Frankrig styrer langsomt mod kaos

Paris, Champs-Élysées. Den 14. juli. Bastilledagen. Lige inden militærparaden begynder, kommer præsident Emmanuel Macron ned ad vejen i en officiel bil for at hilse på folkemængden. Tusinder af mennesker forsamlet langs vejen råber: “Macron, træd tilbage”, buher og råber skældsord.

Af Guy Millière – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Ved afslutningen af paraden slipper en lille flok mennesker nogle gule balloner løs og uddeler flyveblade, hvorpå der står: “De gule veste er ikke døde”. Politiet spreder dem hurtigt og bestemt. Øjeblikke senere kommer der flere hundrede “antifa”-anarkister. De smider sikkerhedsbarrierer ud på vejbanen for at bygge barrikader, antænde ildebrande og smadre adskillige butiksfacader. Politiet har vanskeligheder med at kontrollere situationen, men tidligt på aftenen, efter nogle timer, kan de genoprette ro og orden.

Få timer senere er der flere tusinde unge arabere fra forstæderne, der samles nær Triumfbuen. De er åbenbart kommet for at “fejre” sejren over et algerisk fodboldhold på deres egen måde. Flere butiksfacader smadres, flere forretninger plyndres. Der er algeriske flag overalt. Slagord skriges ud: “Længe leve Algeriet”, “Frankrig er vort”, “Død over Frankrig”. Gadeskilte er ertattet med skilte med Abd El Kaders navn på. Han var den religiøse og militære leder, der kæmpede mod den franske hær, dengang Algeriet var en koloni. Politiet nøjes med at inddæmme volden i håb om, at den ikke breder sig.

Omkring midnat kommer tre ledere af bevægelsen “de gule veste” ud fra en politistation og fortæller en tv-journalist, at de blev arresteret samme morgen og havde været fængslet resten af dagen. Deres advokat erklærer, at de ikke havde gjort noget forkert og kun var blevet arresteret “præventivt”. Han fremhæver, at en lov vedtaget i februar 2019 giver det franske politi lov til at arrestere enhver person, der mistænkes for at tilslutte sig en demonstration; Det er ikke nødvendigt at indhente en dommers godkendelse, og det er ikke muligt at appellere.

Om fredagen, den 19. juli, vinder det algeriske fodboldhold igen. Flere unge arabere samles nær Triumfbuen for at “fejre” igen. Skaderne er endnu større end otte dage forinden. Der dukker mere politi op; de foretager sig stort set intet.

Den 12. juli, to dage inden Bastilledagen, trænger flere hundrede selverklærede afrikanske illegale migranter ind i Pantheon – monumentet, der er gravsted for helte, der spillede en stor rolle i Frankrigs historie. Migranterne annoncerer her dannelsen af bevægelsen “de sorte veste”. De forlanger en legalisering af alle illegale migranter i Frankrig og gratis logi for dem alle. Politiet dukker op men nægter at gribe ind. Størstedelen af demonstranterne forlader stedet i fred og ro. Enkelte fornærmer politiet og bliver arresteret.

Frankrig er i dag et land på afveje. Uroligheder og lovløshed vinder stadigt mere terræn. Anarki er blevet en del af hverdagen. Meningsmålinger viser, at et stort flertal er imod præsident Macron. De hader tilsyneladende hans arrogance og hælder til ikke at tilgive ham. De harmes øjensynligt over hans foragt for de fattige; den måde hvorpå han knuste “de gule veste” og over, at han ikke har skænket selv demonstranternes mindste krav en smule opmærksomhed, såsom retten til at kræve folkeafstemninger som i Schweiz. Macron kan ikke længere tage nogen steder hen i det offentlige rum uden at risikere at blive mødt med vrede.

“De gule veste” er tilsyneladende holdt op med at demonstrere og har givet op: For mange blev lemlæstet og såret. Deres utilfredshed er dog stadig intakt og afventer øjensynligt en ny opblussen.

