Danmark er sammen med EU og NATO på krigskurs. En krigskurs, der er skabt af en stædig modvilje imod at bøje sig efter realiteterne i årsagerne til krigen mellem Rusland og Ukraine. De årsager, som EU, NATO, USA og Vesteuropa gennem de seneste årtier selv har lagt til rette, for at knække Rusland. Koste, hvad det vil! Som også vor egen Mette Frederiksen har sagt: Det er uacceptabelt, at Rusland vinder krigen. Hvor har hun dog fået denne bombastiske stormagtslignende udtalelse fra? Hun, der kommer fra èt af EU’s og NATO’s mindste lande. Det aggressive hovmod har plantet sig dybt i både EU og NATO. For hvert topmøde i EU og NATO bestyrker de deltagende politikere hinanden i, at de skal tage det næste skridt ud på den bro, der er belagt med gamle og usikre brædder, og som først viser sin sande skrøbelighed, når broen i det næste skridt braser sammen og kaster alle i afgrunden.
EU og NATO har for længst besluttet, at Ukraine tilhører EU og NATO, og at bruge den magt, der er nødvendig for at få magt over Ukraine. EU har forladt sin vision om at være fredens garant i Europa gennem samarbejde, samhandel og diplomatisk forhandling; EU er blevet til en selvophidsende krigsorganisation. Mere vil have mere! NATO har forladt sin vision om at være en forsvarsorganisation, der forsvarer egne medlemmer; men er nu en angrebsorganisation, der bruger sine militære midler mod andre lande for at udvide NATO’s medlemsskare, uden at NATO selv er blevet angrebet. Mere vil have mere! Jo, sandelig, NATO er på forkant med krigen, ikke i at afværge den, men i at skabe den.
Der kastes milliarder af euro og dollars ind til militær støtte til Ukraine for at holde krigen vedlige, og for at signalere, at man er parat til at gå planken ud til den bitre ende og kaste hele Europa ud i krigens ragnarok. Krigsretorikken bakkes op af det løgnagtige ordskvalder om, at man forsvarer Ukraine selvstændighed, hele Europas sikkerhed og demokratiet. Dette på trods af, at det var USA, EU og deres politikere, der selv bidrog til at gennemføre det udemokratiske statskup under Maidan-oprøret i Kiev ved årsskiftet 2013/2014. Og det på trods af, at Zelinskij-styret også selv er et autoritært styre, der har forbudt oppositionens partier, lukket dens medier, forfølger russisk-sindede præster og russisk-ortodokse kirker og ligger under for en korruption så omfattende, at endog USA betragter denne som en trussel mod vestlige donationer. Vore penge fra EU og Danmark ødes bort til EU’s og NATO’s stædigt-blinde krigsambitioner, som kun kan bringe ulykke over Danmark og Europa. 41 milliarder danske kroner har den danske regering til dato trukket ud af vor fælleskasse til udviklingen af det danske samfund, og nytteløst og ufornuftigt kastet disse penge ind i dette dybt uretfærdige vestlige Ukraine-projekt.
Den vestlige krigsretorik
Krigsretorikken fastholder løgnen om, at krigen skyldes Ruslands ”uprovokerede angreb.” Men den virkelige årsag var det udemokratiske ukrainske statskup, der blev foranlediget og støttet af Vesten; og de efterfølgende ukrainske myrderier af de russere, der i Ukraines østlige områder ikke vil finde sig i dette russisk-fjendtlige statskup.
Den tidligere tyske kansler Angela Merkel har som bekendt offentligt vedgået, at Tyskland og Frankrig kun på skrømt underskrevet Minsk-aftalerne, der i 2014 og 2015 skulle skabe fred mellem Rusland og Ukraine. Merkel forklarede, at hensigten med underskriften kun var at skaffe tid til oprustning af Ukraine. Altså i de afgørende øjeblikke: vestligt bedrageri og kurs mod krig.
Da Rusland og Ukraine i april 2022 – efter krigens udbrud i februar 2022 – med Tyrkiet som mægler havde udarbejdet et udkast til en fredsaftale, rejste Storbritanniens premierminister Boris Johnson til Kiev i Ukraine og beordrede Ukraines præsident Zelinskij til at forkaste fredsudkastet. Ifølge Boris Johnson var Vesten ikke indstillet på at standse krigen i Ukraine; Vesten ville have denne krig! Altså i det afgørende øjeblik: vestligt bedrageri og kurs mod krig.
Også danske politikere og dansk presse opretholder et vedholdende propagandapres mod den danske befolkning for at skjule EU’s og NATO’s udemokratiske magtambitioner og tilsløre den forsigtigt trinvise, men uafvendelige kurs mod storkrig i Europa. Ikke mindst netop i denne tid intensiveres propagandaen, nu hvor vi står foran valget til EU-parlamentet søndag den 9. juni 2024.
