Feministisk tavshed: Hamas’ seksuelle vold

I november 2023 skrev den britiske, prisvindende forfatter Carol Ann Duffy digtet “Vi ser jer”, der hylder kvindelige fodboldspilleres triumfer. Kvinders succes i traditionelle mandesportsgrene er bestemt noget at fejre. En prisvindende forfatters opgave er ikke desto mindre også at afspejle dybe aktuelle problemstillinger, der påvirker nationen. Duffy er en dedikeret feminist, kønsaktivist og fortaler for de undertrykte, men hun har endnu ikke adresseret det aktuelt mest skelsættende problem i forhold til kvinders levevilkår: Hamas-morderes forfærdelige og systemiske, kønsbaserede vold mod uskyldige israelske piger og kvinder, hvoraf mange blev voldtaget til døde, mishandlet, tortureret, massakreret og fik deres kønsorganer skåret af den 7. oktober 2023. Hun kan måske stadig kommentere eller skrive et følelsesladet digt, måske ikke.

Af Nils A. Haug, Gatestone

For alle kvindesagsforkæmpere, særligt inden for seksuelle overgreb, burde den aktuelt vigtigste bekymring være den terror, som Hamas begik i Israel den 7. oktober mod forsvarsløse piger og kvinder i alle aldre med seksuelle perversiteter, tortur og drab.

Fredselskere og dem, der holder fast i mennelivets ukrænkelighed, har en moralsk pligt til at protestere mod uretfærdigheder. Dette gælder især ved voldsforbrydelser mod forsvarsløse. Man må derfor forvente, at kvinderettighedsgrupper protesterer på vegne af kvinder inden for alle etniske og religiøse kategorier. Denne tilgang blev ratificeret af modtageren af Nobels fredspris, Eli Wiesel, i hans takketale i 1986:

“Vi bør altid vælge side. Neutralitet hjælper undertrykkeren, men aldrig offeret. Tavshed opmuntrer bødlen, men aldrig den pinte.”

Ærkebiskop Charles Chaput har udtalt, at “det, at tolerere dyb ondskab i et samfund, i sig selv er en form for dyb ondskab”.

I det store og hele er borgere i mange lande vrede over manglen på bred fordømmelse af Hamas’ terrorgruppers bevidst begåede uhyrligheder mod sårbare piger og kvinder i alle aldre, fra spædbørn til gamle, den 7. oktober. Særligt chokerende er postmoderne, vestlige feministers ringe fordømmelse. USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, offentliggjorde ganske rosværdigt straks en erklæring om, at Hamas’ vold mod israelske kvinder “overgik alt, hvad jeg nogensinde har set”. Med en indirekte henvisning til Wiesels princip spurgte Blinken, “hvorfor lande, ledere og internationale organisationer var så længe om at rette deres opmærksomhed mod dette”. Blinken overser dog den slutning, at Bidens regerings promovering af venstreorienterede, nymarxister og identitetskonstruktivister, især radikale feminister, kunne være en relevant faktor.

Det blev i november 2023 meddelt, at FN’s særlige rapportør vedrørende vold mod piger og kvinder, Reem Alsalem, på trods af overvældende beviser for det modsatte påstod, at beviserne mod Hamas “‘ikke var solide’ nok til at berettige en erklæring” – hvortil Londons Kommissær for Ofre, Claire Waxman, svarede:

“Hvordan kan vi tale om at gøre en ende på vold mod piger og kvinder, hvis vi stiltiende mener, at det er acceptabelt at voldtage jødiske piger og kvinder?”

Sagens kerne er et udbredt hykleri, der tilsyneladende stammer fra en fremherskende antisemitisme iblandet antizionisme og ekstrem feministisk kønsideologi.

