Rentefald på boliglån: Det er dog for tidligt at sige, om vi har set toppen, vurderer ekspert.
Der er godt nyt til de boligejere og boligkøbere, som skal optage realkreditlån til boligkøb eller -forbedringer. Mens mange har holdt ferie, har renten nemlig taget et dyk.
Hos flere realkreditselskaber er 4,0 % lånet med afdrag blevet væltet af pinden af et 30-årigt lån med afdrag på 3,0 %. Men også 2,5 % lånet nærmer sig en kurs, hvor det kan blive interessant.
”Det er en positiv udvikling for boligkøberne og endelig en smule medvind til boligmarkedet. For kun få uger siden var realkreditinstitutterne ved at køre 5,0 % lån i stilling som det toneangivende lån, men nu er det gået den anden vej,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
”Dermed er det blevet lidt billigere at finansiere boligdrømmene, ikke mindst til gavn for førstegangskøberne,” siger Homes analytiker.
Hos Realkredit Danmark, som er ejet af Danske Bank, hedder renten aktuelt 3,0 %*, hvis man skal have et 30-årigt lån med afdrag.
Spar små 500 kr. om måneden
Det betyder en månedlig ydelse efter skat for et fastforrentet lån med afdrag på 1 mio. kroner i omegnen af 3.980 kroner, mens man på rentetoppen i juni, skulle betale cirka 4.445 kroner – altså en samlet besparelse på 465 kroner om måneden, oplyser cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig, der står bag beregningerne.
Han vurderer, at vi i første omgang har lagt de værste rentestigninger bag os, men det er dog for tidligt at konkludere, at vi endegyldigt har set rentetoppen på de fastforrentede realkreditlån.
”De finansielle markeder er fortsat nervøse, og på den ene side trækker frygten for en snarlig recession ned i de lange realkreditrenter, men på den anden side lurer frygten for, at inflationspresset bider sig fast på et højere niveau, end hvad centralbankerne aktuelt forventer og bryder sig om,” forklarer han.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)