Det franske politi fremstår brutale i deres håndtering af fredelige demonstranter, men de er knap nok i stand til at forhindre grupperinger som “Antifa” i at være voldelige. “Antifa” dukker derfor nu op efter hver demonstration. Det franske politi ser ud til at være særligt tilbageholdende, når de skal håndtere unge arabere og illegale indvandrere. Politiet har fået instrukser. De ved, at unge arabere og illegale indvandrere ville kunne skabe omfattende uroligheder. For tre måneder siden forfulgte politiet i Grenoble nogle unge arabere, der kørte på en stjålen motorcykel og var anklaget for tyveri. De kom ud for en ulykke under flugten. Det blev indledningen på fem dages ragnarok.

Præsident Macron ligner en autoritær leder, når han står over for de utilfredse fattige. Han beklager aldrig, at flere har mistet et øje eller en hånd eller har fået uhelbredelige hjerneskader som følge af ekstrem politibrutalitet. Han ville i stedet have det franske parlament til at vedtage en lov, der i store træk afskaffer retten til at demonstrere og antagelsen om, at man er uskyldig indtil andet er bevist, lige som loven vil tillade arrestation af hvem som helst, hvor som helst, selv uden grund. Loven blev vedtaget.

I juni vedtog det franske parlament en anden lov, der giver strenge straffe til enhver, der siger eller skriver noget, der kan indeholde “hadefuld tale”. Loven er så vagt formuleret, at den amerikanske juraekspert Jonathan Turley følte, at han måtte reagere. “Frankrig er nu blevet en af de største internationale trusler mod ytringsfriheden”, skrev han.

Macron virker dog ikke autoritær over for voldelige anarkister. Når han står over for unge arabere og illegale indvandrere, virker han meget svag.

Han ved, hvad den tidligere indenrigsminister Gérard Collomb sagde i november 2018, da han trak sig fra regeringen:

“Forskellige samfundsgrupper i Frankrig kommer i stigende grad i konflikt med hinanden, og det er ved at blive meget voldeligt… i dag lever vi side om side, men jeg frygter, at det imorgen vil blive direkte konfrontationer”.

Macron ved også, hvad den tidligere præsident François Hollande sagde efter sin tid i præsidentembedet: “Frankrig er på randen af en opsplitning”.

Macron ved, at opsplitningen af Frankrig allerede eksisterer. De fleste arabere og afrikanere bor i no-go zoner, adskilt fra resten af befolkningen, hvor deres accept af tilstedeværelsen af ikke-arabere og ikke-afrikanere bliver stadigt mindre. De definerer ikke sig selv som franskmænd, bortset fra når de siger, at Frankrig vil komme til at tilhøre dem. Rapporter viser, at størstedelen er opfyldt af en dyb afstandtagen fra Frankrig og vestlig kultur. Et stigende antal sætter tilsyneladende deres religion højere end deres statsborgerskab; mange er øjensynligt radikaliserede og kampberedte.

Macron virker ikke til at ønske at kæmpe. Han har i stedet valgt at tækkes dem. Han forfølger ihærdigt sine planer om at institutionalisere islam i Frankrig. For tre måneder siden dannedes Den Muslimske Forening for Frankrigs Islam (AMIF). En gren vil håndtere islams kulturelle ekspansion og påtage sig “bekæmpelsen af anti-muslimsk racisme”. En anden gren vil lave programmer for oplæring af imamer og opførelse af moskeer. Dette efterår vil “Rådet for Frankrigs Imamer” blive etableret. De mest fremtrædende ledere af AMIF er (eller var indtil for nylig) medlem af Det Muslimske Broderskab. Det er en bevægelse, der betegnes som en terrororganisation i Egypten, Bahrain, Syrien, Rusland, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater – men ikke i Frankrig.

Macron kender de demografiske data. De viser, at den muslimske befolkningsandel i Frankrig vil vokse markant i de kommende år. (Økonomen Charles Gave skrev for nylig, at Frankrig vil have muslimsk flertal i 2057.) Macron kan se, at det snart vil være umuligt for nogen at blive valgt som præsident uden at være afhængig af de muslimske stemmer, så han handler derefter.

