George Floyds død i Minneapolis den 25. maj ser retrospektivt ud til at have været et påskud for at sprede ødelæggelse. En hvid politibetjents rapporterede drab på Floyd blev straks efterfulgt af en bølge af uroligheder, hvor boligområder i flere større byer blev ødelagt. Butikker blev plyndret, bygninger blev nedbrændt, og flere blev myrdet, mens borgmestre og andre lokale embedsmænd valgte at lade oprørerne gå amok, oppiske racekonflikter og beskytte kriminelle på bekostning af de ramte borgere. Det så hurtigt ud til, at urolighederne ikke havde noget med Floyds død at gøre og havde alt at gøre med grupperinger, der forsøger at omstyrte USA.
Medlemmer af den radikale organisation Antifa har tidligere begået vold, men de har aldrig før kunnet terrorisere hele storbyer. Det kunne de denne gang, og det gjorde de.
Den marxistiske bevægelse Black Lives Matter (BLM) så ud til at være forsvundet efter valget af præsident Donald Trump, der i øvrigt har gjort mere for sorte og latinoer på tre år end nogen anden har gjort igennem årtier. BLM dukkede pludselig op igen i centrum af urolighederne og var velpolstrerede og velorganiserede. BLM fik fuld opbakning fra adskillige storbyers borgmestre og deres popularitet steg yderligere, da de først angreb tidligere slaveejeres, såsom George Washingtons, statuer og så statuer af den undslupne slave og slaverimodstander Frederick Douglass. I Washington and New York blev der spraymalet “Black Lives Matter” på boulevarderne med store, gule bogstaver – i New York udført af borgmesteren selv.
Dette kan have været den første gang i USA’s historie, hvor en marxistisk bevægelse modtager støtte fra virksomheder: Amazon, Microsoft, Nabisco, Gatorade, Deckers og andre store amerikanske virksomheder donerer flere hundredtusinde dollar til Black Lives Matter Global Network Foundation, der nu er en stormodtager af amerikansk virksomhedsstøtte. Bevægelsen støttes også af mange colleges og universiteter. Princeton Universitets bestyrelse besluttede at fjerne Woodrow Wilsons navn fra universitetets skole for offentlig orden. De udtalte, at de havde undersøgt “racismens lange og ødelæggende historie i USA” og at Wilsons “racistiske tænkning og politikker gør hans navn upassende til en skole eller college”. På de sociale medier opstod der opfordringer til ‘#CancelYale’, idet det hævdedes, at Yales navnefælle Elihu Yale var slaveejer og slavehandler. Der blev opfordret til, at også Yale Universitet burde ændre navn. Yale Universitets rektor Peter Salovey har dog udtalt, at det ikke kommer til at ske og forklarede, at Yale var “relativt typisk for sin tid”.
Det er også første gang, at adskillige byers borgmestre og andre lokale embedsmænd bevidst har beskyttet kriminelle på bekostning af de lovlydige borgere og har ladet ødelæggelserne finde sted. Seattles borgmester Jenny Durkan overlod et helt byområde kaldet CHAZ (og senere CHOP) til oprørere og mente, at det politifrie område ville blive en “kærlighedssommer“, hvorefter hun forholdt sig passivt, mens der skete voldtægter, hærværk og mord. Portlands borgmester, Ted Wheeler, har i næsten tre måneder tilladt, at et helt boligområde fald i oprøreres hænder. Byrådene i USA’s to største byer: New York og Los Angeles, har besluttet at beskære budgetterne til deres politistyrker drastisk. Byrådet i Minneapolis gik endnu længere og har besluttet at nedlægge byens politistyrke helt.
Formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi begyndte, i hvad der forekom at være en overgivelse til pøblen, at omtale kaosset i Portland som “fredelige demonstrationers umådelige magt”, og hun sammenlignede amerikanske politibetjente, der forsøgte at beskytte en offentlig bygning mod hærgende ildspåsættere, med nazitidens “stormtropper”.