Danske aviser og øvrige medier og politikeres og eksperters udtalelser er tykke af beskrivelser af russernes onde hensigter og Vestens, EU’s og NATO’s gode hensigter. Alt dette er nødvendigt for at politikerne, også de danske, kan vedligeholde befolkningernes tillid til deres falske snak og den falske tro på, at det er russerne, der styrer mod krig og splitter Europa ved både åbenlyse og undergravende politisk sabotage – hvor det i virkeligheden er EU og NATO, der gør det. ”Rusland indfører en krigsøkonomi” – ”Rusland opruster” – ”Rusland kan inden for få år angribe NATO” – ”Rusland fører cyberkrig imod Vesten”.
Dette, at ”Rusland vil angribe NATO”, kalder Vladimir Putin for ”vestligt nonsens.” Og rigtigt er det, at Ruslands forklaringer på alt det, der sker i vor tid, hører vi aldrig noget om – aldrig, aldrig, aldrig! Vesten, EU og NATO tør overhovedet ikke lade os – befolkningerne i de europæiske lande – høre de russiske forklaringer og synspunkter. For hvis vi hørte dem, kunne man risikere, at de Europas befolkninger totalt ville knuse vestlige politikeres verdensbillede og situationsopfattelse. Derfor er det, som det er: Alt, hvad der kommer fra Rusland og Putin er propaganda, siger man. Og propaganda skal der blokeres for. ”Ruslands propaganda skal ikke ødelægge sammenholdet i EU,” siger EU’s kommissionsformand von der Leyen. Kun Bruxelles siger sandheden; og i Bruxelles og under EU’s ministermøder er de så mange toppolitikere til at kontrollere og ensrette hinandens synspunkter, at kætterske og uharmoniserede synspunkter straks vil blive udpeget og fordømt. Virkelighedens udseende kan kun være én, og den besluttes i EU. Hvad von der Leyen derfor mener, er, at Ruslands synspunkter ikke skal have lov at ødelægge EU’s og NATO’s besluttede og planlagte kurs mod krig og erobring af Ukraine. Er det så mærkeligt, at Rusland forsvarer sig? Det kan man kun forvente fra den, som ingen vil høre på.
Den selvforstærkende 1938-psykose
I deres propaganda, som er den pure sandhed i deres egen opfattelse, henviser både europæiske og danske politikere også til historiske erfaringer, som de mener kan overføres til nutidens situation i Ukraine. ”Vi må stå fast,” for ikke at havne i samme situation som i 1930erne, hvor der ikke i tide blev grebet ind over for Nazityskland. Altså: De mener ikke at leve i 2024, som kræver en ny, selvstændig, og klog vurdering af en anderledes Europa-situation; men de mener nu igen at leve i 1938, eller at 1938 er kommet tilbage til dem igen. Derfor overtager de i deres nutidsfjerne og intellektuelle bevidstløshed situationsfortolkningen fra 1938 ganske ukritisk og uden selvransagelse. De hyller sig ind i en selvforstærkende 1938-psykose, hvor de tror at kunne leve baglæns, og at kunne presse nye politiske situationer ind i gamle skabeloner. Ud fra 1938 siger de: ”Vi stod dengang ikke fast, hvor vi dog skulle have stået fast og risikeret krigen; derfor fik vi krigen og Europas ødelæggelse.” Men hvor vigtig historien og historiske erfaringer end er, så spiller historien sit puds med den, der i sit eget nu og i sin egen tid ikke på eget ansvar vil søge nuets og tidens sandhed, virkelighed og retfærdighed – også i magtpolitik – men vil gøre sig det politiske ansvar let og gratis ved at hente svaret fra en anden tid. Så nemt lader historien sig ikke sætte på dogmatiske formler. Derfor står vi med nutidens EU- og NATO-politikere i den frygtelige situation, at ”De tror, at de skal stå fast, hvor de alligevel ikke skulle stå fast, men søge fred og forhandling; derfor får vi krigen og Europas ødelæggelse.” Dengang i 1938 var det Nazityskland, der ville have magten over Europa, i vor tid er det EU og NATO. Så alle disse imperialistiske politikere får sig den krig, de ønsker – til nationernes og befolkningernes ulykke.
Også vore egne politikere er stærke i deres tankeløse propaganda – som de vel at mærke opfatter som den skinbarlige virkelighed. De er urokkelige og kunne ikke drømme om at spørge modparten Rusland og Putin om, hvor kernen i stridighederne findes – for at nå frem til en fredelig sameksistens; det, som skulle være EU’s eksistensgrundlag og hovedformål, men som altså nu ikke længere er det, fordi EU har opdaget og er blevet beruset af sin egen magt. Mere vil have mere! Krigsoptrapningen er derfor en uafvendelig konsekvens af deres propaganda, som ender dér, hvor al løgn ender: i magtstræben, krig, vold og ondskab. Mens dog sandheden, virkeligheden og freden skal findes sammen med den nabo og det naboland, som man ikke kan lide.
