EU-VALGET I DØDVANDE

Med kun godt en uge til den danske afstemning til EU-Parlamentet minder valgkampen mest om stemningen i en uåbnet egyptisk kongegrav. Måske kan det ikke være anderledes. Partierne vil på den ene side gerne fremvise nogle mærkesager, der har relation til arbejdet i Kommissionen og Parlamentet. På den anden side ved alle politikere godt, at når først de nye parlamentsmedlemmer er valgt og på plads i Bruxelles, er de glemt af Gud og mennesker, og man hører kun om dem, hvis de har taget af kassen. EU-valget bliver således af de danske vælgere betragtet som et midtvejsvalg til Folketinget, en slags generalprøve, hvor man vil fyre eller hyre de partier, der påvirker vores holdninger, som de er lige nu.

Partierne gør derfor deres bedste for at helgardere tipskuponen, så de kan slippe helskindet gennem EU-valget den 9. juni og samtidig sende nogle politiske signaler, der kan give pote ved næste folketingsvalg. Alle partier – med undtagelse af Dansk Folkeparti – satser derfor på de sikre mediestøttede mærkesager som klimakampen, den grønne omstilling, bedre natur- og miljøbeskyttelse, bedre sikring af EU’s ydre grænser og mere militærstøtte til Ukraine. En undtagelse er dog Moderaterne, der nok går ind for alle standardmærkesagerne, men alligevel skiller sig ud på flere punkter. Partiet ser sig selv som den samlende kraft i midten af dansk politik, den konstruktive muskel, der sørger for, at fiktion bliver til fakta til gavn for fællesskabet. Moderaterne fører sig derfor frem med en massiv tilstedeværelse i pressen med helsidesannoncer, hvor euroens og masseimmigrationens ukronede dronning, Stine Bosse, håner de røde og blå partier som passive dummernikker, der bare står på sidelinjen og råber op, mens fru Bosse sidder inde i midten og realiserer sine politiske mål, hvad vi alle må grue for. Moderaternes kampagne fremkalder muligvis jubel og sydlandsk stemning hos partiets medlemmer, men næppe andre steder i det politiske landskab.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, har senest anbragt partiet lige midt i Israel-Hamas-konflikten, hvad man nok vil være opmærksom på i vælgerhavet den 9. juni. Den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC), der virker som det Israel-fjendtlige FN’s forlængede arm, har i bedste FN-tradition udstedt arrestordre på Israels premierminister Benjamin Netanyahu, som sigtes for folkemord og andre krigsforbrydelser. Lars Løkke udtalte til DR: ”Vi anerkender ICC og står vagt om deres uafhængighed. Jeg kan kun tage sagen til efterretning. Jeg har respekt for ICC”.

For at give aktionen et skær af retsstatslig balance har ICC også beordret Hamas-bossen Yahya Dinwar anholdt, men med anklagemyndighedens baggrund er der ingen tvivl om, at det er Netanyahu, der er ICC’s egentlige trofæ. Alle ICC’s tre anklagere er produkter af FN-bureaukratiet med alt, hvad dette indebærer. Hovedanklageren Karim Khan var tidligere vicegeneralsekretær i FN, senegaleseren Mame Niang har i mange år haft en FN-karriere, og madame Nazhat Khan fra Fijiøerne er tidligere ambassadør for Fiji i FN, som i dag er styret af et flertal af totalitære regimer, diktaturer og slyngelstater, idet de ægte demokratiske retsstater nu er i mindretal og har ringe indflydelse.

FN’s Menneskerettighedskommission (UNHRC) har således i sin mødedagsorden indført et fast punkt 7, der kræver drøftelse af krænkelser af menneskerettighederne i Palæstina og andre besatte arabiske territorier. Kommissionen har en møderække tre gange om året, hvilket rutinemæssig udløser en sværm af officielle FN-fordømmelser af Israel til trods for, at der lever to millioner arabere i Israel, hvor de nyder alle en retsstats beskyttelse og goder såsom retfærdig justits ved domstolene og lige adgang til arbejdsmarkedet, uddannelse og velfærdsydelser som andre borgere i Israel. UNHRC har kun Israel i kikkerten og vedtager aldrig fordømmelser og resolutioner vendt mod Iran, Nordkorea, Rusland eller Islamic Jihad.  Vi må se, om danske vælgere den 9. juni slutter op om Lars Løkkes og Moderaternes respekt for ICC’s juridiske og politiske sørøvertogt.

Det mest spændende ved EU-valgkampen er de emner, man ikke tør tale om. Siden 1972 har danske politikere afsunget en fælles hymne om det velsignede danske arbejdsmarked, den danske model, der styres af kollektive overenskomster, et område der altid skal ligge milevidt fra EU’s entreprenante indblanding. Det er slut nu, hvor EU-kommissionen lige så stille har gennemført omfattende reguleringer som mindstelønsdirektivet og orlovsdirektivet, der styrer fordelingen af barslen i det danske samfund. Senest har Folketinget vedtaget nye EU-regler om registrering af danskernes arbejdstid. Der er ingen politikere eller fagforeningsfolk, der har rejst krav om denne nye registrering, som bare er trukket ned over hovedet på virksomhederne. Regningen for den lovbefalede registrering af arbejdstid er i milliardklassen. Ifølge Dansk Industri bruger virksomhederne flere penge på EU’s papirvælde end på produktionen.

Vi vælgere må leve med politikere og partier, der lydigt bøjer nakken og har ’respekt’ for institutioner og domstole, der arbejder ud fra en politisk dagsorden. Og vi må leve med partier, der diskret og sagtmodigt sælger ud af vores politiske arvesølv som arbejdsmarkedet, der nu forvaltes fra Bruxelles. Det er nok det, vi burde stemme om den 9. juni.