FN-medlemslande: Migration er en menneskerettighed

En ny FN-aftale, som næsten alle medlemslandene planlægger at underskrive i december, udbreder den radikale idé, at migration – uanset årsagen – er noget, der skal fremmes, faciliteres og beskyttes. Billedet: Migranter går gennem marker mod en opsamlingslejr i landsbyen Dobova i Slovenien den 26. oktober 2015. (Foto: Jeff J Mitchell/Getty Images)

FN’s medlemslande forventes ikke kun at åbne deres grænser for hele verdens migranter; de skal også hjælpe dem med at vælge deres fremtidige land ved at give dem udførlig information om hvert enkelt land, som de måtte ønske at bosætte sig i.

Af Judith Bergman –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

FN gør i en ikke-bindende aftale, som næsten alle FN-medlemslande vil underskrive ved en ceremoni i Marokko i begyndelsen af december, migration til en menneskerettighed.

Aftalens endelige tekst: Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration sætter, selvom den officielt ikke er bindende, “eftertrykkeligt migration på den globale dagsorden. Det vil blive en rettesnor for de kommende år og medføre reelle forandringer…”, siger Jürg Lauber, der er Schweiz’ repræsentant i FN – der stod i spidsen for udarbejdelsen af aftalen sammen med Mexicos repræsentant.

Umiddelbart er det selvfølgelig ironisk, at få lande har så strenge adgangskrav som Schweiz. Hvis man ønsker at opholde sig i landet i mere end tre måneder, skal man ikke alene have en “opholdstilladelse“, men “I bestræbelserne på at begrænse indvandringen fra ikke-EU/EFTA-lande indfører de schweiziske myndigheder årlige begrænsninger på antallet af tildelte opholds- og arbejdstilladelser til udlændinge.”

De svært opnåelige opholdstilladelser er ikke overraskende blevet en indtægtskilde, når “rige udlændinge ‘køber’ sig til en schweizisk bopæl.”

I FN-aftalen står der derimod:

“Flygtninge og migranter har ret til de samme universelle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der skal respekteres, beskyttes og overholdes til alle tider.” (Præambel, afsnit 4)

Det kan ikke understreges nok, at denne aftale ikke handler om flygtninge, der flygter fra forfølgelse, eller deres ret til beskyttelse i henhold til international lov. Aftalen udbreder i stedet den radikale idé, at migration – uanset årsagen – er noget, der skal fremmes, faciliteres og beskyttes. Det forventes, at aftalen underskrives af næsten alle FN-medlemslandene, bortset fra USA, Østrig, Australien, Kroatien, Ungarn og muligvis også Tjekkiet og Polen.

FN benægter, at migration bliver gjort til en menneskerettighed. “Spørgsmålet om, hvorvidt dette er en uheldig måde at begynde at promovere en ‘menneskeret til at udvandre’, passer ikke. Det står ikke i teksten; der er intet skummelt projekt om at fremme det”, sagde FN’s særlige repræsentant for international migration Louise Arbour fornylig.

FN har ingen interesse i at indrømme, at deres aftale fremmer migration som en menneskerettighed; Indtil for nylig var der ikke megen debat om det. Ved en større debat risikerer hele projektet at blive bragt i fare. Aftalens ordlyd efterlader dog ikke megen tvivl om, som det dokumenteres nedenfor, at med underskrivelse af aftalen bliver migration faktisk en menneskeret.

Aftalen er inddelt i 23 målsætninger, som underskriverne åbenbart ønsker at arbejde hen imod. I målsætning nummer tre forestiller man sig for eksempel at fremme og muliggøre migration gennem anvendelse af flere metoder. De underskrivende lande forpligter sig til:

“At lancere og offentliggøre en centraliseret og offentligt tilgængelig national internetside, hvor man kan læse om mulighederne for lovlig migration, såsom landespecifikke indvandringslove og politikker, visakrav, ansøgningsformaliteter, afgifter og konverteringskriterier, krav til arbejdstilladelser, arbejdsmæssige kvalifikationskrav, evaluering af eksamensbeviser og deres ækvivalenser, oplæring og studiemuligheder, leveomkostninger og leveforhold, for at give migranter et informeret grundlag at træffe beslutninger udfra.”

