Fem personer fra bandemiljøet anholdt

Københavns Politi har i går anholdt fire mænd og en kvinde i en sag om såkaldte hvide bude.

Særlig Efterforskning Øst, der hører under Københavns Politi, slog i går kl. 10 til mod flere adresser og anholdt i alt fem personer.

Der er tale om en kvinde på 22 år og fire mænd i alderen fra 21-24 år, der alle er en del af eller har tilknytning til det københavnske bandemiljø.

Anholdelserne sker på baggrund af en længere efterforskning. Den ene af de anholdte, en 23-årig mand, blev anholdt i Vestre fængsel, hvor han siden august 2020 har afsonet en dom på 7,5 års fængsel for handel med narkotika. Efter politiets opfattelse er det under afsoningen lykkedes ham at fastholde en delvis styrende rolle i netværket af såkaldte hvide bude, der på bestilling fragter stoffer ud til køberne.

De anholdte personer sigtes indledningsvis for, i en periode siden sommeren 2020 til januar 2021, at have distribueret op til 4 kg kokain.

»Der er åbenlyst tale om meget alvorlige sigtelser mod relativt unge mennesker, men det er desværre ikke noget særsyn, at det københavnske bandemiljø skaffer sig penge ved at distribuere hård narkotika ved netop at agere som såkaldte hvide bude,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra Særlig Efterforskning Øst.

I forbindelse med anholdelsesaktionen blev der ransaget ti forskellige steder på Københavns Vestegn, på Midtsjælland og i København. Der blev fundet og beslaglagt narkotika i mindre mængde samt et større kontantbeløb.

Der forestår yderligere efterforskning i sagen, og det kan ikke udelukkes, at sigtelsen vil blive udvidet, eller at der vil ske yderligere anholdelser.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)