Dansk krigsoptrapning
Berlingske spurgte den 30. marts 2024 forsvarsministeriet ”om det kan blive aktuelt at sende danske ansatte fra Forsvaret til Ukraine for fx at støtte med at implementere F16-flyene.” Til dette svarede ministeriet: ”Vi har forsvarsattachéer i Ukraine. Der er ingen overvejelser om at sende danske soldater til Ukraine.” Ingen overvejelser, ingen planer. Nej, men de kan så hurtigt komme, når Danmark ifølge Mette Frederiksen har den EU- og NATO-harmoniserede politik, at Rusland under ingen omstændigheder må vinde denne krig. Skal danske soldater til Ukraine for at bidrage til Ukraines krig mod Rusland – ja eller nej? Ministeriets svar er det, man kan kalde en ”fleksibel benægtelse” for at kunne holde krigslegens muligheder åbne.
Vor forsvarsminister Troels Lund Poulsen – jeg havde nært sagt: denne umodne opkomlingspolitiker, der tilsyneladende fører Danmark ud i uføret, førend han selv opdager, hvilke konsekvenser hans umodenhed og europæiske følgagtighed overhovedet vil få – har som bekendt som led i den hyklerisk retfærdige krigsoptrapning givet tilladelse til, at de danske F-16 jagerfly, der skal doneres til Ukraine, kan anvendes over Ruslands territorium. Nej, selvfølgelig, Danmark er ikke i krig med Rusland; ikke endnu da. Men når Danmarks forsvarsminister siger til Ukraine: ”I kan bruge danske F-16 fly til angreb på mål i Rusland og til at slå russere ihjel med på russisk jord” – og giver Ukraine disse fly netop til dette formål – kan Danmark så forvente andet, end at Rusland har al mulig grund til at betragte dette som en fjendtlig krigshandling.
Og hvad giver Troels Lund Poulsen som begrundelse. Jo, han siger: ”Vi baserer os på folkeretten, og når Ukraine er i væbnet konflikt, må de F-16-fly, de snart får fra Danmark, også godt ramme mål på den anden side af den ukrainske grænse.” Sikke dog et smukt formål, Troels Lund Poulsen her stiller op for sit nær-krigs-indgreb i Ukrainekrigen. Men denne folkeretsfortolkning baserer sig helt på det magtfordrejende og løgnagtige EU-udgangspunkt, at Ruslands angreb på Ukraine er uprovokeret, hvad det jo overhovedet ikke er. Dette udgangspunkt er en bevidst udelukkelse af nogle helt afgørende faktorer i virkeligheden i den russisk-ukrainske konflikt. Og ganske som i enhver matematisk ligning vil blind udelukkelse af afgørende faktorer – også i politik – føre til et katastrofalt resultat.
Efter det af Vesten støttede Maidan-statskup i Kiev i 2013/2014 begyndte de ukrainske kupmagere at slå deres russiske landsmænd i de østlige provinser ihjel; i tusindvis. Disse russere, der ikke vil acceptere omstyrtningen af den lovlige regering, af den gældende ukrainske forfatning og af det spæde demokrati i Ukraine, blev naturligvis af kupmagerne betegnet som – oprørere! Ja, hvad ellers? Nu er det os, der har magten og retten! Hvem beskyttede disse forfulgte russere mod kupmagernes ret? Ingen! Blot nogle sympatiserende russere, der fra Rusland selv bevæbnede sig som militser og drog over grænsen til Ukraine for at beskytte deres landsmænd og deres ukrainsk-russiske familier. Heller ingen beskyttelse fra EU eller NATO, der ellers har været så fortalere og beskyttere af minoriteter i Europa – når det ellers passede ind i deres interesser.
Responsibilty to Protect
På FN’s Topmøde, der i anledning af FN’s 60-års jubilæum i 2005 samlede de fleste af verdens topledere, underskrev de forsamlede topledere et FN-dokument om Responsibility to Protect. På det gruppefoto, der blev taget under topmødet, står Ruslands Vladimir Putin i forreste række midt imellem USA’s George Bush og Storbritanniens Tony Blair. Der var dengang moralsk og samdrægtig fællesforståelse af nødvendigheden af at beskytte minoriteter mod at blive bekriget og udryddet af deres egen stat. FN-dokumentet var drøftet og underskrevet baggrund af bla de uhyrlige etniske myrderier i Balkankrigene og Kosovokrigen i 1990erne. I dokumentet (2005 World Summit Outcome Document (A/RES/60/1)) forpligtede underskriverne sig til “ansvaret for at beskytte (the responsibility to protect) dets befolkning mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Dette ansvar indbefatter forebyggelsen af sådanne forbrydelser, herunder af deres årsager, gennem passende og nødvendige foranstaltninger.
Hvem har folkeretten på sin side?
Russere i Østukraine blev i tiden mellem Maidan-kuppet i 2014 og vinteren 2021/2022 dræbt i tusindvis af ukrainske regeringsstyrker. Jf rapporter fra OSCE-observatører i Østukraine. Minsk-aftalerne virkede ikke; Ukraine overholdt ikke sin aftaledel; Tyskland og Frankrig, der var aftalegaranter, løb fra aftalerne, jf. Merkels bedrageri. Storbritannien (Boris Johnson) saboterede fredsplanerne mellem Rusland og Ukraine i april 2022. FN’s Sikkerhedsråd greb ikke ind til beskyttelse af den russiske befolkning.
