Erdogan truer Grækenland

Af Uzay Bulut,. oprindeligt bragt på Gatestone.

Præsidenten for et NATO-medlemsland, Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan, skruer op for sine trusler om at invadere Grækenland, som også er medlem af NATO. Den 27. september i år sagde han:

“Oplagringen af våben [fra Grækenland] i Vestthrakien og på øerne giver ingen mening for os, for vores overgår disse langt, men vi minder jer om, at dette betyder en fordækt besættelse [af Tyrkiet fra Grækenlands side]…

“Vi vil gerne påminde Grækenland: Kom til fornuft. Tror I, at støtten [til Grækenland] fra USA og Europa vil redde jer? Det vil den ikke. I bruger blot en masse energi til ingen nytte, andet er det ikke.”

Erdogan har fremsat lignende fjendtlige udtalelser gennem flere måneder. Den 4. september pegede han ligeledes på Grækenland i en offentlig tale:

“Grækere, kik på historien. Hvis I går længere, vil prisen blive hård. Vi har kun én sætning til Grækenland: Glem ikke Izmir [byen Smyrna]. Jeres besættelse af de [ægæiske] øer vil ikke standse os; vi vil gøre det nødvendige, når den tid kommer. I ved godt, hvad vi siger: ‘Helt uventet vil vi komme en nat [for at besejre jer].”

Ugen før, den 30. august, i Tyrkiet fejret som “Sejrens Dag”, sagde Erdogan:

“Vi opfatter vore [græske] fjenders ødelæggelse af vore byer under deres tilbagetrækning [fra Anatolien i 1922] som et bevis på deres skændige karakter. Præcis som de er i dag.”

Da Erdogan advarede grækerne om “ikke at glemme Izmir”, refererede han til Tyrkiets folkedrabsangreb på grækere og armeniere i byen, også kaldet Smyrna, i 1922.

Folkedrabet på kristne i 1913-1923, begået af det osmanniske Tyrkiet, var et bevidst forsøg på at eliminere den græske, assyriske og armenske tilstedeværelse i regionen.

Folkedrabet begyndte i 1913 og spredte sig over hele det osmanniske Tyrkiet, rettet mod kristne og yazidiske samfund. Voldskampagnen – der var motiveret af såvel islamisk jihad som tyrkisk nationalisme – havde som mål at udradere kristne befolkninger i Lilleasien for at skabe et tyrkisk – og muslimsk – domineret land.

Første fase af folkedrabet blev udført af Osmannisk Komité til Forening og Fremskridt, også kendt som “Ungtyrkerne.” Næste fase, fra 1919 til 1923, som indeholdt angrebet på Smyrna og folkedrab begået af tyrkiske nationalistiske styrker, fuldførte næsten folkedrabet.

George N. Shirinians bog, Genocide in the Ottoman Empire: Armenians, Assyrians, and Greeks, 1913-1923, fortæller:

“De sidste år af Det Osmanniske Rige var en katastrofe for dets ikke-tyrkiske, ikke-muslimske mindretal. Mellem 1913 og 1923 deporterede og myrdede dets ledere, eller forfulgte på anden vis, et svimlende antal mænd, kvinder og børn i et forsøg på at forbeholde ‘Tyrkiet for tyrkerne’ og skabte dermed en nyere tids præcedens for, hvordan et regime kan begå folkedrab på egne borgere, i jagten på politiske mål, og stort set slippe for ansvaret.”

Før folkedrabet i 1922 var Smyrna, en ældgammel, blomstrende, kosmopolitisk by opført af grækerne og kendt som “Orientens Perle” på den ægæiske kyst, hovedsagelig græsk med store armenske og andre ikke-muslimske befolkningsgrupper. September måned i år markerer erindringen om 100-året for dens ødelæggelse.

James Marketos, en advokat som sidder i bestyrelsen for American Hellenic Institute, sagde i 2012:

“Fra ældgammel tid og gennem den romerske, byzantinske og osmanniske æra, forblev byen overvejende græsk. Senere århundreder oplevede ankomsten af armensk, tyrkisk, jødisk, europæisk og amerikansk indflydelse, men gennem det hele var og blev den fremherskende ånd græsk.”

“I dette samfund,” skrev forskerne Evangelia Boubougiatzi, Ifigenia Vamvakidou og Argyris Kyridis, “havde grækerne den dominerende position, både på et demografisk og et økonomisk niveau.”