Den tidligere præsident Barack Obama talte ved begravelsen af menneskerettighedsleder og kongresmedlem John Lewis. Han sammenlignede her præsident Trump med Alabamas guvernør i 1960’erne, der var tilhænger af raceadskillelse: George Wallace – der tilfældigvis var demokrat. Han talte om “politibetjente med knæet på sorte amerikaneres hals og fordrejede kendsgerningerne. I Minneapolis havde en enkelt politimand haft sit knæ på en enkelt sort amerikaner, en gang. Politimanden er i fængsel, afventer rettergangen, og hans overgreb er overalt blevet fordømt på det kraftigste.
Ideen om, at det amerikanske politi er “racistisk” er blevet brugt til at retfærdiggøre uroligheder og ødelæggelse. Det kan godt være, at nogle politibetjente er racistiske, men at beskylde alle amerikanske politibetjente for racisme er ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne. Statistikkerne viser, at langt størstedelen af de sorte, der bliver dræbt af politibetjente, er bevæbnede og farlige. Desuden er de involverede politibetjente somme tider sorte. Statistikkerne viser desuden, at gennemsnitligt 94% af de sorte, der hvert år dræbes i USA, dræbes af andre sorte. Mange, der taler om racisme, virker imidlertid ikke til at være det mindste berørte over de sorte liv, der er blevet taget. Under urolighederne – hvorunder mennesker blev dræbt af oprørere eller af tyveknægte, der slog til under dække af urolighederne – var størstedelen af ofrene sorte og somme tider børn.
Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, var allerede i 2017 bekymret over de sporadiske uroligheder, der brød ud når eksempelvis konservative foredragsholdere blev inviteret til at holde en tale. Han udtalte, at USA “befinder sig midt i en ensidig kulturel borgerkrig…. Vi kan overgive os eller kæmpe – det er vores land, der står på spil.”
Selv inden resultatet af præsidentvalgkampen i 2016 forelå, var situationen blevet “foruroligende”. Som vi nu kan læse i Michael Horowitz’ rapport for Justitsministeriet, arbejdede de ledende kræfter i Obamas regering bag kulisserne på at forhindre, at præsident Trump blev valgt, og bagefter på at forsøge at fælde ham ved et statskup.
På valgdagen gik folk på gaden med skilte, der havde teksten “Ikke min præsident”: Der blev sat spørgsmålstegn ved præsident Trumps legitimitet. På hans indsættelsesdag var der i Washingtons midtby voldelige optøjer og hærværk.
I de følgende uger blev præsident Trump beskyldt for “et ulovligt samarbejde med Rusland”, uden at der forelå bevis herfor. De falske anklager vedblev i mere end to år, og de kan meget vel have hæmmet ledelsen af landet. Den tidligere direktør for CIA John Brennan påstod, at præsident Trump havde “arbejdet med Rusland” og var “forræderisk“. Da beskyldningerne viste sig at være ubegrundede, vendte præsidentens anklagere sig, i håbet om at kunne få en rigsretssag mod ham, mod en telefonsamtale mellem præsident Trump og den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky. Præsident Trump skulle have “bragt landets sikkerhed i fare”. I uoverensstemmelse med alle regler blev proceduren for en rigsretssag efterfølgende iværksat. Da juraprofessor Jonathan Turley gjorde opmærksom på, at proceduren brød reglerne, fik han dødstrusler. Den pensionerede professor ved Harvard Alan Dershowitz udtalte, at: “Hvis kongressen stillede præsident Trump for en rigsret, ville kongressen udøve magtmisbrug”. Venstreorienterede medlemmer af Repræsentanternes Hus gik alligevel videre med en rigsretssag mod præsidenten. Det mislykkedes for dem.
Under bestræbelserne på at omstøde det lovlige valg i 2016 – og tvinge vidner til at “skifte” og vidne falsk mod præsident Trump – blev andres liv også ødelagt.