Nu står så den russiske opfattelse af folkerettens ”responsibility to protect” over for Troels Lund Poulsens opfattelse af folkeretten. Men Troels Lund Poulsens opfattelse af folkeretten giver ham tilsyneladende ret til at videreføre de ukrainske kupmageres ret, at hjælpe Ukraine med fortsat at slå russere ihjel, og det ovenikøbet på russisk territorium. Det er alvorligt at overskride en landegrænse med militærmagt, som Rusland har gjort det. Men når russiske mindretal, civile mennesker i byer, boligområder og i institutioner som skoler, plejehjem, indkøbscentre mv. myrdes i tusindvis, hvad er så vigtigst: At beskytte landegrænsen eller at beskytte disse mennesker? FN’s dokument om Responsibility to Protect udtrykker jo selv, at en landegrænse i sidste instans ikke kan være en forhindring for at beskytte befolkninger og minoriteter imod systematisk forfølgelse, vold og udryddelse. Der er tale om overnational moral til beskyttelse af mennesker.
Danmarks støtte til Ukraine er en psykotisk og stupid kurs mod krig. Selv om vi dog ikke tror, at Troels Lund Poulsen selv har opfundet denne kurs og begrundelsen for den. Han får leveret sin politik på EU’s og NATO’s ministermøder, og går så hjem i sit ministerium og sætter det hele i værk; selvfølgelig bakket op af statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Kritiske højrefløjsprotester i Europa
De kritiske røster over for denne krigskurs i EU og NATO er ved at vågne. De kommer mest fra den del af det europæiske politiske spektrum, som vore politikere og medier kalder ”højrefløjen” eller ”det yderste højre” eller ”det ekstreme højre.” Og for at tydeliggøre for den danske vælgerbefolkning, at dette ”højre” skal forkastes, omtales disse højrepartier eller højre-bevægelser ofte i forbindelse med enkeltstående idiotisk-rabiate udtalelser, som skal give indtryk af, at disse udtalelser jo selvsagt karakteriserer hele banden, og for at forhindre, at den danske befolkning skulle begynde at afvige fra den krigs- og konfrontationskurs, som EU’s og NATO’s toppolitikere har lagt over for Rusland. Ja, bare det at nogle højrepartier i Europa anbefaler, at man lægger kursen om, og lytter til Putins og Ruslands synspunkter for fredsprocessens skyld – og for Europas skyld – kaster i sig selv den største mistro over disse højrepartier. I den løbende debat under den aktuelle valgkamp til EU-parlamentet advares der hyppigt om den valgfremgang, som man forudser, at disse højre-bevægelser vil opnå. Men måske er det fra disse bevægelser, at Europa vil blive reddet fra europæisk storkrig.
Lørdag den 1. juni 2024 gennemførtes der i Budapest i Ungarn en fredsdemonstration med deltagelse af titusindvis af mennesker. Demonstrationen fik navnet ”Fredsmarchen.” Den ungarske fredsmarch, der var en meget væsentlig holdningstilkendelse fra et europæisk folk, der er medlem af EU, er ikke meget omtalt i danske aviser. Men fx gengiver Midtjyllands Avis et nyhedsbrev fra ritzau om fredsmarchen. Ungarns premierminister Victor Orban holdt tale under demonstrationen. Talen er konstrueret som en valgtale, og er derfor også fokuseret på valgkamp, som Orbans parti Fidesz fører i dets interesse for at vinde stemmer. Ligesom talen naturligvis også indeholder flere forhold, der er specifikke for Ungarn.
Dette EU-valgs vigtigste tema
Men overordnet rammer talen det allervigtigste tema i den aktuelle europæiske valgkamp og den dødsensfarlige situation, som Europas politikere især gennem det seneste årti har ført Europas befolkninger ud i. Der er grund til at læse Orbans tale og at være bevidst om temaet i hans tale, når danskerne på valgdagen sætter deres kryds for deres foretrukne kandidat til EU-parlamentet. Måske har Orban og Ungarns befolkning noget vigtigt at sige til Danmarks befolkning om vores fælleseuropæiske fremtid.
Hvorfor kan Danmarks politikere ikke vride sig fri af denne EU- og NATO-maniske kurs mod krig og i stedet sikre den danske befolknings fred, sikkerhed og velfærd ved et stærkt dansk militært forsvar, ved afvisning af indblanding i Ukraine-krigen – hverken militært eller økonomisk – og ved at arbejde for forhandlinger og fredelig sameksistens med både Rusland og Ukraine? Det må dog være sådan, vi gør Europa stærkt, og ikke ved storkrig, der – som Orban siger i sin tale – altid ender med et resultat, der er meget anderledes end det, man fra starten håbede på. Det ville være opløftende, dersom det kommende valg til EU-parlamentet endte med et resultat, der viste, at Europas befolkninger på ny ønskede selv at vælte muren, det nye jerntæppe, når vore politikere ikke kan finde ud af det.
