Er Jaleh Tavakoli-sagen et grundlovsbrud?

Der har være skrevet meget om Jaleh Tavakoli-sagen, hvor Socialtilsyn Øst har truet Jaleh Tavakoli og hendes mand med at fratage dem deres plejebarn, som de har haft i pleje fra lige efter fødslen, med henvisning til, at Jaleh Tavakolis deltagelse i den offentlige debat, der har ført til, at hun har modtaget trusler og har hemmelig adresse.

Trykkefrihedsselskabet har været involveret i sagen siden dens begyndelse, fordi den indeholder et meget principielt ytringsfrihedsperspektiv. Og det er faktisk spørgsmålet, om Socialtilsyn Østs afgørelse ikke er grundlovsstridigt?

Det hedder i grundlovens § 77, at: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

Det er velkendt, at grundloven ikke yder nogen substantiel beskyttelse af ytringsfriheden, idet det står Folketinget frit at vedtage love, der begrænser ytringsfriheden. Deraf henvisningen til “dog under ansvar for domstolene”. Men hvor der ikke eksplicit eksisterer en lov, der indskrænker ytringsfriheden, der garanterer grundlovens § 77, at “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker”.

Og ingen myndighed har ret til rent administrativt at begrænse den ytringsfrihed. Hverken direkte eller indirekte.

Det forholder sig sådan med forfatninger, at de er en form for “højere lov”, der står over andre love. Forfatninger er derfor også vedtaget efter særlige procedurer, der gør det vanskeligere at ændre dem end almindelige love, og de sætter grænser for statsmagtens ageren. Som sådan må grundlovens beskyttelse af ytringsfriheden gå forud for alle andre love, medmindre de – hvad grundloven giver mulighed for – eksplicit er vedtaget for at begrænse ytringsfriheden. Det kan imidlertid ikke være i overensstemmelse med grundlovens ånd eller bogstav, at andre love, som lovgivning, der regulerer plejeforældres rettigheder, kan anvendes til de facto at begrænse borgernes ytringsfrihed, når det ikke eksplicit fremgår af loven, at ytringsfriheden begrænses. De borgerlige frihedsrettigheder, der beskyttes i grundloven, er så fundamentale, at det ikke kan være i overensstemmelse med grundlovens ånd eller bogstav, at de kan indskrænkes, uden at det sker ved lov, der helt eksplicit begrænser ytringsfriheden. Men det er det, vi ser i Jaleh Tavakolisagen.

Der er desværre ikke praksis for, at man kan sagsøge staten for at krænke ens grundlovssikrede rettigheder. Havde det været i USA, kunne det have udløst en enorm erstatning til borgeren, om en offentlig myndighed fælder en afgørelse, der krænker borgernes grundlovssikrede rettigheder. Det burde også være muligt i Danmark.