrervenlige medier bringer skræddersyede solstrålehistorier om muslimer og tæppebomber befolkningen med billeder af tørklædeklædte kvinder. DR har med pomp og pragt fejret den muslimske Eid-fest og støttet det muslimske parallelsamfund, alt imens dansk kultur blev forsømt. DR’s ungdomsafdeling Ultra har som led i et program sendt en 11-årig pige til Iran for at opleve de ”smarte hijabstaer”, som det hed i programbeskrivelsen. Islamisering rammer også dansk humor. Muslimernes følsomme offerrolle fører til politisk korrekthed, censur og udrensning i sproget.

På lokalt niveau er der mange, der imødekommer religiøst betingede muslimske særkrav. I Randers Kommune måtte politikerne således sikre, at der skulle være svinekød på menuen i kommunale institutioner, der begyndte at fravælge svinekød af hensyn til muslimer. På politigården i Aarhus har ledelsen etableret et bederum af hensyn til muslimske betjente. Der er også etableret bederum på Panum Instituttet, flere universiteter, store C25-virksomheder, forsikringsselskaber mv.

Også uddannelsessektoren udsættes for islamisering. Flere skoler har sendt uvidende børn på udflugt til radikale moskeer og imamer. På 23 af landets VUC-centre er det tilladt at bære den muslimske tvangsuniform niqab ved eksamen. Skolerne udlejer lokaler til radikale muslimske organisationer. Det har bl.a. Professionsskolen Metropol og CBS gjort. Og på en skole i Græsted har man afskaffet juleafslutningen i kirken, angiveligt fordi ”det forvirrer de tosprogede børn med anden religiøs baggrund”. Dansk kultur fjernes for at komme muslimerne i møde.

Den danske mentalitet er til fred, forsoning og dialogkaffe. Man bøjer nakken og indordner sig. I mødet med den muslimske machokultur dukker politiet hoved, giver slip på sine magtbeføjelser og lader muslimske familieoverhoveder forhandle om fred på Nørrebro. Indvandrervenlige dommere afsiger domme, som giver efter for muslimsk krænkelseskultur og giver ”islam-rabat” ved strafudmålingen for muslimer. Danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader af frygt for at tage konfrontationen med de muslimske forbrydere.

I erhvervslivet er der kommet fokus på et uopdyrket markedssegment – muslimske forbrugere. Adm. direktør i brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, John Wagner, sagde i 2017: ”Der er ingen tvivl om, at der er potentiale i den muslimske højtid, og at man kunne nå flere forbrugere ved lokal tilpasning”. Modelbureauet Unique Models har ansat den første model med tørklæde. Grådige danske erhvervsfolk står parat til at legitimere og promovere muslimsk hovedbeklædning som chik og trendy.

Landets kulturradikale finansminister og måske kommende statsminister, Kristian Jensen (V), er klar til at omfavne det dansk-muslimske samfund: ”Et lands kultur skabes ikke af politikerne, men af de indbyggere, der bor i landet. Hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv. Og hvis muslimske piger ønsker at gå med tørklæder, så skal det være tilladt og accepteret som for danske piger at gå med blottet og piercet navle”.

Ifølge den seneste demografiske fremskrivning fra Danmarks Statistik vil 18,1 pct. af den danske befolkning i 2050 være muslimer. For 30 år siden nærede naive danskere et håb om, at religiøse fanatikere fra Mellemøsten i løbet af få år nok blev forvandlet til søde og rare danskere. De har taget gruelig fejl. I dag tror naive danskere som Mattias Tesfaye, at vi kan bevare det Danmark, vi kender, på trods af den snigende islamisering af det danske samfund. Fortsætter udviklingen, er Danmark om 20-30 år ikke længere det Danmark, vi kender, men et opdelt samfund – socialt, kulturelt, økonomisk og etnisk.