ORBANS TALE
Mine damer og herrer, fredselskende ungarere over hele verden – inden for vore grænser og udenfor.
Mange hilsener til jer alle. Vi sender vore hilsener til ungarerne i Transkarpatien, og beder Gud om at udbrede sin velsignelse over dem: over Transkarpatiens ungarere, som i to år har ventet på, at denne krig skal ende; de ungarere, som lever i skyggen af krigens rædsler, og som er sårbare og frataget deres rettigheder. Vi ønsker jer al mulig styrke til at udholde trængslerne; vi er med jer, og vi giver jer vores forsikring om, at den dag ikke er langt borte, hvor jeres skæbne vil ændre sig til det bedre. Og vi sender også vore hilsener til Robert Fico, den fredselskende premierminister i Slovakiet. Robert Fico blev udsat for et skudattentat, fordi han politisk er fortaler for freden. Han gav næsten sit liv for freden. Men han er barskere end de fleste: Han er ikke af den type, der så let lader sig slå ned; han vender bestemt tilbage til os, og Slovakiet vil fortsætte kampen for fred sammen med Ungarn. Vi glæder os til, at du vender stærkt tilbage, Robert. God og snarlig bedring!
Efter to år er det godt at se hinanden igen. Sidste gang, vi mødtes, var under optakten til det ungarske parlamentsvalg. Kære venner: Hvilken sejr, vi vandt! Den største sejr nogensinde. Og det største valgnederlag, der nogensinde er påført venstresidens samlede kræfter. Hvor de dog havde pustet sig op! De havde brølet op som løver, og så viste det sig, at de var udstyret med kløer af papmaché: papirtigre, der blev gennemblødte under den første forårsregn. De havde fremstillet sig selv som højtflyvende raketter, men de endte med at styrte til jorden. Vor sejr, kære venner, kunne ikke blot ses fra månen; vor sejr løftede også Ungarns værdi på de politiske finansmarkeder i hver eneste af Europas hovedstæder. Men de kan glemme alt om at købe Ungarn: Vi er ikke til salg! Ungarn er overhovedet ikke til salg, og kan hverken købes af Bruxelles, Washington eller af George Soros.
Mine damer og herrer.
Aldrig før har vi været samlet så mange forud for et Europavalg: Hvis vi alle sammen skulle blæse på vore modstandere, ville de blive blæst hele vejen til Bruxelles. Men det vil vi ikke gøre, for der er allerede nok af politiske krigsmagere i Bruxelles, og vi sender ikke sand til Sahara. I stedet sender vi vore kandidater af sted, anført af Tamás Deutsch. Det, vi har behov for i Bruxelles, er netop folk af den slags, som vi har; folk, der ikke tror på krig og vold, men som tror på den magt, der ligger i kærlighed og forening.
Kære venner.
Vi er i dag kommet til Margaret-øen, fordi denne ø er en fredens ø. Sank Margaret bragte fred til ungarerne. Da tatarerne hærgede i vort land og vort eneste håb var bønnen, gav vor konge sin datter til Gud til gengæld for fred. Og det skete: tatarerne drog bort, der kom fred, og Sankt Margaret gik ind til livet i et kloster her på øen. Forud for Margaret blev dette sted kaldt for kanin-øen, men i dag er vi ikke interesserede i kaniner. Dette er ikke noget sted for frygtsomme kæledyr, for det, som vi nu har brug for, er en stor og modig handling: Vi må vinde, og vi må vinde Europavalget så stort, at Bruxelles-bureaukraterne bliver slået af frygt, åbner deres porte for os, og skyndsomt forlader deres kontorer.
Mine venner.
Vi har vundet hvert eneste valg siden efteråret 2006: parlamentsvalg, lokalvalg og Europavalg. Siden efteråret 2006 er det kun os, der har vundet valgene i Ungarn. Vi har vundet elleve valg på stribe, en absolut rekord, en knockout-sejr – ingen tvivl om det. Vi har efterhånden lært, hvordan dette skal gøres. Vor tilhængerskare er den største i hele Europa, vi gennemfører de bedste valgkampagner og vi har den største hær af vælgere. Aldrig før har nogen været i stand til at samle så mange mennesker for fred; for det eneste mål for Ungarns vælgerskare er at bevare freden. Vi er Europas største fredshær; vi er Europas største fredsskabende styrke. Vi er på hvert eneste torv, på hver eneste hovedgade og sidegade i landet. Vi er i landsbyerne, på gårdene – og tilmed også i deres kornmagasiner og siloer. I næste uge vil vi banke på millioner af døre og tale med millioner af ungarere. Vi er en alliance af Fidesz-KDNP, og i næste uge vil vi sætte verdensrekord i vælgermobilisering.
