FNs migrationspagt tager saft og kraft fra dansk udlændingepolitik

Magtdanmark  – den globaliseringsivrige og multikulturalistiske elite med Løkke i spidsen – bruger alle mulige kneb for at narre danskerne til at synes godt om FN’s migrationspagt. De følgagtige medier, juridiske eksperter og forskere manipulerer, fordrejer og vildleder, så forvirringen i befolkningen er total. Men det er også det, der er formålet, for så bliver det nemmere for Magtdanmark at få pagten til at glide ned hos danskerne.

Under debatten om FNs migrationspagt i Folketingets spørgetime skal Løkke have sagt, at aldrig før har han set så meget misinformation om en FN-pagt. Det skal han naturligvis sige som repræsentant for Magtdanmark – den globaliseringsivrige elite, som er enig om, at det danske samfund bør bevæge sig hen imod den grænseløse landsby og multikultur.

Magtdanmarks fortælling skal bilde danskerne ind, at der er tale om en uskyldig FN-pagt, som ikke er juridisk bindende, og som Danmark ikke behøver at overholde. I realiteten vil regeringens underskrift luske flere migranter ind ad bagdøren.

FN-pagten fremmer migration

Helt overordnet er FNs migrationspagt gennemsyret af, at lovlig migration er ”inevitable, necessary and desirable” og skal fremmes. Dette er i strid med holdningen hos DF, NB og de fleste danskere, som kan se, at hverken Europa eller Danmark i længden kan holde til, at så mange muslimske flygtninge og migranter bliver til indvandrere med alle de økonomiske og sociale konsekvenser, det har.

FN-pagten gør IKKE hjemsendelser nemmere

Løkke & Co. har fremført et absurd argument om, at mens Danmark kan sige nej til mere migration, vil regeringen med FN-pagten i hånden kunne få andre lande til at hjemtage deres migranter.

Det er imidlertid velkendt, at det i praksis er næsten umuligt at sende migranter hjem, fordi det enten er i strid med internationale konventioner eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.

Der er flere, der mener, at Løkkes argumentation er helt hen i vejret. Blandt andet prof. Peter Nedergaard og Mikael Andersson i Berlingske (2. dec.). Den sidstnævnte skriver: ”Hvordan det hænger sammen, at Danmark kan lægge pres på andre lande, uden at selvsamme lande på tilsvarende vis kan lægge pres på Danmark, fremstår dog en kende diffust”. Mildest talt, vil jeg tilføje.

Medierne er med til at narre befolkningen

I en stort anlagt artikel i Berlingske med overskriften ”Migrantpagt får ingen konsekvenser for Danmark” udtaler en række eksperter, herunder Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, prof. emeritus Frederik Harhoff, lektor Louise Halleskov Storgaard samt Nina Nyberg Sørensen, DIIS, samstemmigt, at FN-pagten ikke medfører nogen form for forpligtelser for Danmark samt at den ikke er i strid med Danmarks udlændingepolitik.

At Berlingske kun citerer ”regeringsvenlige” eksperter, er et beskidt ”trick of the trade” og et klart brud på det journalistiske princip om, at alle parter i en sag skal høres.

FN-pagten er åben for aktivistisk fortolkning

Ligesom mange andre internationale aftaler vil FNs migrationspagt blive en referenceramme og udgangspunkt for såvel international som national lovgivning. Erfaringerne med tidligere pagter viser, at FNs migrationspagt kan blive inddraget i aktivistiske domstoles fortolkning af konkrete sager (”soft law”), hvilket påpeges af en række fremtrædende internationale jurister, herunder én dansk, forskningschef ved Raoul Wallenberg Institute, Thomas Gammeltoft-Hansen.

”Da pagten rent juridisk ligger i en grå zone, bliver den genstand for fortolkning”, siger han til Berlingske, og gør opmærksom på, at ”ingen kan forudse konsekvenserne af migrationspagten. I sidste ende bliver det afgjort af landenes fortolkning”.

At FNs migrationspagt konkret kan blive brugt som “soft law instrument”, har Thomas Gammeltoft-Hansen uddybet i en juridisk afhandling med titlen ”What is a Compact”:

“Upon closer inspection, however, the Global Compact for Migration may well come to have a considerable normative impact on the field of international migration law, despite its non-binding status. The central argument forwarded in the present working paper is that given its broad scope and fragmented state of international migration law, the Global Compact for Migration is bound to become an important soft law instrument, whether the drafting states intend it to or not. The compact may play this role in several ways.

 First, even within a more governance-oriented framework, the Global Compact for Migration is likely to include a number of more technical and standard-setting norms in relation to both overall cooperation and the implementation framework. While formally not considered binding, other areas of international law highlight that such norms may nonetheless be hugely important in governing state behaviour.

Second, the compact may come to have a norm-filling role by setting out common ‘principles, commitments and understandings’ in regard to existing rules and their interpretation in established areas of international law”.

Samme syn på sagen har den belgiske folkeretsekspert Pierre d’Argent og den østrigske juraprofessor Matthias Herdegen.

Den tyske juraprofessor dr. Michael Geistlinger, der har forfattet den officielle redegørelse for, hvorfor Østrig ikke skriver under på FNs migrationspagt, skriver bl.a.:

As reasons for its non-acceptance of the Global Compact on Migration Austria could refer in its declaration of explanation of its vote, in particular, to: – The Global Compact does not respect Austria’s sovereignty – Austria does not recognize the Global Compacts concept of a category of migrant under international law – Austria in difference from the Global Compact does not recognize special human rights of migrants – Austria does not accept the Global Compact’s dilution of legal and illegal migration – Austria does not recognize any rights and entitlements linked by the Global Compact to such diluted concept of migration beyond those rights and entitlements already granted under Austrian law. This goes, in particular, but not limited as to:

•  family reunification
• change of status from irregular to regular migrant
• access to legal assistance o availability of a basic supply and of school resources
• access to the health care system and to higher education o inclusion into the labour market
• recognition of informally acquired skills
• relief as to business establishment
• transfer of financial contributions to families in the countries of origin, etc

Samme begrundelse kunne stå i en dansk redegørelse, hvis Danmark havde mod til at trodse EU og Merkel.

Ungarn har som bekendt afvist FNs migrationspagt, dog var landet villigt til at tilslutte sig pagten, såfremt en række betingelser blev opfyldt. Ungarn har bl.a. stillet krav om, at man indsætter følgende passus i pagten:

“International community must make it clear that the UN’s Global Compact on Migration does not have any legally binding effect on states. The UN’s Global Compact on Migration must not serve as a legal basis for the adoption and implementation of international law or national legislation.”

Det siger sig selv, at Ungarns betingelser er blevet afvist.

At otte små EU-lande har valgt ikke at skrive under på FN-pagten viser, at medlemslandene ikke behøver at opføre sig som servile vasalstater under EU og Merkel. Et land kan sagtens være medlem af EU og samtidig agere som en stolt og selvstændig nation, der har sine meningers mod.

André Rossmann