Endnu et skønmaleri af den fejlslagne integration

Den 20. oktober har Berlingske publiceret endnu et skønmaleri af den fejlslagne integration af herboende muslimer. I artiklen udtaler den tidligere overvismand, professor Torben M. Andersen, bl.a., at ”indvandrere med ikkevestlig baggrund spurter frem på arbejdsmarkedet”. Selvom antallet af personer med ikkevestlig baggrund er vokset med over 50 pct. siden 2008, er en meget større andel af gruppen kommet i beskæftigelse, oplyser professoren og kalder det ”en positiv drejning”. Klogt nok sætter han dog ikke procenttal på, hvad ”en meget større andel” er.

De statsstøttede medier anvender bevidst forskellige begreber, tal, beregningsgrundlag, beregningsperioder og definitioner for at forplumre billedet af situationen på integrationsområdet. Det er også tilfældet i Berlingskes artikel, hvor der jongleres med et hav af indvandrer-kategorier, som det umiddelbart er svært at finde hoved og hale i, idet artiklen nævner ”udlændinge, personer med dansk oprindelse, indvandrere, efterkommere fra ikkevestlige lande, udenlandsk arbejdskraft, indvandrere fra vestlige lande, indvandrere fra ikkevestlige lande, udenlandske medarbejdere, flygtninge og lønmodtagere med dansk oprindelse”.

Det upræcise begreb ”ikkevestlige indvandrere” har været brugt ukritisk i integrationsdebatten i årevis. Begrebet er upræcist, fordi det ikke er alle ikkevestlige indvandrere, der er lig med problemer. Blandt de ikkevestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere og andre. Den mest sandsynlige forklaring på, at man i Danmark ikke ønsker at skelne mellem de flittige og produktive ikkevestlige indvandrere fra Asien og Latinamerika og de 320.000 problematiske muslimer fra Mellemøsten og Afrika, er, at det politisk korrekte Danmark ønsker at holde hånden over muslimerne og tale integrationsproblemerne ned.

”I Danmark har vi ikke rigtig problemer med folk fra Latinamerika og Fjernasien. Personer fra Thailand, Filippinerne, Vietnam eller Kina bør i virkeligheden ikke interessere integrationsministeren, for når vi taler om integrationsudfordringerne, er der kun problemer med personer fra Mellemøsten og Afrika”, har Mattias Tesfaye (S) sagt til Berlingske. I erkendelse heraf har S-regeringen derfor besluttet at udarbejde en særlig statistik for nemlig denne gruppe, dvs. personer i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund. Det er dog blevet ved løfter. Danmarks Statistik har efterfølgende meldt ud, at antallet af de herboende muslimer ikke kan oplyses, da der af tekniske årsager ikke er mulighed for særkørsler, der isolerer muslimer fra MENAPT-landene. At det er teknikken, der er i vejen, er en absurd bortforklaring i et land, som er nr. 1 i verden inden for offentlig digitalisering. Forklaringen er ganske enkelt den, at man fra politisk hold fortsat har interesse i at nedtone det muslimske problem. Og derfor vil man ikke ofre de ressourcer, der skal til, for at omlægge produktionen af opgørelser og fremskrivninger i Danmarks Statistik, så der kan laves særkørsler for muslimer fra MENAPT-landene.

Men tilbage til Berlingskes artikel. Læserne får at vide, at ”vestlige lande” omfatter EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, USA og Vatikan-staten. Resten af verdens lande betegnes som ”ikkevestlige”, hvilket betyder, at også indvandrere fra de østeuropæiske EU-lande klassificeres som ”ikkevestlige”.

Det er efterhånden blevet en tradition i de statsstøttede medier at skabe en illusion af succesfuld integration af muslimer. Børsen skrev f.eks. i 2018: ”Flygtninge stormer ind på arbejdsmarkedet. Politisk mod har båret frugt: vi har knækket beskæftigelseskoden”. Begejstringen skyldtes en opgørelse fra DA, der viste, at antallet af migranter i arbejde var steget fra 28 pct. i 2016 til 30,1 pct. i 2018. Det gik altså ufattelig godt.

Vi spoler tiden frem til 2020. ”Flere indvandrere falder nu ud af arbejdsmarkedet”, var det trælse budskab i Berlingske den 2. november 2020. Elementært, lød det fra økonomer, som pegede på, at når coronakrisen kradser, så er ansatte med ringe tilknytning til jobmarkedet og manglende kompetencer de første, der må stille op i arbejdsløshedskøen. Altså de muslimske indvandrere.

Vi spoler tiden frem til 2022. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viste, at ikkevestlige indvandrere ”brager ind på arbejdsmarkedet”, og at i tredje kvartal 2021 lå deres beskæftigelsesfrekvens på 55,8 pct. mod 53 pct. i første kvartal 2020. Sandheden er den, at når antallet af muslimer, der kom i arbejde i perioden 2020-2021, steg marginalt med 2,8 pct., var årsagen ikke en succesfuld integration, men et overophedet arbejdsmarked samt coronaepidemien, idet mange muslimer har fået et arbejde i de mange test- og vaccinationscentre.

AE’s analyse konkluderer ganske vist, at rekordmange muslimer er i job, men siger ikke noget om, hvorvidt der er tale om løntilskudsjob eller ordinær beskæftigelse. Mange kreative arbejdsgivere har nemlig fundet ud af, at de altid kan få en ny muslimsk migrant i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. De aftaler, som kommunen har med deres virksomhedscentre, er kun til for at aktivere migranter. Der kommer ikke ordinære job ud af de praktikker. Altså ingen varig beskæftigelseseffekt.

Virkeligheden på det danske arbejdsmarked er, at når antallet af muslimske migranter, der er i job (primært job med løntilskud), stiger, hænger det altid sammen med et opsving og er derfor midlertidigt. Så snart Danmark får recession og der skal fyres, er det muslimer, der ryger først. I Danmark bruges muslimske indvandrere nemlig til at udjævne konjunkturudsving. En stor del af de muslimer, der er kommet i job, bliver derfor sociale klienter igen. Ifølge data fra Danmarks Statistik har muslimerne fra Mellemøsten og Afrika, der angiveligt ”stormer ind på arbejdsmarkedet”, ekstrem svært ved at holde på et fast job. Kun 3 pct. af dem har haft det samme job i 2 år.

Den tidligere økonomisk vismand og professor i økonomi, Torben Tranæs, mener, at det bliver svært at få de muslimske migranters beskæftigelsesgrad op på samme niveau som danskernes. ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Med de erfaringer, vi har med, hvor svært det er, kan man ikke forlade sig på, at vi bliver afgørende bedre til det. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den nu”, sagde han i 2016. Det er fortsat aktuelt her ved udgangen af 2022.

Bundlinjen er, at de herboende muslimer fortsætter med at være en kæmpe økonomisk byrde for det danske samfund. Finansministeriets fremskrivning fra maj 2018 står fortsat ved magt: Prisen for indvandring er 33-36 mia. kr. netto (ca. 90 mio. brutto) om året – og den vil være uændret frem til 2100. Det siger sig selv, at hvis der var hold i påstanden om, at integrationen er en succes, ville succesen have ført til en gradvis reduktion i statens udgift til muslimsk indvandring. Men det er ikke sket – og vil ifølge Finansministeriet ikke ske i dette århundrede.

André Rossmann