Endnu en gang står vi på tærsklen til en storsejr. Alting er til vores fordel: styrke, opfindsomhed, udholdenhed, den gode sag, som vi tjener. Og også vore modstanderes vilkår og muligheder er til vor fordel. I vore rækker findes der ordentlighed og styrke; hos vore modstandere finder man bølleagtige valgskænderier og dårlig og forvirret ledelse. De ønsker ikke at bekæmpe krigslysten, men at bekæmpe hinanden. Vi skal bare lade dem være; lad dem blot tæske løs på hinanden indbyrdes; hos dem lander hver eneste lussing på det rette sted. Vi har overstået de første 42 dages valgkamp; nu skal vi blot overstå næste uge i vort eget urokkelige tempo: Dette bliver den egentlige valgkamp. Det er korrekt, at alle lever med et døgn på 24 timer; men de mennesker, der står tidligere op, har en længere dag til deres rådighed. Når alt kommer til alt er vi et parti af ungarere, der står tidligt op, og de, der står tidligt op, vinder valgene. Blot endnu en uges hårdt arbejde, Fidesz-partiets legendariske sidste minutter, så vil vi have skubbet oppositionen helt af banen. Vi har en stor chance: foran et tomt mål. Nu behøver vi blot at knalde bolden i nettet; vi kan lade bolden trille langsomt over mållinjen, hvis vi ønsker det. Men lige så nemt er det også at snuble. Hvis vi bliver for selvtilfredse, hvis vi mister koncentrationen eller bliver for magelige, kan vi ende med at skyde forbi målet. I regeringsarbejdet er rutine en fordel: erfarne hænder griber mere sikkert om rattet. Men under en valgkamp er rutine som en gift, som dræber. Bliver man vant til at sejre, kan det avle dovenskab. Og de, der er blevet alt for magelige, vil ønske at heppe fra sofaen, og ikke kæmpe for sejren på kamppladsen.
Kære venner, en god valgkamp kræver en fælles vilje, en succesfuld valgkamp kræver hjerter, og en valgsejr kræver lidenskab. I politik findes der ikke rutine-sejre. Lidenskab og sejr eller rutine og nederlag. Der findes ikke nogen anden vej. Det er ligesom i et ægteskab: kroppen er ikke nok, der kræves også kærlighed. Selv den hurtigste bil kan ikke vinde racerløbet, hvis den ikke har brændstof. Højrefløjens brændstof er lidenskab. Og vi har en fælles kærlighed: Dens navn er Ungarn. Og grunden til, at vi er samlet her i dag, er at genoptanke. Vi har brug for selv den mindste dråbe brændstof. Ingen energi må gå til spilde; for foran os har vi en opgave, så stor som vi aldrig før har set, nemlig den opgave at forhindre Europa i at styrte sig ud i krig, at styrte sig ud i sin egen ødelæggelse.
Venner.
Europa forbereder sig i dag til krig. Hver eneste dag er en ny etape af vejen til helvede gjort færdig. Hver eneste dag bestormes vi med krav om flere hundreder milliarder euro til Ukraine, om placeringen af atomvåben i Mellemeuropa, og om at vore sønner skal indgå i fremmede hærstyrker: til NATO-missioner i Ukraine, til europæiske militærenheder, der skal sendes til Ukraine. Kære venner, det ser ud til, at det tog, der har kurs mod krig, ikke er udstyret med nogen bremser, og at togføreren er blevet sindssyg. I det forestående Europavalg er vor forpligtelse intet mindre end at bringe dette tog til standsning. Vi må trække i nødbremsen, så i det mindste de, der ønsker at stige af toget, kan gøre det, og holde sig uden for krigen. Den ungarske regering ved, hvordan det skal gøres. Vi ved, hvordan vi skal holde os ude af dødsensfarlige situationer. I tide fik vi brudt forbindelsen mellem det ungarske netværk af togtransporter og indvandringsruternes mange tog, der suste afsted frem mod nationernes nedlæggelse. Stands indvandringen! Og vi reddede også ungarske børn ud af hænderne på de farlige og afskyelige kønsaktivister. Stands kønsaktivismen! Vi vil heller ikke tillade, at vore børn og børnebørn skal læsses om bord i togvogne med kurs mod den ukrainske krigsfront. Stands krigen! Som et vink til alle dem, der ønsker at kende vejen til helvede: Prøv anden dør på venstre fløj! Blot for at også Bruxelles kan forstå det: Ingen indvandring! Ingen kønsaktivisme! Ingen krig!
