Fysisk kontakt er vigtig for nyfødte – nu vil forskere finde ud af hvorfor

En forsker på Aarhus Universitet vil finde den videnskabelige forklaring på, hvorfor fysisk kontakt fra fødslen er afgørende for den følelsesmæssige udvikling i hjernen. Og vigtigst af alt, hvad det kan betyde, hvis den mangler.

Det er velkendt, at fysisk berøring af nyfødte er vigtig, men vi ved endnu ikke hvorfor Christian Bowen, Unsplash

Det er velkendt, at fysisk berøring af nyfødte er vigtig, men hvorfor? Hvad betyder det for barnets udvikling? Og hvordan kan vi undersøge det?

Det ønsker lektor Asami Tanimura fra DANDRITE og Aarhus Universitet at finde svarene på. Hun forsker i, hvordan vi genererer følelser, og hvordan man identificerer dem i hjernen. Hun har netop modtaget 2 millioner kroner fra Lundbeckfondens Experiment Grant til at undersøge, hvordan fysisk kontakt bidrager til den følelsesmæssige udvikling af den umodne hjerne hos nyfødte.

“Vi ved allerede meget om, hvad syn og hørelse betyder for hjernens udvikling efter fødslen, men vi ved meget lidt om, hvordan følelsesmæssig udvikling forekommer, og her spiller den fysiske berøring og social kontakt en betydelig rolle,” siger Asami.

Mere specifikt vil Asami fokusere på udviklingen af det limbiske system. Denne del af hjernen er involveret i vores følelser og indeholder “belønningssystemet”, som aktiveres, når vi føler følelser som glæde og nydelse. Asami forklarer hvorfor fysisk berøring specifikt kan spille en afgørende rolle i den normale udvikling af dette system:

“Mennesker er sociale dyr, og vi er dybt afhængige af social og fysisk kontakt. Fysisk berøring kan reducere stress og angst. Derfor er der meget evidens, der antyder, at det netop er i denne kontakt, at vi udvikler den del af hjernen, der kontrollerer vores følelser.”

LÆS OGSÅ:  Nyopdaget gruppe af hjerneceller er med til at styre højre- og venstredrejning

Asami vil udføre sin undersøgelse på mus, hvor hun ved at adskille moderen og ungerne kan måle, hvordan denne adskillelse påvirker udviklingen af det limbiske system i ungens hjerne over en vis periode.

“Ved at bruge denne metode, vil jeg være i stand til at undersøge de relevante kredsløb og se, om og hvordan forsømmelse eller følelsesmæssig forstyrrelse påvirker udviklingen af systemet.”

Asami’s hypotese er, at frarøvelsen af se såkaldte taktile sensoriske input fra omsorgspersoner vil “beskadige” den tidlige udvikling af kredsløbssystemet i hjernen, der regulerer følelser, hvilket potentielt kan føre til problematisk adfærd i voksenalderen.

“Hvis vi kan finde svaret på, hvordan det følelsesmæssige system udvikler sig, kan vi også finde svaret på, hvad der sker, når det ikke udvikler sig normalt, og dermed forklare hvorfor nogle mennesker udvikler følelsesmæssige lidelser som afhængighed, depression eller angst,” forklarer hun og tilføjer:

“Dette ville give os en helt ny videnskabelig basis for at forstå vigtigheden af hud-til-hud kontakt fra fødslen.”

Asami Tanimura påbegynder sit projekt i januar 2024.

Lundbeckfondens Experiment Grant er beregnet til at støtte ekstraordinære og dristige forskningsidéer, der udfordrer normerne og de herskende ideer inden for sit forskningsfelt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)