Endnu et rekordår for Statens Naturhistoriske Museum

Ved udgangen af august måned har der været 300.000 betalende gæster på Statens Naturhistoriske Museum. Dette er 45.000 flere besøgende end i samme periode sidste år, på trods af at Zoologisk Museum lukkede i oktober 2022.

Foto: Frederik Wolff Nisbeth Teglhus, Statens Naturhistoriske Museum

2023 ser ud til at blive endnu et rigtig godt år for Statens Naturhistoriske Museum. Palmehuset i Botanisk Have og særudstillingerne på Øster Voldgade har tiltrukket 300.000 besøgende, de første otte måneder af året. Til sammenligning havde de to lokationer 255.000 besøgende i 2022.

– Vi måtte lukke Zoologisk Museum i oktober sidste år som en del af forberedelserne til vores nye museumsbygning. Derfor havde vi også sat forventningerne til årets betalende gæster lidt lavere end sidste år, hvor vi satte rekord med 452.000 besøgende. Men vi er blevet positivt overraskede, for ved udgangen af august måned slog vi rekorden for antallet af besøgende i Palmehuset og vores særudstillinger, fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

En stadig større del af museets gæster er udenlandske turister.

– Det er en rigtig glædelig udvikling, for de senere år har museet arbejdet hårdt på at skabe spændende og vedkommende særudstillinger om naturen. Et voksende antal danske besøgende har vist, at museet når sine mål. Nu kan vi så se, at vi også er i stand til at tiltrække rigtig mange udenlandske gæster, og det fortæller os, at København er ved at blive kendt for andet end hygge, masser af cykler og gode kulinariske oplevelser. Nu trækker kulturen også som en vigtig del af de besøgendes oplevelser. Det er en meget positiv udvikling, som vi skal værne om og udvikle, siger Peter C. Kjærgaard.

LÆS OGSÅ:  Oceansalens kuppel på Statens Naturhistoriske Museum er under opførelse

Fakta:
Statens Naturhistoriske Museum forventer at åbne den nye museumsbygning i Botanisk Have for publikum i slutningen af 2025. Indtil da består museets lokationer af Botanisk Have med Palmehuset og museumsbygningen på Øster Voldgade 5-7, som huser museets skiftende særudstillinger.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)