Af Yves Mamou – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Fatiha Boudjalat er medstifter af den sekulære bevægelse Viv(r)e la République, og hun er en fremtrædende skikkelse inden for anti-islamismen i Frankrig. Hun interviewes jævnligt i tv og radio, og Le Figaro bringer regelmæssigt hendes kronikker. For nylig kritiserede Boudjalat i stærke vendinger den offentligt ansatte islamist Sonia Nour på Facebook, fordi denne havde kaldt den islamistiske tuneser, der myrdede to kvinder i Marseille, for en “martyr”. Boudjalats Facebook-konto blev lukket få uger herefter.
Hun er ikke den eneste, som islamister er gået efter på Facebook. Kunstneren Leila Ourzik bor i Grigny, der er en fortrinsvist muslimsk forstad ikke langt fra Paris. Hun er en muslim, der spiser og drikker offentligt under ramadanen og modsætter sig at bære det islamiske tørklæde. Hun bliver på grund af sin ikke-islamiske opførsel dagligt udsat for fornærmelser og trusler i det offentlige rum, såvel som på de sociale medier. Ourzik er blevet et mål for angreb på Facebook. Islamister har chikaneret hende med fornærmelser og trusler, de har lagt et billede af hende op på en pornoside, og endelig er det lykkedes for dem at foranledige, at hendes konto hos Facebook blev slettet. Hendes Facebook-konto var pludselig og uden varsel lukket. “Ikke én gang, men mange gange”, fortæller hun til Gatestone. Hvorfor? “Jeg ved det ikke; det siger de aldrig. Men en dag er det forbi, og alt er slettet”.
Tandlæge og tidligere politiker Olivier Aron blev fjernet fra Facebook i flere uger. Aron er aktiv i debatter om islam og islamisme. Og han holder sig ikke tilbage. Han modsiger islamister på Facebook. Islamister virker dog ikke interesseret i at debattere. De virker interesseret i at censurere. Mange af dem har ifølge Aron klaget til Facebook. “Jeg antager, at de beskyldte mig for at være racist og islamofob”, sagde Aron. “Der er intimideringer overalt. En mand, som jeg ikke engang kender, fandt frem til mit telefonnummer og alle mine kontaktoplysninger og sendte dem til sine venner”. Det varede ikke længe, inden konsekvenserne meldte sig. Arons tandlægeassistent modtog et skræmmende opkald: “Fortæl Aron, at ‘Kelkal’ snart vil ramme ham”. Kelkal var en algiersk islamistisk terrorist, der var medlem af Den Væbnede Islamiske Gruppe (GIA), og han var ansvarlig for angrebsbølgen i Frankrig i sommeren 1995. For mange radikaliserede muslimer er Kelkal stadig, selv om han blev dræbt af politiet for 20 år siden, prototypen på en “moderne” jihadist.
I foråret blev også historielæreren Michel Renard fra Saint Chamond slettet fra Facebook. “Alle mine posteringer var pludselig – uden nogen varsel, uden nogen mulighed for at tale med nogen – forsvundet”, fortalte han Gatestone. Renard havde lagt posteringer online, der var meget detaljerede analyser om islamisme. “Men”, sagde han, “islamister er meget aktive på Facebook. De fornærmer dig; de truer dig”. På trods af, at Renard nægtede at være “venner” på Facebook med sine elever, “klagede deres forældre til skoleinspektøren…. Der er intimideringer overalt, i det virkelige liv og på Nettet”.
Disse Facebook-brugere ser ud til, lige som snesevis af andre, at være ofre for islamistiske “flokke”. Når disse Facebook-brugeres holdninger og vurderinger opdages, angives brugerne til Facebook som “racister” eller “islamofober”, og deres konti slettes.
Facebook sletter hvert år flere tusind konti i Frankrig. Det ville være interessant at vide, hvor mange af dem, der blev slettet, fordi deres ejermand satte spørgsmålstegn ved islamismen, men det er der ingen, der ved: Facebook kommunikerer aldrig andet end intetsigende standardfraser. Sådanne erklæringer virker tydeligvis til at have til formål at undgå at forklare noget som helst.
Vi ved, at “Facebook har 4.500 ‘indholdsmoderatorer’ og at de for nylig bekendtgjorde planer om at ansætte yderligere 3.000”, ifølge The Guardian. 7.500 moderatorer for mere end to milliarder Facebook-brugere? Det er latterligt.
The Guardian fortsætter: “Der er centre for moderation rundt om i verden, men Facebook nægter at afsløre det nøjagtige antal eller deres beliggenhed”. Man må stille sig spørgsmålet: Udliciterer Facebook indholdsmoderation til underleverandører, og hvis det er tilfældet: til hvem?
