Man skulle jo tro, at kvindernes kampdag den 8. marts ville mobilisere den frie verdens kvinder til kamp for denne verdens ufrie kvinder. Først og fremmest som en solidarisk aktion mod koranfascisterne i Iran, der nådesløst forfølger kvinder, som kæmper for at frigøre sig for islams tunge åg. Irans fængsler er fyldt med kvinder, der i protest har smidt det forhadte tørklæde, symbolet på kvinden som undermenneske. Mange af de fængslede er blevet arresteret for blot at skubbe tørklædet for meget tilbage, så en upassende del af håret efter moralpolitiets skøn kan ses af liderlige mandspersoner. For denne grove krænkelse af islamisk lov kan de oprørske fruentimmere vente sig et længere fængselsophold, voldtægt, tortur og ofte død.
Der skal mod til at sætte liv og førlighed på spil for et tørklæde. For som de danske islam-lakajer plejer at sige: ”Herregud, det er jo bare et stykke stof!” I islam er dette stykke stof dog også selve brændemærket på kvindens position som undermenneske i samfundet, sådan som det er foreskrevet i islams hellige skrifter: Koranen 4:34: Allah har skabt mænd over kvinder. Genstridige kvinder skal I formane og slå. Bukhari (Hadith) 7,62,132: Profeten sagde: ”De fleste i helvede vil være kvinder”. Og videre: ”Værdien af en kvindes vidneudsagn er det halve af en mands, fordi kvindens sind er mangelfuldt.” Koranen: 4:11: En mand skal arve den samme andel som to kvinder.
Den islamiske ideologi i daglig praksis lænker kvinden til hjemmet, til køkkenet, til sengen og til børneværelset. Som den hund hun er, må hun ikke forlade hjemmet uden at være i snor i form af en mandlig vogter. Den muslimske kvinde har i de islamiske samfund stærkt begrænsede muligheder for uddannelse, arbejdsmarkedet, sport og socialt samvær. De undertrykte kvindemasser i islam rager imidlertid de danske feminister og kvindebevægelser en papand. Her er kvindernes kampdag dagen, hvor der klynkes over mandsvældets undertrykkelse af kvinders muligheder for at udfolde deres talenter og muligheder. Også på denne 8. marts blev de gamle krikker trukket af stalden og måtte atter en tur i manegen. De gamle øg bærer navne som ’glasloftet’, ’Rip-Rap-Rup effekten’ og ’Old Boys’ Network.’
Medierne flyder over med anklager om manglende diversitet, der holder kvinderne ude af karriere og succes. Jyllands-Posten efterlyser planer for mere diversitet og formaner, at ”vi spænder ben for dem, der vil til tops!” Både Dansk Industri og Dansk Erhverv råber på flere kvinder i ledelse og bestyrelse, men kan selv kun opvise få kvinder i deres ledende funktioner. Berlingske trumfer dog med en forarget forsideartikel: KUN 10 UD AF FORSVARETS 383 CHEFER ER KVINDER. Den Berlingske redaktion kunne også have valgt at bringe en anden overskrift. UNDER 10 JORDMØDRE UD AF 2000 ER MÆND. Sådan er der jo så meget. Hverken medierne eller kvindesagens kampberedte amazoner hæfter sig ved, at kvinderne er godt i gang med at overtage både samfundets ledende positioner og hele værdidebatten. 44 procent af folketingets medlemmer er nu kvinder, der sidder på politiske topposter både herhjemme og i EU. Kvindelige forskere nyder skamløs positiv særbehandling ved besættelse af stillinger og tildeling af forskningsmidler. Mænd bliver fyret og trukket gennem pressens rendesten for anklager om at have taget en kvinde på rumpetten under en julefrokost i 1989. Moderaterne forlanger kvindekvoter i bestyrelse og direktion i danske virksomheder.
De er også på vej. Et EU- direktiv bliver med dansk støtte indført i 2026, der pålægger større virksomheder i Unionen at besætte bestyrelsen med 40 procent kvinder og 33 procent sammenlagt i bestyrelse og direktion. Dette er en total ekspropriation af aktionærernes ejerskab af deres virksomheder, der nu delvist overgår til ’fællesskabet’ efter socialdemokratisk forbillede. Når der i dag er ret få kvinder på direktionsgangene, er det fordi kvinder vælger topposterne fra, og ikke fordi de bliver holdt nede af ’glasloftet’. Kvinder vil gerne være ledere, men vil ikke som mænd ofre alt på karrierens alter. Kvinder vil noget mere med deres liv end bare ræset mod toppen. Kvinder bliver mellemledere, fordi de vil også være noget for mand og børn. De vil have tid til at være der for deres gamle mor og for veninderne. De vil have plads i deres liv til naturen, kultur, sport og rejser. Kvinder vil have et helt liv.
De snart lovbefalede kvoter på 33 procent kvinder i danske direktioner og bestyrelser kan ikke fyldes ud af kompetente kvinder med topleder-erfaring, hvad der er forudsætningen for at være kvalificeret til at arbejde i en bestyrelse. I stedet fyldes fremtidige topledelser ud med kvinder valgt efter ’diversitet’, altså bare fordi de er kvinder. Ingen kompetent karrierekvinde ønsker at blive valgt på grund af sit køn. Som nobelpristageren Christiane Nüsslein-Volhard udtrykker: ”En kvote krænker en kvindes værdighed. Enhver kvinde i en bestyrelse bliver til en kvotekvinde”.
Kvinder har i dag ingen grund til ynk og klynk. De går deres sejrsgang med fuld musik gennem samfundet og har de muligheder, de selv søger og evner. I stedet for de evindelige sørgekvad om manglende diversitet og ligestilling burde danske kvinder gøre en offensiv indsats for at støtte iranske kvinders frihedskamp, som de indtil nu har været totalt ligeglade med. Det var den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, der sagde, at der findes en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder. Med tanke på de svigtede og undertrykte iranske kvinder må man derfor nok give profeten ret, når han siger, at de fleste i helvede vil være kvinder.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)