Macron virker til at kunne se, at den utilfredshed, der gav næring til “de gule veste”, stadig er der. Han tænker tilsyneladende, at undertrykkelse vil være tilstrækkeligt til at forhindre yderligere opstand, og han gør derfor intet for at afhjælpe årsagerne til utilfredsheden.

Bevægelsen “de gule veste” dannedes som en opstand mod ekstremt høje afgifterpå brændstof og barske regeringenstiltag mod biler og bilister. Tiltagene inkluderede en nedsættelse af hastighedsgrænser – 80 km/h på de fleste hovedveje – og flere fotofælder; en kraftig stigning i bødestraffene, såvel som komplicerede og dyre årlige syn af køretøjer. Franske afgifter på brændstof stegfor nylig igen og er nu de højeste i Europa (70% af den betalte pris ved standeren). Andre tiltag mod brugen af biler og mod bilister, der stadig er gældende, er særligt smertefulde for de fattige. De fattige var i forvejen blevet jaget ud af forstæderne af intolerante nytilkomne, og de må nu bo – og køre – endnu længere væk fra deres arbejdsplads.

Macron har ikke truffet nogen beslutninger for at afhjælpe den katastrofale økonomiske situation i Frankrig. Da han blev valgt, udgjorde skatter, afgifter og sociale udgifter næsten 50% af BNP. Det offentlige forbrug udgjorde 57% af BNP (det højeste blandt de udviklede lande). Statsgælden udgjorde næsten 100% af BNP.

Skatter, afgifter, sociale udgifter og statsgæld forbliver på det samme niveau, som da Macron kom til. Gældskvoten er 100% og voksende. Den franske økonomi skaber ikke arbejdspladser. Fattigdommen er fortsat ekstremt høj: 14% af befolkningen tjener mindre end 855 euro (6.400 kr.) om måneden.

Macron ofrer ingen opmærksomhed på den voksende kulturelle katastrofe, der også hersker i landet. Uddannelsessystemet er ved at gå i opløsning. En stigende andel af eleverne får en studentereksamen uden at kunne skrive en fejlfri sætning, hvilket gør alt hvad de skriver uforståeligt. Kristendommen dør ud. De fleste ikke-muslimske franskmænd betegner ikke længere sig selv som kristne. Branden, der hærgede Notre Dame-katedralen i Paris, var officielt en “ulykke“, men det var kun én blandt de mange kristne bygninger i landet, der er blevet ødelagt i den senere tid. Hver eneste uge bliver kirker vandaliseret – til offentlighedens almindelige ligegyldighed. Alene i den første halvdel af 2019 er 22 kirker brændt ned.

Den største bekymring for Macron og den franske regering ser ikke ud til at være risikoen for oprør, folkets utilfredshed, kristendommens uddøen, den katastrofale økonomiske situation eller islamiseringen og dens konsekvenser. Det er i stedet klimaforandringer. Selv om den mængde kuldioxid, som Frankrig udleder, er uendelig lille (mindre end 1% af den samlede mængde på kloden), forekommer bekæmpelsen af “menneskeskabte klimaforandinger” at være Macrons topprioritet.

En svensk pige, Greta Thunberg på 16 år – der ikke desto mindre er “klimakampens” guru i Europa – var for nylig inviteret i den franske nationalforsamling af parlamentsmedlemmer, der støtter Macron. Hun gav en tale, hvori hun forudså, at planetens “uafvendelige ødelæggelse” vil begynde snart. Hun tilføjede, at de politiske ledere “ikke er modne nok” og har brug for at blive belært af børn. Parlamentsmedlemmer, der støtter Macron, gav hende et varmt bifald. Hun modtog en nyoprettet frihedspris, der hvert år vil blive tildeltpersoner, der “kæmper for de samme værdier som dem, der i 1944 landede i Normandiet for at befri Europa”. Det er nok rimeligt at antage, at ikke én af dem, der landede i Normandiet i 1944, tænkte, at han kæmpede for at redde klimaet. Sådanne ubetydelige detaljer kan Macron og hans støtter i parlamentet dog ikke hænge sig i.

