Fejl og mangler… og fascisme

I USA har journaliststanden for en stor dels vedkommende kastet al skam og alle etiske principper overbord ved at agere Demokraternes forlængede arm: En kritisk fjerde statsmagt, fair og afbalanceret…? Not so much.

Politiken lagde i sidste uge (d. 31. okt.) spalteplads til en kulørt og klichéfyldt kronik, der i patetiske vendinger postulerede fascismens fremgang i USA – naturligvis forårsaget af… Trump.

Allerede i kronikkens underrubrik afslører Mikkel Bolt, der til dagligt huserer på KU i egenskab af professor i politisk æstetik, at også han lider af TDS, Trump Derangement Syndrom (et had til den siddende præsident, og så stort, at det svækker vedkommendes dømmekraft): Ifølge Bolt er Trump en ubegavet løgnhals – og så altså… fascist, mere præcist senfascist, bl.a. fordi præsidenten så sig nødsaget til at reagere på den omfattende vandalisering af føderale bygninger og statuer i Portland, på et tidspunkt hvor byen var i total opløsning og det lokale, demokratiske bystyre så passivt til.

Professoren ser fuldstændigt bort fra, at de i udgangspunktet fredelige protester i kølvandet på George Floyds tragiske og skæbnesvangre død, hurtigt udartede til vanvittige voldsorgier – ikke mindst rettet mod politifolk – plyndringer og brandstiftelser af bl.a. lokale forretningsdrivendes butikker.

Der findes en omfattende videodokumentation af denne hærgen, der dog kun i begrænset omfang fandt vej til de amerikanske mainstream-medier (og vores egne!), højst sandsynligt fordi den på kompromitterende vis udstillede den radikaliserede flanke af det demokratiske partis vælgersegment.

I kronikken udtrykker Mikkel Bolt indirekte en form for retfærdiggørelse af denne destruktive Cancel Culture, idet de væltede statuer af bl.a. Christoffer Columbus, Robert E. Lee og Andrew Jackson med Bolts ord ”glorificerer racistisk kolonialisme”.

Hvad angår Trump er vi de sidste fire år af medier og nominelt intellektuelle blevet tudet ørerne fulde af narrativet om ham som en genopstanden Mussolini eller Hitler, og det har været en daglig udfordring at lukke ørerne for propagandaen og dæmoniseringen og søge sin viden fra andre kilder for at få de rette proportioner på væsentlige emner.

Enhver vil vide, at den uprøvede og kontroversielle politiker selv har bidraget til underholdningen og kritikken, bl.a. ved sin storskrydende adfærd, en del af sine tweets og halve vinde, der af medierne ironisk nok konsekvent bliver kategoriseret som løgn: dette hidrører imidlertid Trumps person – ikke hans reelle politiske tiltag og de mange resultater, han har opnået på blot fire år. Sidstnævnte omtales sjældent. Helst aldrig. Og så vidner de ikke om fascisme. Tværtimod.

Alt mens Trumps politiske opponenter forsøgte først et kup imod ham, siden en rigsretssag, og medierne kørte en 24/7- Fake News-kampagne om russernes indblanding og hjælp til hans valgsejr, der så netop viste sig at være løgn fra ende til anden, brugte Trump tiden på at afregulere et forvokset bureaukrati i USA, at fjerne magt fra Washington og bringe det tilbage til delstaterne, sikre skattelettelser og jobs til mange af dem, der var hårdest ramt af globalisering og udflytning af arbejdspladser. Det lyder ikke specielt totalitært; ligesom hans bestræbelse på at stække de stivnede og magtfulde Teachers Unions til fordel for at bringe ansvaret tilbage til den enkelte skole, sikre større konkurrence uddannelsesstederne imellem samt friheden for forældre til skolevalg heller ikke lyder specielt betændt.

Eksemplerne på fascistiske tendenser i Guds eget land – på overtrædelse af amerikanernes 1. Amendment og på en slimet alliance mellem medier og politikere – er legio, desværre; og således nogle andre end dem, Mikkel Bolt kan få øje på:

Det mest aktuelle er Tech-giganten, Twitters blokering af New York Posts artikel om Joe Bidens søn, Hunters tvivlsomme forretninger med både Ukraine og Kina. Ifølge avisen – og Hunters egen computer – omfatter disse forretninger tilsyneladende aftaler om markante pengeoverførsler til både far og søn. Demokraterne, der frygtede for, at sagen i valgkampens slutspurt ville spænde ben for Joe Bidens forsøg på at blive USA’s 46. præsident, rykkede straks ud med påstanden om en russisk smædekampagne. CNN, MSNBC og de fleste andre stationer bar ved til løgnen, og Twitter kom dem alle til undsætning ved simpelthen at censurere både New York Post, artiklen og alle, der linkede til den.

I skrivende stund er Trump efter al sandsynlighed snart fortid som præsident i USA.

Det har været en stormfuld periode i mere end en forstand, men trods alle fejl og mangler – og til stor ærgrelse for hans argeste kritikere – vil Trump indskrive sig som en stor præsident.