De følgende tilfælde viser tydeligt visse kvindegruppers fordomme i forhold til jødiske og israelske ofre for seksualforbrydelser under begivenhederne den 7. oktober:

• I to måneder efter terrorangrebene den 7. oktober nægtede repræsentanter for UN Women (FN’s Agentur for Ligestilling og Styrkelsen af Kvinders Position) at mødes med israelske kvindegrupper på trods af agenturets lovprisende slagord om “en global forkæmper for piger og kvinder” og kvinders “ret til at leve uden vold”.
• I løbet af de sidste dage i november 2023 udsendte kvinderettighedsgruppen UN Women endelig er erklæring, der kritiserede de “utallige tilfælde af kønsbaserede uhyrligheder og seksualforbrydelser”, som Hamas begik den 7. oktober. Erklæringen blev offentliggjort næsten otte lange uger efter begivenhederne og skyldes uden tvivl udelukkende pres fra berørte menneskerettighedsgrupper. En kritiker af UN Women beklagede deres tavshed om sagen: “Det ser ud, som om de glemte, at de kæmper for alle kvinder; og hvis de ikke kæmper for alle kvinder, så kæmper de ikke for nogen.”
• Den 20. november hævdede Miriam Schler, der er direktør for et krisecenter i Tel Aviv, at internationale kvinderettighedsgrupper stort set er tavse og “slår knude på sig selv for at retfærdiggøre uhyrligheder og bortforklare voldtægt”.
• Samantha Pearson, der er direktør for Alberta Universitets Center for Seksualforbrydelser, “underskrev et åbent brev, der benægter, at kvinder blev voldtaget af Hamas-terrorister”. Hun blev senere afskediget.
• Storbritanniens Sisters Uncut påstod, at påstande om seksuelle overgreb mod israelske kvinder den 7. oktober var “islamofobiske og en racistisk bevæbning af seksualforbrydelser”.
• Den amerikanske National Women’s Studies Association fordømmer generelt kønsbaseret vold i krig, men de nævner ikke seksualforbrydelserne mod israelske kvinder.
• Typisk for mange prominente feminister tøvede Pramila Jayapal, der er medlem af Repræsentanternes Hus i USA (D-WA) og menneskerettighedsforkæmper, “med at fordømme Hamas’ terroristiske voldtægter af israelske kvinder”, da hun den 3. december blev interviewet på CNN. Hun nægtede at komme med en ubetinget afstandtagen fra Hamas’ handlinger.
• En måned efter begivenhederne den 7. oktober markerede FN den internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder. Ved diverse tilknyttede “konferencer, rundbordssamtaler og begivenheder” blev der ikke udtrykt ét “ord mod de forfærdelige handlinger, der for ganske nylig var blevet begået på israelsk jord, og de skulle virkelig skamme sig”, udtalte den berørte demonstrant Granot-Lubaton i New York. Der blev ikke vedtaget nogen resolution til fordømmelse af Hamas’ massevoldtægter og seksualforbrydelser mod uskyldige israelske piger og kvinder.
• På trods af, at Læger for Menneskerettigheder den 13. oktober 2023 udsendte en erklæring til den brede offentlighed om tilfælde af voldtægter og tortur af piger og kvinder i alle aldre den 7. oktober, forblev FN og kvinderettighedsgrupper hovedsageligt tavse om emnet.
• FN indkaldte i begyndelsen af december 2023, efter israelsk insisteren, til møde i New York for at efterforske Hamas’ seksualforbrydelser. Over for en stor modstand talte den tidligere administrerende direktør for Facebook, Sheryl Sandberg, sammen med demokraternes senator Kirsten Gillibrand til forsamlingen. Sandberg sagde: “Hvis vi ikke kan enes om, at voldtægt er forkert, så har vi accepteret det uacceptable.” Hendes kollega, senator Gillibrand, gav udtryk for, at hun “var lamslået”, da hun så, “hvor mange kvinderettighedsorganisationer, der valgte at forblive tavse.”
• Det var først den 4. marts 2024, omkring fem måneder efter den 7. oktober, at FN sammenfattede en rapport, der anerkendte “klar og overbevisende information om seksualforbrydelser, herunder voldtægt, seksualiseret tortur; grusom, umenneskelig og fornedrende behandling”. Ganske forudsigeligt hævdede FN på baggrund at interviews i palæstinensisk besatte områder på Vestbredden, at IDF begik “grusomme, umenneskelige og fornedrende” handlinger, såsom “seksualforbrydelser i form af kropsvisiteringer og trusler om voldtægt”. Det menes, at beskyldningen stammer fra Richard Falk, der er konspirationsteoretiker og stærkt antisemitisk, via hans fond Euro-Med Monitor. Den jordanske FN-rapportør Alsalem hævder, at anklagerne mod de israelske styrker er “rimeligt troværdige”, men han nægter at afsløre kilden. Der er reelt ikke blevet offentliggjort nogen troværdige eller beviste tilfælde af en sådan opførsel fra Israels styrker i Gaza siden den 7. oktober.
• Trods rapporten har FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, ikke indkaldt til noget møde i Sikkerhedsrådet “for at erklære Hamas for en terrorgruppe og indføre sanktioner mod deres tilhængere”. Udenrigsminister Israel Katz kritiserede, at Israel ikke havde hørt “ét ord” fra Guterres om de seksualforbrydelser, som Hamas har begået.
• Den 6. marts 2024 påpegede den tidligere rådgiver for præsident Trump, Jared Kushner, progressive feministers hykleri hvad angår jøder og Israel: “Da kvinder blev brutalt voldtaget den 7. oktober, forholdt de fleste liberale kvindegrupper i USA sig tavst”. Kushner understregede herpå kønsideologers irrationalitet og antisemitisme: “Organisationer, der kæmper for LGBT-rettigheder, fordømte landet, der tillader frihed, og demonstrerer for en terrororganisation, der straffer homoseksuelle med døden”.
• Den 27. november 2023 foreslog den tidligere italienske parlamentariker Fiamma Nirenstein, at den primære årsag til feministers tavshed – og fraværet af demonstrationer arrangeret af feminister imod Hamas’ seksualforbrydelser – er rent jødehad.
• Hamas’ djævelske holdning til seksuel terror blev yderligere udstillet den 6. marts 2024, da talsmanden Osama Hamdan benægtede de seksuelle overgreb mod uskyldige piger og kvinder den 7. oktober. “[D]e kvinder, der skrev det, burde fyres”, sagde han, hvorefter han påstod, at en af dem undergik en kosmetisk operation, fordi hun mente, at grunden til, at hun ikke var blevet udsat for overgreb, var, at hun ikke var køn nok”.

Som forventet gør radikale feministiske grupper oprør mod kritikken af fraværet af en kategorisk fordømmelse af Hamas’ seksuelle overgreb fra deres side. En anonym gruppes artikel den 29. februar 2024 i Portside Magazine projicerer skylden over på Israel:

“Israels nuværende kampagne for at miskreditere feminister – især feminister af anden etnisk herkomst, arabiske feminister og jødiske, antizionistiske feminister – og andre, der er kritiske over for landets dødbringende offensiv mod palæstinensere, er fornærmende og uærlig, men det er ikke noget nyt.”

De skrev ikke et eneste fordømmende ord om Hamas’ brug af systematisk voldtægt og lemlæstelse som terrormiddel.

I bestræbelserne på at opnå en påstået social retfærdighed opfatter nutidige radikale feminister tilsyneladende vigtige emner som etnicitet og køn ud fra et perspektiv om “kritisk raceteori“. I forhold til etnicitet påstår socialrevolutionære, at man i den vestlige kultur systematisk er forudindtaget imod minoriteter. Feministerne er imidlertid selv forudindtagede imod jøder. Typisk marxistisk revolutionspolitik dikterer, at den undertrykte klasse, “arbejderne”, burde omstyrte magthaverne, “industrimagnaterne”, der kontrollerer dem. For feminister gælder de samme principper inden for kønsrelaterede emner. Jævnfør deres solipsisme er det nødvendigt med et nulstillet og angiveligt mere egalitært samfund, hvorved en intolerant form for social retfærdighed rodfæstes.

Marxistisk klassedualistisk teori, som er grundlaget for identitetspolitik, giver tilsyneladende sine tilhængere et ideologisk grundlag for at betragte palæstinensere som en undertrykt klasse. Doktrinen kan muligvis forklare, hvorfor palæstinensiske kvinder, der ofte kender alt for godt til voldsforbrydelser imod kvinder, demonstrerede højrøstet den 13. marts i Hebron til støtte for Hamas’ angreb mod israelske piger og kvinder. Disse palæstinensiske feminister identificerer sig tilsyneladende med Hamas som sociale befriere uanset den terror, der begås mod uskyldige piger og kvinder, og de forstår måske deres egen rolle i konflikten som en vigtig del af solidariteten med stammen. Ikke desto mindre kan alle bevidne deres skadefryd – deres glæde over seksualforbrydelser begået mod piger og kvinder af en anden tro.

