Flere anholdt efter røveri, trusler og afpresning mod ung mand

Svinninge, Holbæk

Onsdag aften blev fire unge og en 43-årig mand anholdt og sigtet for røveri, trusler og afpresning. Sagen startede tirsdag middag, hvor en 16-årig ung mand fra Holbæk kommune blev opsøgt omkring en skole i Svinninge af flere af de sigtede mænd. Her blev han truet på livet med en pistollignende genstand til at aflevere sit ur. Motivet til røveriet er formentlig en strid vedr. nogle stjålne puffbars.

De fem anholdte mænd er desuden sigtet for i perioden mellem tirsdag aften og onsdag aften at have truet, afpresset og uddelt dummebøder til den 16-årige og hans tre jævnaldrende kammerater i relation til samme strid.

De fem mistænkte blev anholdt ved 22-tiden onsdag aften, da de var på vej til at opsøge den 16-årige i hans hjem. En 16-årig, en 17-årig, en 19-årig og en 43-årig fra Kalundborg Kommune, og en 19-årig fra Lejre kommune blev anholdt og taget med til stationen til afhøring.

Politiet ransagede de mistænktes køretøjer og hjem, hvor det ur som blev frarøvet den 16-årige blev fundet. Der blev desuden fundet en peberspray, men ingen pistollignende genstande blev fundet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)