Macron og den franske regering er tilsyneladende ligeglade med, at jøder – drevet af den stigende antisemitisme og forståeligt nok bekymrede over domsafsigelser præget af tendensen til at underkaste sig voldelig islam – fortsat flygter fra Frankrig.

Kobili Traore, der myrdede Sarah Halimi i 2017, mens han messede koranvers og råbte, at jøderne er sheitan (arabisk for “satan”), blev frifundet. Traore havde tilsyneladende røget hash inden mordet, så dommerne besluttede, at han ikke var ansvarlig for sine handlinger. Traore vil snart blive løsladt fra fængslet; hvad sker der, hvis han ryger hash igen?

Få uger efter mordet på Halimi blev tre medlemmer af en jødisk familie angrebet, tortureret og holdt som gidsler i deres hjem af en gruppe på fem mand, der sagde, at “jøder har penge” og “jøder skal betale”. Mændene blev arresteret; de var alle muslimer. Dommeren erklærede, at deres handlinger “ikke var antisemitiske”.

Den 25. juli 2019 spillede det israelske fodboldhold Maccabi Haifa i Strasbourg. De franske myndigheder begrænsede antallet af pladser til israelske tilhængere på stadionet til 600, og ikke én mere. Ettusind havde købt flybillet for at komme til Frankrig og se kampen. Ydermere forbød de franske myndigheder flagning med israelske flag ved kampen eller nogetsteds i byen. Ikke desto mindre tillod det franske indenrigsministerium i “ytringsfrihedens” navn anti-israelske demonstrationer foran stadionet, og der var palæstinensiske flag og bannere med teksten “Død over Israel”. Dagen inden fodboldkampen blev nogle israelere overfaldet ved en restaurant nær stadionet. “Demonstrationerne imod Israel tillades i ytringsfrihedens navn, men myndighederne forbyder tilhængere af Maccabi Haifa at vifte med det israelske flag, det er uacceptabelt”, udtalte Israels ambassadør i Frankrig, Aliza Ben Nun.

Forleden ankom et fly til Israel med franske jøder, der forlod Frankrig. Der vil snart komme flere franske jøder. Jøders afrejse til Israel indebærer opofrelser: Nogle franske ejendomsmæglere drager fordel af mange jødiske familiers ønske om at rejse, så de køber og sælger ejendomme ejet af jøder til en pris, der ligger langt under markedsværdien.

Macron er præsident indtil maj 2022. Flere ledere af partier på centrum-venstrefløjen (f.eks. Socialistpartiet) og centrum-højrefløjen (Republikanerne) tilsluttede sig partiet La République en marche !, som Macron dannede for to år siden. Herefter kollapsede Socialistpartiet og Republikanerne. I 2022 bliver Macrons hovedmodstander sandsynligvis den samme som i 2017: Marine Le Pen, lederen af det populistiske National Samling.

På trods af, at Macron gennemgående er upopulær og hadet, vil han nok bruge de samme slagord som i 2017: at han er den sidste bastion af håb til imødegåelse af “kaos” og “fascisme”. Hans muligheder for at blive genvalgt er store. Enhver, der læser National Samlings program, kan se, at Le Pen ikke er en fascist. Endvidere vil enhver, der betragter Frankrigs situation, spekulere på, hvorvidt Frankrig ikke allerede er begyndt at styre mod kaos.

Den triste situation, der hersker i Frankrig, er ikke så meget anderledes end i mange andre europæiske lande. For få uger siden udgav den afrikanske kardinal Robert Sarah bogen Le soir approche et déjà le jour baisse (“Aftenen nærmer sig, og skumringen sætter allerede ind”). Han skriver: “Vestens kollaps skyldes grundlæggende en kulturel og identitetskrise. Vesten ved ikke længere, hvad den er, eftersom den ikke ved, og ikke ønsker at vide, hvad der formede den, hvad den bestod af, hvad den var og hvad den er. (…) Denne selvkvælning leder naturligt til dekadence, der baner vejen for nye barbariske kulturer.”

Det er lige præcis, hvad der sker i Frankrig – og i Europa.

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.