I Frankrig konkurrerer tre firmaer tilsyneladende om at være underleverandører af moderation af online indhold: Netino, Concileo og Atchik Services. Disse firmaers “moderator centre” befinder sig almindeligvis i fransktalende lande med billig arbejdskraft: i Nordafrika og Madagaskar. Det svirrer i Frankrig med rygter om, at Facebooks moderatorer befinder sig i fransktalende muslimske lande, såsom Tunesien, Algeriet og Marokko. Facebook har aldrig bekræftet eller benægtet, at de udliciterer deres “moderator”-arbejde til firmaer, der ansætter billig muslimsk arbejdskraft i Nordafrika.
Navnligt muslimske hadetalere breder sig fortsat på Facebook, mens anti-islamister bliver chikaneret og mister deres konti.
Ganske symptomatisk for den fremherskende fornægtelse i de franske medier fortsætter de med at gentage – trods omfattende tegn på det modsatte – at “islamisme er ikke i krig med vestlig kultur”. Som en konsekvens heraf bliver ytringsfriheden i Frankrig nu “modereret” af muslimer i muslimske lande.
Hvis Facebook i stedet udliciterede sit “moderations”-arbejde til firmaer i Frankrig eller Belgien, ville resultatet imidlertid ironisk nok blive det samme. Ekstremistiske muslimer jager i flokke, mens anti-ekstremister hovedsageligt er individuelle. Frankrigs Conseil supérieur de l’audiovisuel, der er det nationale radio- og fjernsynsråd, bliver for eksempel bestormet med protester hver gang den anti-islamistiske journalist Eric Zemmour kommer på skærmen. Zemmour bliver et par gange om året sagsøgt for “racisme” – alene fordi islamistiske organisationer såsom Collectif contre l’islamophobie en France (“Kollektiv mod Islamofobi i Frankrig”, CCIF) har ført kampagner, der opfordrede franske muslimer til at protestere mod Zemmours “islamofobi”. Anvendes samme metode i forbindelse med de sociale medier? Når man tager Facebooks fuldstændige mangel på gennemsigtighed om deres beslutninger i betragtning, er det muligt.
Modangreb mod ulveflokkenes chikanerier er desværre stadig “under konstruktion”.
Ikke nok med, at Facebook censurerer indhold ved hjælp af ukendte “moderatorer”, men firmaet har også udviklet et juridisk svar-team, der håndterer forespørgsler fra politi og sikkerhedstjenester. Antallet af sådanne forespørgsler fra domstole og justitsministeriet er steget fra 3.208 i 2013 til 8.121 i 2016. Ifølgenyhedssiden Le Journal du Net, der beskæftiger sig med aktuelle begivenheder og medier, “slettede Facebook efter regeringsanmodninger 37.990 sider i Frankrig, sammenlignet med 30.126 i Indien, 6.574 i Tyrkiet og kun 85 sider i Rusland” i løbet af 2015.
Var det kun islamistiske og jihadistiske sider, der blev slettet? Hvad blev herudover slettet? Ubekvemme historier? Europæiske regeringer betragter anti-jihadister som et endnu større problem end jihadister.
Facebook udgav i april 2017 en rapport med titlen “Informationsforanstaltninger og Facebook”. Man kan på side 10 læse følgende: “Ser man eksempelvis på Frankrig (per 13. april), gjorde disse forbedringer os for nylig i stand til at handle over for 30.000 falske konti”. De “forbedringer”, som Facebook nævner, er relateret til nye analytiske teknikker, hvorved Facebook kan opdage konti, der udbreder “falske nyheder”. Ikke overraskende var disse “falske” konti særligt aktive under Frankrigs præsidentvalgkamp i foråret 2017.
Det ser ikke ud til, at det store spørgsmål for Facebook og franske embedsmænd er: “Er islamismen i krig mod vores frihed?”, men blot: “Blander Vladimir Putin sig i fransk politik?” Facebook er opmærksomme på dette, for de har ikke råd til at ignorere politikeres anmodninger. I hvert eneste land er Facebooks mange reklameindtægter afhængige af, at de nyder regeringens velvilje.
Det er vigtigt at huske, hvordan Tysklands kansler Angela Merkel i 2015, da migrantkrisen var på sit højeste, pressede Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg til at fjerne flere tusind posteringer mod masseindvandringen fra Facebook. “Arbejder du på det?”, spurgte Merkel på engelsk, hvortil Zuckerberg svarede “bekræftende”.
To år senere er redskaber til kunstig intelligens på vej for at bringe midlertidig fred og ro i regeringerne i bytte for hurtig profit – men ikke fred til folket.
Yves Mamou er forfatter og journalist, bosiddende i Frankrig, hvor han i to årtier arbejdede som journalist for Le Monde.
24NYT modtager IKKE mediestøtte. Klik her og støt med 1,- om dagen
Få avisen leveret gratis på mail
