Når bilister kører over Storebæltsbroen denne uge, vil de over bilradioen blive mødt med en varsling om vejarbejder ved Sprogø. A/S Storebælt tester netop nu i samarbejde med Syddansk Innovation (SDI) og Warning Systems signal udstyr, som skal være med til at få bilisterne til at sænke farten ved vejarbejde og reducere risiko for uheld.
Bilisterne glemmer at sænke farten
I ugens løb testes effekten af systemet Safe Track, som SDI/Warning Systems har sat op ved et lokalt vejarbejde på forbindelsen. Ved at udsende en melding til bilisterne, når de nærmer sig vejarbejdet, er håbet, at bilisterne løfter foden fra speederen og samtidig retter hele fokus på vejen foran dem. På den måde skal varslinger være med til at sikre, der sker færre uheld.
– Vi oplever generelt, at bilisterne glemmer at sætte farten ned, når de passerer vejarbejder på Storebælt, og det skaber farlige situationer, både for bilisterne og for vores kolleger, som arbejder på broen. Derfor ser vi frem til at teste, om vi kan bruge varslinger direkte til den enkelte bilradio til at forbedre sikkerheden på broen, siger Kim Agersø Nielsen, chef for konstruktioner og anlæg hos Sund & Bælt.
Automatisk varsling
Nogle hundrede meter før bilisterne kører forbi vejarbejdet, vil de få afbrudt radioen med en lokal trafikmelding om ”vejarbejde forude, hastighedsbegrænsning 80 km/t.” Herefter skifter radioen automatisk tilbage på den oprindelige kanal. Varslingen kommer kun til at ramme bilister, der kører mod Fyn, da det er her, der arbejdes.
– Vi er i gang med en lang række af initiativer, som skal øge sikkerheden for bilister og medarbejder på broen, bl.a. via nye og større skilte til trafikinformation og bedre trafikovervågning. Vi håber derfor, at forsøget giver et positivt resultat, og det på sigt bliver muligt at supplere vores indsats med Warning Systems’s udstyr til gavn for alle, der benytter vores forbindelse, slutter Kim Agersø Nielsen.
Fakta om forsøget
Forsøget sker i samarbejde mellem A/S Storebælt og SDI/Warning Systems, som er en del af Syddansk Universitet. Warning Systems står bag udviklingen og idriftsættelse af systemet SafeTrack til brug ved bl.a. vejarbejder. Her kan systemet sende lokale trafikmeddelelser ud til bilisterne, så de bliver opmærksomme på at sænke farten, inden de når frem til vejarbejdet, og dermed reduceres risiko for uheld.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)