Landene forventes med andre ord ikke blot at åbne deres grænser for hele verdens migranter; de skal også hjælpe dem med at udvælge deres fremtidige land ved at give dem udførlig information om hvert enkelt land, som de måtte ønske at bosætte sig i.

For at støtte en øget migration forestiller man sig desuden et højt serviceniveau. Landene opfordres til at:

“Etablere åbne og tilgængelige informationscentre langs relevante migrationsruter, hvor migranter kan henvises til børnevenlig og kønsspecifik støtte og rådgivning, tilbydes mulighed for at kommunikere med konsulære repræsentanter for oprindelseslandet og have relevant information tilgængelig i et sprog, som den pågældende person forstår – blandt andet om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, relevant beskyttelse og hjælp, muligheder og veje til lovlig migration og muligheder for at tage hjem.”

Når migranterne først er ankommet til deres valgte destination, forpligter de underskrivende lande sig til at:

“Forsyne nytilkomne indvandrere med målrettet, kønsspecifik, børnevenlig, tilgængelig og fyldestgørende information og juridisk rådgivning om deres rettigheder og forpligtelser, heriblandt om overholdelse af national og lokal lovgivning, opnåelse af arbejds- og opholdstilladelser, statustilpasninger, registrering hos myndighederne, adgang til at gå rettens vej og klage over brud på rettigheder, såvel som adgang til basale ydelser.”

Migranterne er åbenbart borgere i en ny verden, i hvilken alle lande skal træde til og hjælpe enhver, der har valgt at rejse og bosætte sig dér, uanset årsagen. Grænser eksisterer nok i teorien, men FN – bestående af næsten alle verdens regeringer – arbejder hårdt på at få dem til at forsvinde i praksis.

Migranterne skal ifølge aftalen også “styrkes til at opleve fuld integration og social samhørighed” i deres nye lande (målsætning nr. 16). Det betyder blandt andet, at landene skal:

“Fremme gensidig respekt for kulturer, traditioner og vaner hos destinationssamfundene og hos migranterne ved at udveksle og implementere den bedste praksis for integrationspolitik, programmer og aktiviteter, heriblandt måder at fremme accept af mangfoldighed og lette social samhørighed og integration.”

Alle kulturer er ligestillede og skal respekteres lige meget. Det betyder formentlig, at eksempelvis traditionen for kønslemlæstelse, som næsten alle somaliske kvinder oplever i Somalia, skal være anerkendelsesværdig i Storbritannien og Frankrig og fortjene “gensidig respekt” på samme måde, som den ville i Somalia.

Aftalen fortsætter med sin opremsning af det arbejde, som landene skal iværksætte for at tage imod indvandrere. “Nationale … politiske målsætninger om integration af indvandrere i samfundet, herunder arbejdsmarkedsintegration, familiesammenføring, uddannelse, ligebehandling og sundhed”, skal udvikles. Værtslandet skal desuden lette “adgang til anstændigt arbejde og ansættelse, som de er bedst kvalificeret til, i overensstemmelse med det lokale og nationale arbejdsmarkeds efterspørgsel og udbud af kvalificeret arbejdskraft.”

Nytilkomne indvandrere i for eksempel Europa skal med andre ord have den samme, eller i det mindste lignende, ret til uddannelse, arbejdsmarkedet og sundhedsvæsenet, som europæerne, der har arbejdet hårdt og betalt skat i et halvt århundrede for at få adgang til de selvsamme ting. Europæerne vil selvfølgelig skulle betale for alt dette af deres egne skattepenge.

Aftalens forfattere forventer tydeligvis ikke, at det glider let ned hos deres befolkninger. En aftale om at lette masseindvandringen til især vestlige lande fra resten af verden (der er ingen nævneværdig migration den modsatte vej), kan vise sig at være noget i overkanten for folk i Vesten. Aftalen giver derfor tydeligt udtryk for, at uenighed med dagsordenen ikke vil blive accepteret, og at de underskrivende lande vil arbejde for at mane “vildledende fortællinger, der skaber et negativt indtryk af indvandrere”, i jorden.

