Fængsel stadig ramt efter lynnedslag

De indsatte bliver nødt til at banke på celledørene i Enner Mark Fængsel. De elektroniske cellekald har nemlig været i stykker siden sommerens lynnedslag.

Sort uheld. Sådan kan man vist kalde det, at Enner Mark Fængsel blev ramt ikke bare én gang, men to gange af lyn i sommer.

Lynnedslagene var så kraftige, at det har udløst en regning på over 10 millioner kroner til nyt udstyr og udgifter til ekstra personale.

Og regningen er ikke gjort op endnu, for selvom det er fem måneder siden, at udstyret blev ødelagt, fungerer elektronikken fortsat ikke.

Der er både problemer med cellekald, nødkald og overfaldsalarmer. Og når cellekald-systemet er nede, kan de indsatte ikke komme i kontakt med personalet på almindelig vis.

Derfor må fængslet ty til andre kommunikationssystemer. Blandt andet det gamle signalsystem: Banke-på-døren.

De indsatte bliver simpelthen nødt til at hamre på celledøren for at komme i kontakt med personalet, når de er låst inde.

Af denne årsag har fængslet i perioder stationeret ekstrapersonale på gangene om natten, så de kan høre, når de indsatte banker.

Millionregning
Fængslet har foreløbigt brugt over to millioner kroner på midlertidige løsninger og ekstra vagter.

Desuden skal fængslet bruge otte millioner kroner til helt ny teknik.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)