Mine venner! Vi er den eneste fredsstræbende regering i EU. Også Vatikanet er på fredens side; men det repræsenterer et kongerige, der ikke er af denne verden – og i et Europa af frafaldne vil dette ikke være tilstrækkeligt til at bremse det løbske tog, der har kurs mod krig. Vi har brug for den tyngde og indflydelse, der findes i de politiske kræfter, der ønsker at bevare freden. Det er grunden til, at enhver stemmeafgivning til Fidesz-KDNP, får dobbelt værdi: Det øger vægten af de fredsfremmende kræfter i Europa, og det styrker Ungarns beslutning om at holde sig ude af krigen. Lad os sige det lige ud: Denne gang vil enhver stemme på Fidesz-KDNP redde liv. Vi kan kun holde os ude af krigen, hvis ungarske vælgere kaster deres vægt ind på at støtte regeringen. Ingen anden politisk kraft kan opnå dette. Uden folket kan vi ikke modstå disse overvældende krigskræfter. Vort land kan kun holdes ude af krigen, hvis vi opnår den største valgsejr i Europa.
Vi må se realiteterne i øjnene: Hvis venstrefløjen vinder, vil det kun være et spørgsmål om tid, førend vi bliver viklet uafhjælpeligt ind i krigen. De, der støtter krigen, har mistet al sund fornuft. Krigstilhængerne har beruset sig selv. De ønsker at besejre Rusland, sådan som det blev forsøgt i Første og Anden Verdenskrig. De er oven i købet rede til at storme ind i et sammenstød med hele Østen. De tror, at de vil vinde en sådan krig. Men krigsberuselsen er som narkotika: De, der er fanget i narko-vanerne, tager ikke personligt ansvar for noget som helst. De lytter ikke til nogen. De træder på dig. De er samvittighedsløse. De bekymrer sig ikke for os, for dig, dit liv, din familie, det hjem, du har skabt, eller den fremtid, du har arbejdet for hver eneste dag. De bekymrer sig overhovedet ikke for dine børns fremtid. De kan ikke overbevises om noget. Så det, som vi må gøre, er ikke at overbevise dem, men at besejre dem.
Mine damer og herrer, kære venner!
Den Europæiske Unions grundlæggere havde ret: Europa kan ikke tåle endnu en krig. Derfor blev den Europæiske Union skabt. Forud for Første Verdenskrig var Europa verdens herre. Efter Anden Verdenskrig var Europa ikke engang herre i sit eget hus, besat som det var af fremmede magter i både vest og øst. Nu spiller vi anden violin. Som situationen er nu, vil Europa efter endnu en krig ikke engang være en del af det orkester, der angiver rytmen i verden – hvis der overhovedet vil være noget orkester derefter. Dette er i endnu højere grad virkeligheden for Ungarn: I krig har vi intet at vinde, men alt at tabe. I fortiden blev vi draget ind i krige imod vores vilje og vi tabte. Og sådan vil det også være nu – i 2024. I Første Verdenskrig tabte vi to tredjedele af vort land. Under Anden verdenskrig blev Ungarns militære kampstyrker nedkæmpet på fremmed jord. Ingen styrker blev hjemme for at forsvare hjemlandet, vort land, vore kvinder og børn. Vi havde ikke engang tilstrækkelig med styrke til at kunne forhandle med de forventede sejrherrer. I de to verdenskrige gik halvanden million menneskeliv tabt for os ungarere – og sammen med disse tabte liv mistede vi fremtidens børn og børnebørn, som de ville have fået. Hvor stærkt et land ville vi ikke have haft, hvis disse tabte liv havde været levende iblandt os! Og nu udsættes vi igen for krav om at deltage i en ny krig. Jeg vil sige dette så langsomt, at også Bruxelles kan forstå det: Vi har ikke tænkt os at drage i krig. Vi vil ikke drage østpå for tredje gang; vi vil ikke endnu en gang drage til den russiske front. Vi har været der tidligere, og vi har ikke noget at gøre dér. Vi vil ikke ofre unge ungarere, så krigsspekulanterne kan udføre deres finansielle drab. Vi forkaster den krigsplan, der er blevet designet for at opnå penge, for at erhverve Ukraines aktiver og af hensyn til stormagternes interesser. Det er en gammel plan og vi kender denne plan meget indgående. Allerede for tredive år siden forfattede George Soros sin drejebog for ødelæggelsen; ifølge den kunne Rusland besejres ved hjælp af vestlig teknologi og deployeringen af østeuropæiske tropper. Og de liv, der ville gå tabt, kunne erstattes af indvandrere til Europa.
Mine venner! Den ungarske venstrefløj bliver betalt af George Soros. Han finansierer deres medier og deres valglister er fulde af hans folk. Enhver, der træder uden for den lagte linie, vil blive smidt ud af dollars-køen. Og den ungarske venstrefløj marcherer meget lydigt og villigt; de forråder oven i købet fredstilhængerne blandt deres vælgere, blot for at skaffe sig magten. Men vi, der står på den nationale side, har ikke til hensigt at adlyde Bruxelles-generalerne, der arbejder for Soros’s Plan. I stedet for lydighed, lad os sende dem desillusionerede bort. Held og Lykke!
