Frankrig: Endnu en jihad i Bataclan?

Politibetjente udenfor Bataclan i Paris den 16. november 2015, tre dage efter det morderiske terrorangreb. (Foto: Jeff J Mitchell/Getty Images)

Af Guy Millière –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

Forfatteren Éric Zemmours bog “Le suicide français” (“Det franske selvmord”) blev udgivet i oktober 2014. Blot et år senere, den 13. november 2015, fandt forfærdelige rædsler sted på spillestedet Bataclan i Paris, da tre terrorister skød ind i mængden under koncerten, myrdede 130 mennesker og sårede 413. Nogle af ofrene var blevet tortureret.

Den franske befolkning reagerede som sædvanlig: først chok og rædsel, hvorefter de gav efter for opgivenhed og underkastelse. Blomster, stearinlys og bamser blev lagt på angrebsstedet. Regeringen lovede at handle, men de gjorde næsten intet. Der blev organiseret en mindehøjtidelighed, der endte med en sang med ordene: “Når man kun har kærligheden”.

En parlamentarisk undersøgelseskommission udgav en rapport. De militære styrker, der var indsat i gaderne før angrebene, blev styrket. Der herskede en stemning af opgivenhed og underkastelse.

På billedet: Politibetjente udenfor Bataclan i Paris den 16. november 2015, tre dage efter det morderiske terrorangreb. (Foto: Jeff J Mitchell/Getty Images)

Da Bataclan genåbnede et år senere, sang musikeren Sting en sang kaldet Inshallah(“Hvis det er din vilje, vil det ske”). Mindeplader, hvorpå ordet “mord” indgik – ikke terrorisme, og selvfølgelig ikke jihad – blev lagt for at ære ofrene, så forbipasserende kunne erfare, at folk blev dræbt, men ikke hvem de blev dræbt af. Ved toårsdagen for angrebene slap politiske ledere fra venstre- og højrefløjen balloner fri og smilede, mens ballonerne steg mod himlen.

Angrebene den 13. november 2015 var tilsyneladende blevet hensat til en næsten glemt fortid, da to nylige begivenheder atter gjorde dem aktuelle.

Advokater for ofrene for angrebene læste omhyggeligt undersøgelseskommissionens rapport (offentliggjort den 5. juli 2016) og opdagede flere chokerende kendsgerninger. Det viste sig, at soldater specialiseret i terrorbekæmpelsesoperationer havde stået i nærheden den nat, hvor angrebet fandt sted. Da politiet ankom til stedet efter angrebets begyndelse, opdagede de, at de ikke havde nok våben til at tage kampen op mod terroristerne, og de bad derfor soldaterne om hjælp. Soldaterne kontaktede Paris’ militærguvernør, general Bruno Le Ray. Han svarede, at Frankrig “ikke er i krig” og at det var “utænkeligt at udsætte soldater for fare for at redde liv”. Mens adskillige uskyldige mennesker blev myrdet, reagerede soldaterne, der befandt sig lige i nærheden, derfor ikke. Politiet ventede i mellemtiden på forstærkninger, der først kom mere end tre timersenere.

LÆS OGSÅ: 

Ofrenes advokater var forfærdede. De talte om manglende hjælp til mennesker i fare og besluttede at sagsøge hæren og politiet. Sagsøgningen blev officielt indgivet den 8. juni 2018.

Kort derefter blev der opsat plakater i Paris for to arrangementer på Bataclan.

Arrangementerne – islamiske rapkoncerter – er planlagt til at finde sted i oktober, tæt på treårsdagen for angrebene. Den kunstner, der skal optræde, kaldes Médine, efter byen Medina, hvor islams profet Muhammed begyndte sin jihad. Médines sangtekster er fyldt med had mod ikke-muslimer, Frankrig og Vesten. En af hans mest kendte sange hedder faktisk “Jihad“. Médine har, tilsyneladende for at sikre sig, at beskeden er klar, offentliggjort billeder, der viser ham i en t-shirt, hvor “J” i ordet jihad er erstattet med et lodret sværd. På andre billeder kan man se Médine lave en “quenelle”, der er et håndtegn, der ligner en nazihilsen i brystniveau og blev gjort kendt af komikeren Dieudonné, der er dømt for antisemitisme.

Organisationer, der repræsenterer familierne til Bataclans ofre, sagde, at en islamisk rapkoncert, der hylder jihad på det sted, hvor folk blev myrdet og tortureret af jihadister, ville være en fornærmelse mod mindet om ofrene. De bad om, at koncerterne blev aflyst.

Advokaternes sagsanlæg vil næppe lykkes. Regeringen har allerede sagt, at hæren og politiet har “gjort deres pligt“.

Koncerterne vil sandsynligvis ikke blive aflyst. Den franske premierminister Edouard Philippe sagde, at “ytringsfriheden” skal respekteres og beskyldte de sagsøgende organisationer for at spille “højreekstremisternes” spil. Muslimske organisationer talte om “islamofobi“.

Lederen af det konservative parti Republikanerne, Laurent Wauquiez, sagde, at “politiets og hærens rolle er at sikre folks sikkerhed og ikke at vente passivt, mens folk bliver dræbt.” Han sagde også, at hvis koncerterne blev afholdt, ville det være en “helligbrøde” og den anden død for ofrene for angrebene. Andre konservative politikere delte hans mening. De blev straks beskyldt for “racisme”.

De fleste etablerede franske medier forblev tavse. Dem, der brød tavsheden, beskyldte advokaterne for unødigt at genåbne gamle sår. Stort set ingen journalist talte om bookningen af koncerterne med Médine på Bataclan: Dem, der gjorde det, såsom Edouard Philippe, påberåbte sig “ytringsfrihed“.

LÆS OGSÅ:  Kvalmende: Husker du også disse jubelscener fra 11. september?

Frankrig er så åbenbart et land, hvor politiet og hæren kan nægte at beskytte folk, og hvor generaler kan beordre pligtforsømmelse uden at blive straffet. Frankrig er åbenbart også et land, hvor det er acceptabelt at hylde jihad på et sted, hvor jihadister har massakreret folk.

Selv om der ikke har været nogen større angreb i Frankrig siden 14. juli 2016, hvor en muslimsk terrorist myrdede 86 mennesker ved at køre en lastbil ind i en menneskemængde i Nice, har der været andre, mindre islamiske angreb. En præst blev halshugget i Normandiet, mens han holdt gudstjeneste. To ældre jødiske kvinder blev tortureret og myrdet i deres parisiske lejligheder. To unge kvinderblev hakket til døde med en machete foran banegården i Marseille. Tre kunder i et supermarked og en betjent blev slagtet nær Carcassonne. Den 12. maj 2018 blev en ung mand dolket til døde nær Place de l’Opera i Paris.

Ingen reagerede.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron sagde få uger efter, at han var blevet valgt, mens han delte et iftar måltid under ramadanen med ledere af det fransk-muslimske samfund, at “angreb” var konsekvensen af “forskruede løgne”, der ikke har noget at gøre med islam. Han sagde desuden, at i Frankrig skal islam have “den plads, som den fortjener”. Han arbejder på det. Der er planlagt et stort arrangement kaldet “Assises de l’Islam de France” (“Konference om Frankrigs islam”) her til efteråret.

I de kommende måneder bliver 450 personer, der er defineret som værende “radikaliserede og farlige, løsladt fra fængsler, da de har afsonet deres straf. Frankrig er et land, hvor folk, der begår overlagt mord, sjældent er fængslet i mere end 15 år. Regeringen påstår, at alle løsladte vil blive overvåget. I løbet af det seneste årti blev de fleste af dem, der slog ihjel for jihad, dog efter sigendeovervåget.

Som reaktion på, at et voksende mindretal af franskmænd er bekymrede for fremtiden, og at folk i hele Europa i stigende grad stemmer på partier, der er ivrige efter at forsvare den vestlige civilisation, talte præsident Macron om en “voksende spedalskhed“.

LÆS OGSÅ:  Den lettiske præsidents sikkerhedsrådgiver vurderer trusler på topmøde i Haderslev

“Frankrig er i krig og lader fjenden være i fred”, skrev journalisten Ivan Rioufol for nylig i avisen Le Figaro. Macron og den franske regering ser dog ikke ud til at mene, at Frankrig er i krig. De taler og handler, som om fjenden har vundet, og som om de ønsker at vinde tid og nyde øjeblikket inden den endelige overgivelse

Da en ung kriminel ved navn Aboubakar Fofana den 3. juli forsøgte at undgå anholdelse, sårede han en politibetjent og blev under tumulten skudt af en anden politibetjent. Herefter fulgte tre nætter med kaos. Adskillige biler og forretninger blev nedbrændt. Den politimand, der skød Aboubakar Fofana, er sigtet for manddrab og vil kunne idømmes fængselsstraf – alene fordi han forsøgte at håndhæve loven. Det blev fastsat, at han havde handlet forkert. Når en politibetjent i Frankrig ønsker at håndhæve loven, og en voldelig hændelse indtræffer, bliver politimanden straffet. To andre lignende tilfælde:

  • I oktober 2005 forsøgte politibetjente at arrestere de to unge mænd Zyed Benna og Bouna Traoré. De unge mænd undslap og forsøgte at skjule sig i en transformerstation, hvor de ved et uheld døde af elektrisk stød. Herefter fulgte ti dages uroligheder, der forårsagede skader for op mod 1,5 milliarder kroner. To politibetjente blev anklaget for at “undlade at hjælpe” og for at “sætte andres liv på spil med vilje”. De blev fyret og tiltalt. De blev ti år senere frifundet.
  • I februar 2017 angreb den unge mand Theo Luhaka flere politibetjente og blev anholdt. Han blev såret og anklagede politibetjentene for at have “voldtaget” ham. En politimand blev fyret og blev tiltalt af en dommer. Der opstod uroligheder over hele landet. Den daværende præsident François Hollande kom og besøgte Theo på hospitalet. Et år senere blev politimanden frifundet. Han får dog stadig dødstrusler.

De politibetjente og soldater, der under terrorangrebet den 13. november 2015 forholdt sig passivt i flere timer, ønskede måske bare ikke at risikere at blive straffet.

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb