EFTER SOMMERENS VALG TIL EUROPAPARLAMENTET FÅR VI MERE AF DET SAMME

”Ingen kan høre dig skrige i Bruxelles”, lyder det ofte i politikerkredse, og det har jo også vist sig, at de folkevalgte medlemmer af EU-Parlamentet føler sig forvist til Sibirien forladt af Gud og mennesker. Bortset fra enkelte karismatiske sørøvere som Morten Messerschmidt, der bragte noget rock’n roll in i parlamentet, består udvalget af parlamentsmedlemmer mestendels af anonyme vandbærere, afdankede politiske ringvrag og tidligere toppolitikere, der sendes på forgyldt aftægt i passende rammer. Den danske offentlighed forbinder hovedsageligt vores tilstedeværelse i Unionen med DR’s korrespondent, Ole Ryborg, der altid er massivt til stede på skærmen med ros og anerkendelse til EU-vældet og ris til Dansk Folkeparti og andre lyssky elementer, som modsætter sig den europæiske formynderstat, der er under hastig opbygning.

Ingen danske EU-parlamentsmedlemmer har i mands minde præsenteret inspirerende forslag til en mere demokratisk og borgernær Union, hvad der ellers er stærkt påkrævet. Unionens organisatoriske udvikling er gået i stå for årtier siden. Vi sidder stadig uden protester med et Mickey Mouse-parlament, der ligner demokrati, men ikke er det, da parlamentet ikke er lovgiver, men et slags debatterende repræsentantskab, der dog med tiden har erhvervet visse rettigheder til at godkende eller afvise lovinitiativer, der kommer fra Kommissionen. Selv om der er et stigende antal parlamentsmedlemmer, som ønsker et andet EU – eller endda slet ikke noget EU – består det store flertal af de i alt 705 medlemmer af politikere, der siger halleluja og ja og amen til det, der bliver serveret fra Kommissionen og Ministerrådet. Det havde jo været forfriskende, hvis danske medlemmer havde forelagt en plan for demokratisk revitalisering af EU således, at Parlamentet som i andre demokratiske samfund havde ret og pligt til at forestå lovgivningsarbejdet og ikke som nu være Kommissionens gummistempel. Et sådant initiativ har vi aldrig set, og vi kommer heller ikke til det med det hold, der efter sommerferien rykker ind i kontorerne i Bruxelles.

Kandidaterne fra både socialdemokratiet og en række pseudo-borgerlige partier ledes af solidariske EU-disciple som Stine Bosse, Morten Løkkegaard, Christel Schaldemose og Sigrid Friis, alle solide Unions-skildvagter, der loyalt støtter ethvert direktiv, der kommer fra Kommissionen. Den Europæiske Union har været politisk død i 25 år og kun Ukraine-krigen har reddet Unionen fra en større krise. Der er stærke regionale kræfter overalt i Europa, der kræver stop for den stigende politiske centralisering i EU til fordel for en mere borgernær struktur, der efter schweizisk model lægger den politiske magt på det regionale og lokale plan. Det drejer sig om handlekraftige politiske bevægelser i Belgien, Baskerlandet, Catalonien, Korsika og Norditalien, som støttes af voksende borgerlige grupperinger i Frankrig, Tyskland og Holland. Før eller senere kommer EU antageligt til at gennemføre en opdeling i en integreret føderal politisk union for dem, der ønsker en europæisk stat og så et unionsfællesskab for de lande, der vil samarbejde om handel, forskning, trafik, fælles tekniske normer og godkendelser og gerne også et begrænset politisk samarbejde, men uden centralstyring.

På den korte bane må vi imidlertid leve med et dansk folketing, et EU-Parlament, samtlige medier og arbejdsmarkedets organisationer, der ukritisk søber alt op, der kommer fra Kommissionen. Senest EU’s bygningsdirektiv, der er et drabsforsøg på danske husejere og et EU-forbud mod diesel-og benzinbiler, der træder i kraft i 2035, hvor danske familier tvinges til el-biler medmindre de hellere vil cykle. Det nye bygningsdirektiv, som også den danske regering støtter, forpligter EU’s medlemsstater til at nedbringe energiforbruget i eksisterende beboelsesbygninger med mindst 16 procent i 2030 og 22 procent i 2035. Danmark har i mange årtier været førende i energibesparende opførelse og vedligeholdelse af boliger. Vi var først med isolering, dobbelte vinduesruder, termostatregulering, varmepumper og vvs-optimering. Nu skal danske boligejere tvinges til at investere i op til 22 procent yderligere energibesparelse for at levere de yderste marginaler af reduktion til EU. Det er formålsløst og bliver rasende dyrt ikke bare for de moderne boliger, men også for de mange, der bor i ejendomme opført før 1920, hvor hulmuren blev introduceret. En hulmur kan indblæses med rockwool. Det kan en enkeltmur ikke. Så må huset gennem en omfattende indvendig isolering, hvad der både er urimeligt dyrt og også formindsker rum og areal samt husets markedsværdi. Og hvad med de stakkels sommerhusejere, der kun bruger deres boliger i årets varme måneder? Et lille sommerhus på 80 kvadratmeter, der efter EU-isoleringskravet nu kun er på 50 kvadratmeter, er der ikke meget grin ved. Danmark støtter helhjertet op om EU’s attentat på den danske boligmasse.

Danske EU-parlamentarikere og de kommende kandidater har heller ikke med et eneste ord kritiseret Kommissionens kommende konfiskation af den danske bilpark. For de har alle det tilfælles, at de aldrig står til søs. De lader os andre stå og får stribevis af kors og bånd og stjerne på.