For at kunne opfylde denne målsætning skal de underskrivende lande først forpligte sig til at:

“Fremme uafhængig, objektiv kvalitetsjournalistik i medierne, herunder internet-baseret information, blandt andet ved at bevidstgøre og uddanne mediefolk vedrørende indvandringsrelaterede emner og terminologi, investere i etiske rapporteringsstandarder og annoncering, og standse uddeling af offentlige midler eller materiel støtte til medier, der systematisk fremmer intoelrance, fremmedfjendskhed, racisme og andre former for diskrimination over for indvandrere, i fuld respekt for pressefriheden.” (målsætning nr. 17)

Det er Orwell på steroider. Næsten alle FN-medlemslande vil underskrive en aftale, der siger, at medier, der er uenige med regeringspolitikken, ikke vil kunne få offentlige midler? Aftalen hævder oven i købet, underligt nok, at det er skrevet “i fuld respekt for pressefriheden”, som om det ville kunne få nogen til at tro på det.

For det andet forpligter de underskrivende lande sig til at:

“… udrydde alle former for diskrimination, fordømme og imødegå udtryk, handlinger og tegn på racisme, racediskrimination, vold, fremmedfjendskhed og relateret intolerance mod alle indvandrere i overensstemmelse med internationale menneskerettighedslove.” (målsætning nr. 17)

Aftalen giver bekvemt nok ingen definitioner på, hvad der forstås ved “racisme” eller “fremmedfjendskhed” i denne forbindelse. Hvad er for eksempel “relateret intolerance”? Er kritik af FN’s migrationspolitik for eksempel “intolerance”?

Oprindeligt havde alle FN-medlemslandene, bortset fra USA, tilsluttet sigaftalens endelige tekst og var tilsyneladende parate til at underskrive den i december. Flere lande har dog i den senere tid tilkendegivet, at de trækker sig fra aftalen.

Ungarn trak sig fra aftalen i juli. Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto beskrev den som “fuldstændig imod Ungarns sikkerhedsinteresser” og tilføjede:

“Aftalen udgør en trussel mod verden, i og med at det kunne inspirere millioner [af migranter]. Dens hovedantagelse er, at migration er et godt og uundgåeligt fænomen. Vi betragter migration som en dårlig proces, der har meget alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser.”

I juli gav Australien også udtryk for, at de ville trække sig ud af aftalen, i det mindste fra dens nuværende udgave. Indenrigsminister Peter Dutton sagde:

“Vi kommer ikke til at underskrive en aftale, der ofrer alt vedrørende vores grænsebeskyttelsespolitikker… Vi kommer ikke til at afgive vores suverænitet – Jeg kommer ikke til at give ikke-valgte instanser lov til at diktere os, det australske folk, noget.”

I november har både Tjekkiet og Polen tilkendegivet, at de sandsynligvis trækker sig ud af aftalen, og Kroatiens præsident Kolinda Grabar-Kitarovic skrev i en erklæring, at hun ikke underskriver aftalen. “Vores suveræne principper om at sikre vores grænser og kontrollere migrationsstrømmene har højeste prioritet for os”, udtalte Polens premierminister Mateusz Morawiecki.

I denne måned har Østrig også bekendtgjort, at de ikke underskriver aftalen. “Vi vurderer nogle af migrationsaftalens punkter meget kritisk, såsom sammenblandingen af at søge beskyttelse med arbejdsmigrations”, sagde Østrigs kansler Sebastian Kurz.

EU kritiserede straks Østrigs beslutning. “Vi beklager den beslutning, som den østrigske regering har taget. Vi mener fortsat, at migration er en global udfordring, hvor kun globale løsninger og et globalt fælles ansvar vil give resultater”, udtalte en unavngiven talskvinde fra Europa-Kommissionen.

Det er forresten det samme EU, der efter sigende skulle “slå hårdt ned” på migrationen. Hvis man “slår hårdt ned” på migrationen, hvorfor underskriver man så aftaler, der vil fremme og accelerere migration som en menneskerettighed?

Judith Bergman er klummeskribent, jurist og politisk kommentator. Hun er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb