Flere affyrede skud ved Vollsmose fører til visitationszone i Odense

politibil vesntre side

Fyns Politi meddeler, at der oprettes visitationszone i Odense gældende til onsdag den 6. februar 2019 klokken 12.00.

Visitationszonen oprettes efter der torsdag omkring klokken 14 blev afgivet flere skud ved Bøgeparken i Vollsmose. Ingen mennesker blev ramt, men politiet fandt flere patronhylstre på stedet. Politiet mener, der er tale om et igangværende internt opgør mellem lokale grupper i området. Beslutningen om at indføre visitationszonen skal sikre ro, orden og tryghed i Vollsmose og i Odense by som helhed.

 

”Besiddelse og anvendelse af våben i det offentlige rum er helt uacceptabelt og kan indebære fare for borgernes liv, helbred og velfærd. Med oprettelse af en visitationszone ønsker politiet et sende klart signal om, at den adfærd vil der blive slået hårdt ned på”, siger vicepolitiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

 

Tryghedsskabende indsats

Politiet har siden skudepisoden torsdag været i gang med en tryghedsskabende indsats i Vollsmose. Det har betydet mere synligt politi end sædvanligt. Politiet vil fortsat have fokus på at særligt borgerne i området, hvor skuddene blev afgivet, kan føle sig trygge.

LÆS OGSÅ:  Politiet beder om hjælp: Tre unge syge efter indtagelse af ukendt narkotika

 

”Der skal ikke herske tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at borgerne kan føle sige trygge. Derfor arbejder vi også på højtryk for at finde den eller de personer, der stod bag gårsdagens skyderi, siger Christian Rasmussen.

 

Ved du noget – så kontakt politiet

Politiet opfordrer alle, der måtte have informationer i sagen til at kontakte politiet på telefon 114. Politiet anholdt torsdag en 23-årig mand i forbindelse med skudepisoden. Han er løsladt igen efter endt afhøring.
Det er politidirektøren i politikredsen, der træffer beslutningen om at oprette en visitationszone.

 

Politidirektør Arne Gram meddeler:

Som følge af det nævnte skyderi frygter Fyns Politi, at det kan komme til yderligere voldelige konfrontationer mellem medlemmer af grupperingerne under anvendelse af våben, da det ovenstående har godtgjort, at konflikten er blusset op på det seneste. Besiddelse og anvendelse af våben i det offentlige rum er helt uacceptabelt og kan indebære fare for borgernes liv, helbred eller velfærd.

LÆS OGSÅ:  Foto: Udlænding efterlyses for drabsforsøg

Jeg har derfor besluttet, at der inden for den nedenstående afgrænsning oprettes en visitationszone i medfør af politilovens § 6 fra den 25. januar 2019 klokken 16.00 til den 6. februar 2019 klokken 12.00.

Der henvises til det vedlagte kort med det nærmere geografiske område, der i øvrigt er afgrænset indenfor følgende:

Nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Lindved Å til Nyborgvej, mod syd Nyborgvej og Munkerisvej til Ørbækvej og mod vest Ørbækvej og Ejbygade til nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen.

 

Baggrunden for den geografiske udstrækning er, at de implicerede grupperinger er særdeles mobile og hele tiden flytter sig. På den anden side er der lagt vægt på, at det i indledningen nævnte skyderi er foregået i Vollsmose. Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendte aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område.

LÆS OGSÅ:  Fire anholdt for at udeblive fra session

Visitationszonen udløber den 6. februar 2019 kl. 12.00. Der vil være mulighed for forlængelse. Visitationszonen gælder alle periodens dage og 24 timer i døgnet.

Politiet vil i perioden have særlig fokus på den tryghedsskabende patruljering i disse områder.

Kommentarer