De gav løfter om så mange ting, men leverede intet. De lovede en blomstrende landbrugssektor, men fremkaldte blot verdens største landmandsprotester imod sig selv. De lovede at standse indvandringen, men sendte i stedet en invitation til indvandrerne. De lovede at begrænse krigen med sanktioner, men nu er situationen endnu mere rædselsfuld, end den var tidligere. Vi har fået nok af Bruxelles’s Soros-lakajer. De skal kastes ud! I dag sidder de ledende krigstilhængere på majoriteten. Men det er ikke første gang, vi ungarere har stået over for en truende overmagt. Vi har lært, at kampene ikke skal vindes på bestemte steder og i bestemte rum, men i tide. Tid er i sig selv noget, der skal vindes. De, der vinder tid, vinder fred. Siden vi erobrede vort hjemland, har vi måttet overleve mange krige, og vi er her stadig væk. Og det er stadig os, der er her.
Kære venner! Mange mennesker har den opfattelse, at ondskab ikke eksisterer. Men det er ondskab, der ligger bag verdenskrigene. Vi må ikke overgive os til den! Nu er tiden inde til eksorcisme, til at drive djævlene ud. Vi vinder eller de vinder. Der findes ikke nogen tredje udvej – kun en Tredje Verdenskrig. Lad os vise Soros, hvor ungarernes Gud bor.
Mine damer og herrer.
I dag er Ungarn stærkere end på noget tidspunkt i de forløbne hundrede år. En rolig og stærk ø i midten af Europa. Samarbejde indadtil og forsonlighed udadtil. Det er hemmeligheden bag vor succes. Det er grunden til, at vi stadig lever under fredelige forhold i dag. Men det livsvigtige spørgsmål banker allerede på vor dør: Vil vi opgive freden? At give afkald på freden er at dø for Ukraine. Ønsker vi at udgyde ungarsk blod for Ukraine? Nej, vi gør ikke! Vi agter ikke at drage i krig, og vi vil ikke dø for andre på fremmed jord. Dette er sandheden for ungarere. Og nu er det vor opgave, hvis Gud tillader det, at gøre ungarernes sandhed til Europas sandhed.
Kære venner, kære Fredsmarch.
Europa har aldrig oplevet et valg som denne. På valgdagen vil kanonerne larme i et naboland. Store krige kommer ikke ud af ingenting. Økonomiske kriser, mangel på råmaterialer, våbenkapløb, pandemier, falske profeter, attentatforsøg og mørke skyer omkring os. Det er den måde, det starter på. Der har før os levet generationer på denne jord – vore bedsteforældre og oldeforældre – for hvem deres værste mareridt blev til virkelighed. Vi kan se tegnene. Vi kan læse skriften på væggen. Vi ungarere kender krigens natur. Vi ved, at en krig altid ender på en anden måde end den, man forestillede sig fra starten. Det er årsagen til, at millioner af unge europæere ligger i massegravene. Det er årsagen til, at der ikke er europæere nok, og at der ikke er tilstrækkeligt mange europæiske børn. Krige dræber. Èn dør med våben i hånd; én dør under flugt; én dør under et bombardement; én dør i en fangelejr; én dør under en pandemi; én dør af sult; én bliver tortureret ihjel; én bliver voldtaget; èn bliver ført i livsvarigt fangenskab. Gravenes rækker er uendelige. Mødre græder over deres sønner. Kvinder græder over deres mænd. Der går så mange liv tabt. Èn ting ved vi med sikkerhed: De steder, som krigen vandrer igennem, har der ingen flugtmuligheder. Krigen vil indhente dig: Man kan ikke liste sig uden om den; man kan ikke skjule sig for den.
Den eneste modgift mod krig er fred: At holde sig uden for krigen og opretholde Ungarn som en fredens ø. Dét er vor opgave! Og hvis vi ikke ønsker at blive viklet ind i krigens fangarme, må vi standse den: Nu! Denne fred kan ikke vindes med våben. Denne krig kan ikke løses på krigsskuepladsen, hvor man kun finder lig og ødelæggelse. Der må indføres en våbenhvile og der må gennemføres fredsforhandlinger. Men først og fremmest skal Europavalget vindes. Næste uges valg må vindes. Og om en uge fra nu vil vi få forstærkninger fra alle Europas lande, og vi kan derpå opbygge en fredsfremmende koalition i Bruxelles. Til efteråret kan amerikanerne vælge en fredsindstillet præsident, og sammen med dem kan vi opstille en transatlantisk fredskoalition, der dækker hele Vesten. I årets begyndelse udgjorde vi en minoritet, men ved årets udgang vil vi kunne være majoriteten over hele den vestlige verden.
Mine venner, Gud skabte verden på seks dage, og Han fastsatte den syvende dag som en hviledag. Desværre kan vi ikke hvile på den syvende dag (oversætter: Valgdagen er en søndag). Vi må af al kraft blæse i sejrstrompeten. Vi kan kun opnå sejr, hvis vi alle går ud og afgiver vores stemme. Kun for fred! Kun for Fidesz!
Gud over os alle, Ungarn før alt andet! Fremad Ungarn, fremad ungarere!
Talen er oversat fra engelsk af Jens Kristian Bech Pedersen
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)