Er Bo Lidegaard nu også blevet populist?

Bo Lidegaard er en af landets mest indflydelsesrige intellektuelle. Det har stået i Weekendavisen, der selv er meget intellektuel, så karakteristikken må vel passe.

Nu har den begavede mand fortrudt sit tidligere standpunkt, nemlig at det er både uetisk og umuligt at lukke Europas grænser for de millioner af migranter, der står klar til at forcere Middelhavet for at få del i velfærdsstaternes goder.

Piben har unægteligt fået en anden lyd, siden Lidegaard den 17. oktober 2015 – midt under flygtningekrisen – i Politikens leder skrev: “Det er umuligt at forsegle Europa og forhindre flygtninge i at komme hertil, uanset hvor mange grænsebomme EUs højrepopulister vil stille op.”

Nu mener Lidegaard, at det er både muligt og etisk forsvarligt at lukke grænserne.

Er Lidegaard også blevet højrepopulist? Det vil han nok nødigt kaldes. I et interview med Weekendavisen (2.9.21) begrunder han sit nye standpunkt med omsorg for migranterne. Jo flere vi lukker ind i Europa, des flere vil begive sig ud i farefulde sejladser over Middelhavet, og des flere vil omkomme under forsøget.

Men ganske bemærkelsesværdigt for et tidligere humanistisk dydsmønster mener han også, at der skal tages hensyn til europæerne. “Jeg er blevet hårdere”, siger han. “For Europas demokratier kan slet ikke fungere uden en hård grænse. … Derfor går det ikke, at enhver afghaner og marokkaner, der måtte stævne ud fra Libyens kyst og røre stranden på Lampedusa, de facto kan få et liv i Europa.” Derfor skal vi lukke af. “For at redde liv, men også for at beskytte demokrati og menneskerettigheder i Europa.” Det må vel betyde, at migranterne efter Lidegaards opfattelse medbringer en kultur og livsindstilling, der er uforenelige  med europæiske normer. Og hvad kunne det være? WA’s interviewer spørger ikke, og Lidegaard kommer ikke selv ind på emnet. 

Men efter, at Politikens tidligere chefredaktør har dyppet tæerne i Rubicon, er der ingen vej tilbage. Før eller siden bliver han tvunget til at forklare, hvorfor islam er uforenelig  med demokrati, menneskerettigheder og lighed for loven.

Det bliver et smerteligt opgør med alt, hvad Politiken og de andre førende medier har betragtet som indlysende – nemlig at alle ideologier og kulturer er lige gode – og at enhver, der mener noget andet, er højrepopulistisk racist og skal forvises fra de dydiges dydige selskab.

Rundt om i landets hvide ghettoer sidder utvivlsomt en masse agtede intellektuelle og ryster ved tanken om dybden i det selvopgør de bliver påtvunget i takt med, at deres ideologiske stillads braser sammen.