De tyrkiske angreb på grækerne og armenierne i Smyrna begyndte med plyndringer, voldtægter og massakrer og endte med en brand, der ødelagde byens kristne distrikter.

Øjenvidneberetninger har fortalt, at branden begyndte den 13. september 1922 – fire dage efter at tyrkiske styrker havde erobret kontrollen over byen fra den græske administration – og varede indtil den 22. september. En kort dokumentarfilm, produceret af Glenn Beck, beskriver branden i Smyrna.

Mange af dem, der overlevede folkedrabet, flygtede til nabolandet Grækenland. Besiddelser og ejendomme, som ofrene havde efterladt i Smyrna, blev ulovligt overtaget af tyrkere.

Den lærde Lou Ureneck beskriver folkedrabet i Smyrna:

“I september 1922 blev den rigeste by ved Middelhavet nedbrændt og talløse kristne, flygtende mennesker myrdet. Byen var Smyrna, og begivenheden var den sidste, afgørende episode i det 20. århundredes første folkedrab — Det Osmanniske Riges nedslagtning af tre millioner armeniere, grækere og assyrere. Nedslagtningerne i Smyrna fandt sted, mens stormagternes krigsskibe lå i venteposition — skibe fra USA, Storbritannien, Frankrig og Italien.”

Republikken Tyrkiet praler faktisk af sit folkedrab. Tyrkiet hævder stadig, at det var det græske militær, der satte ild til Smyrna og dermed ødelagde store dele af byen. “Sejren i 1922”, som den tyrkiske stat refererer til som “befrielsen eller redningen af Izmir”, fejres hvert år ved officielle og ikke-officielle ceremonier. Trods alle beviser, refererer man i de tyrkiske skoler udelukkende til branden som en del af den græsk-tyrkiske krig, hvor tyrkerne, ifølge tyrkisk historieskrivning, “endte med at sejre over de invaderende grækere.”

Lige siden dannelsen af Republikken Tyrkiet i 1923 har tyrkiske skolebørn ikke modtaget nogen faktuel information om den ekstreme brutalitet, massakrerne, voldtægterne, plyndringer og andre ugerninger, som hjemmehørende grækere og armeniere i Smyrna blev udsat for af tyrkerne. Sandheden om ildspåsætternes reelle identitet bliver kategorisk benægtet. Gennem alle de forløbne 100 år har Tyrkiet givet ofrene for folkedrabet skylden for deres egen udslettelse.

I 2007 anerkendte International Association of Genocide Scholars (IAGS) det imidlertid officielt som et folkedrab, der blev påført de armenske, assyriske og græske befolkningsgrupper af Det Osmanniske Rige. IAGS’s resolution fastslog følgende:

“Således er benægtelsen af folkedrab i vide kredse erkendt som værende folkedrabets afsluttende fase, der skal sikre straffrihed for udøverne af folkedrab og dermed påviseligt baner vejen for fremtidige folkedrab.”

Tyrkiets fortsatte benægtelse af sit folkedrab og ligefrem ufølsomme stolthed over begivenheden har i årtier været ledsaget af ødelæggelse, misbrug og appropriation af den græske og armenske kulturarv i landet. Den 21. juni 2019 fortalte tyrkiske medier, at Saint-Jean Theologos Græske Pigeskole i Smyrna, som har stået tom siden 1922, var blevet plyndret; døre og vinduer var blevet fjernet og dens værdier stjålet. Den historiske bygning, som nu ejes af et undersekretariat i den tyrkiske finansforvaltning, har hovedsagelig været brugt af hjemløse narkomaner.

Ifølge en nylig rapport i de tyrkiske medier vil den armenske kirke Armenian Surp Sarkis Church i Menemen-distriktet i Smyrna blive “genopbygget” som “Memorial Museum Science and Art Centre” efter at have været anvendt som pakhus og stald.

September 2022 markerede 100 året for folkedrabet i Smyrna. Selvom den tyrkiske regering stadig ytrer stolthed over sin nedslagtning, burde alle andre huske og ære mindet om ofrene og forebygge yderligere tyrkisk aggression. En måde vestlige regeringer kan gøre det på, er ved officielt at anerkende folkedrabet 1913-23, men frem for alt ved at standse Erdogans fortsatte trusler imod Grækenland.

Uzay Bulut, tyrkisk journalist, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.