Ved offentligt at stille sig på terroristernes side fortsætter disse palæstinensiske kvinder, der muligvis har en pligtfølelse over for deres samfund, med at opfostre indoktrinerede børn og forme dem til en fremtid med had og vold.

Advokaten Erika Bachiochi, der er kritisk over for postmoderne feminisme, bemærker, at de “stærke moralske principper”, som tidligere feministiske bevægelser “anvendte for at fremsætte en rimelig kritik”, ikke længere eksisterer. I stedet, fortæller hun, er nutidige, woke feministers mål “berøvet et ædelt formål og i sidste ende farligt.”

Historikeren Paul Johnson har også kritiseret ideologiens generelle forrang:

“Vi skal frem for alt altid huske det, som intellektuelle normalt glemmer: at mennesker betyder mere end koncepter og skal komme i første række. Den værste form for voldsherredømme er ideernes hjerteløse tyranni.”

Tidlige kvindefrigørelsesbevægelser, der var forløbere for vore dages feministiske aktivisme, blev grundlagt for at proklamere kvinders ret til ligestilling. Radikal feminisme, som et snævert udtryk af den originale bevægelse, fejler spektakulært ved sin manglende eksemplificering af samfundets moral og etiske forskrifter. Dens fortalere forekommer at prioritere narcissistiske, egocentriske identitetsideologier over den individuelle kvindes ukrænkelighed, værdighed og ontologiske sikkerhed. De harmes over visse kategorier af andre kvinder, især dem, der ikke støtter kønsideologi, såsom kvinder, der hylder kønsforskelle; kvinder, der har høje tanker om kernefamilien og deres vigtige rolle i at sørge for den; kvinder, der forstår, at civilisationen er grundlagt på hustruers, mødres og familiers afgørende roller; og kvinder, der hylder deres kvindelighed.

Idet disse feminister finder deres ideologiske ophav inden for kulturmarxismen, ser de ud til at favorisere de svage i samfundet, hvilket sandsynligvis er måden, hvorpå de ser sig selv. De hylder sejr over det undertrykkende etablissement, og det uanset om det drejer sig om Hamas eller en hvilken som helst anden revolutionær gruppes sejr. Revolutionære bevægelser, der resulterer i en omarrangering af kulturens systemiske forudindtagethed imod nogle minoritetsgrupper – men ikke andre – og som angiveligt er essentielle for at opnå lighed og social retfærdighed, bør i deres optik hyldes.

Den radikale feministiske ideologi rettes mod alle vestlige samfund, hvorved de religiøse forskrifter, der ligger til grund for samfundets værdier, bliver et primært mål for ødelæggelse. Dette gælder navnlig imod det jødiske folk, der er vogtere af fundamentale værdier og leverandører af pålidelige fakta, hvilket er en egenskab, som mange kan finde ubekvem. Som i alle tilfælde, hvor man søger at udrydde jøderne og deres forfædres hjemland, handler det afgørende spørgsmål om tro, land og historiske beviser. Alle revolutionære bevægelsers eksklusive ret til legitimitet og påstande om at agere for retfærdighed, frihed og økonomiske muligheder – som Lenins Rusland, Maos Kina, Castros Cuba eller Chavez og Maduros Venezuela, der gjorde deres folk fattige – gør jødedommen til et afgørende mål.

Hvad kan man ellers sige om disse “befriere af verdens kvinder”, disse forkæmpere for kvinderettigheder, disse angivelige modstandere af kønsbaseret vold, disse højrøstede feminister, der angiveligt efterstræber social retfærdighed, og selverklærede fortalere for “alle kvinders søsterskab”; tja, “Vi ser jer”, og jeres tavshed chokerer alle, der rent faktisk kerer sig om reel retfærdighed.

Nils A. Haug er forfatter og skribent. Han er dommer og medlem af International Bar Association, the National Association of Scholars, the Academy of Philosophy and Letters. Efter at han har trukket sig tilbage som jurist, er hans interesseområde politisk teori i forbindelse med aktuelle begivenheder. Han har en Ph.d. i apologetisk teologi. Haug er forfatter til Politics, Law, and Disorder in the Garden of Eden – the Quest for Identity og Enemies of the Innocent – Life, Truth, and Meaning in a Dark Age. Hans arbejder er blevet offentliggjort i First Things, The American Mind, Quadrant, Minding the Campus og Gatestone Institute.