Der er nu klare tegn på, at den enestående firestjernede general og krigshelt Michael Flynn var offer for en sammensværgelse, der tvang ham til at sige op, ruinerede ham økonomisk og var tæt på at ødelægge hans liv. Han slås nu mod et nyt forsøg på at fælde ham, der kommer fra en politiseret dommer, Emmett Sullivan, og et politiseret retsvæsen. Justitsministeriet frafaldt som anklager sagen, da det kom frem, at store mængder bevis på manglende skyld var blevet tilbageholdt. Dommeren Sullivan besluttede ikke desto mindre, ganske ulovligt og helt i tråd med det tidligere Sovjetunionens fineste traditioner, at han ville være både dommer og anklager og fortsætte med at køre sagen, som han skulle forestille at dømme uvildigt. Retssagen pågår fortsat. Carter Page, George Papadopoulos, Roger Stone og Jerome Corsi er nogle af de andre uskyldige borgere, der har fået deres liv ødelagt.
Justitsminister William Barr udtalte for nylig:
“Jeg syntes, at tingene var polariserede og hårde for 30 år siden – det var ingenting sammenlignet med i dag. Tingene har ændret sig fundamentalt… [venstrefløjen] repræsenterer et revolutionært Rousseau-parti, der tror på en nedrivning af systemet… De er interesseret i en fuldstændig politisk sejr. De er ikke interesseret i kompromiser. De er ikke interesseret i en dialektisk udveksling af synspunkter… Det er en erstatningsreligion. De ser deres politiske modstandere… som onde, fordi vi står i vejen for deres progressive utopi, som de forsøger at opnå…”
Som Barr sagde for nylig, da han vidnede for Repræsentanternes Hus’ udvalg: “Siden hvornår har det været i orden at nedbrænde en retsbygning?”
Meget var anderledes for 30 år siden. Der var dog destruktive kræfter. Enkelte forfattere forsøgte forgæves at advare.
I bogen The Devaluing of America: The Fight for Our Culture and Our Children (USA’s værdiforringelse: Kampen for vores kultur og vores børn) fra 1992 citerede den tidligere undervisningsminister William J. Bennett den fremtrædende demokratiske historiker Arthur M. Schlesinger Jr.:
“Den nationale sammenhængskraft i landet er svækket nok allerede. Det offentlige uddannelsessystem burde tilstræbe at styrke sammenhængskraften fremfor at svække den… Alternativet til integration er opløsning”.
Samme år udgav den politiske analytiker Martin Anderson Impostors in the Temple: American Intellectuals Are Destroying Our Universities and Cheating Our Students of Their Future (Bedragerne i Templet: Amerikanske Intellektuelle ødelægger vores Universiteter og snyder vores Studerende for deres Fremtid). “De foregiver at undervise”, skrev han, “de foregiver at udføre originalt, vigtigt arbejde. De gør ingen af delene. De er bedragere i templet. Og det er fra disse bedragere, at de fleste af USA’s uddannelsesmæssige dårligdomme kommer.”
Den anerkendte økonom og samfundsdebattør Thomas Sowell, der tilfældigvis er sort, skrev samme år i sin bog Inside American Education (Det amerikanske uddannelsessystem): “Hjernevask er, hvad enten den er åbenlys eller subtil, blevet en vigtig tidsforbrugende aktivitet på alle niveauer i det amerikanske uddannelsessystem”.
Der er nok flere faktorer end hjernevask. Der er også de radikales lange march gennem de amerikanske institutioner, som beskrevet af Roger Kimball i sin bog The Long March: How the Cultural Revolution of the 1960s Changed America (Den Lange March: Hvordan 1960’ernes Kulturrevolution ændrede USA). Efterhånden som disse studerende afsluttede deres uddannelser, blev de en del af regeringen og de store virksomheder, hvorfra de undergraver den vestlige kultur indefra.
Den amerikanske forfatter David Horowitz beskrev det, der skete efter den 8. november 2016, som “sabotage” og skrev for nylig:
“Rotunden omkring statuen af Jefferson i Washington har disse ord indskrevet: ‘Jeg har ved Guds alter sværget evig fjendtlighed mod enhver form for tyranni mod menneskets sind’. Denne erklæring fra Thomas Jefferson er kernen i demokratiet, hvis grundlæggelse han spillede så central en rolle i. Det er grunden til, at forfatningens Første Tillæg (First Amendment) er det første tillæg og ikke det andet, fjerde eller femte.
“Vores land står i dag over for den historisk set alvorligste fare for at få et sådant tyranni”.
Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)