Gratis færgeture i Danmark

Molslinjen udvider nu muligheden for at komme gratis med færgerne som gående og cyklende og for folk med et handicapparkeringskort. Hidtil er de gratis færgeture fra regeringens sommerpakke blevet placeret i midtugen på tirsdage, onsdage og torsdage. Fra den 2. august er der gratis ture på alle hverdage.

Mange sommerklædte danskere tager færgeturen som gående eller cyklende. Her fra den nye færgeterminal i Aarhus, hvor en gratis shuttlebus sender dem ind til centrum af Aarhus.

Det bliver fra den 2. august muligt at komme gratis med færgen som cyklende eller gående samt for folk med handicapparkeringskort på alle ugens hverdage mandag til fredag. Det gælder på alle Molslinjens færger på Kattegat samt på Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen og Langelandslinjen.

I juli er de gratis billetter blevet placeret i midtugen på tirsdage, onsdage og torsdage for at være sikker på ikke at skabe trængsel for de lokale midt i ferietrafikken.

”Der har været stor efterspørgsel efter de gratis ture, men ikke større efterspørgsel end at vi nu kan udvide ordningen til alle ugens hverdage”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Det var en betingelse i regeringens sommerpakke i 2021, at ordningen skulle gælde i juli, august og september. Det blev så op til færgeselskaberne at placere de gratis ture, så trængsel kunne forhindres. Sommerpakken sidste år i 2020 var en stor succes – nogen steder så stor en succes, at især ø-ruterne blev løbet over ende.

”Vi lagde forsigtigt ud med tre dage om ugen, så vi kunne være sikker på at kunne håndtere gæsterne. Det er gået godt i juli, og nu har vi så klart et billede af søgningen, at vi er trygge ved at sætte flere hverdage på”, siger Jesper Skovgaard.

Færgeturene bliver gratis på rejser fra den 2. august. Billetten skal købes og betales online som sædvanligt – og så føres pengene tilbage til gæstens kreditkort efter rejse.

På Kattegat har Molslinjen indsat gratis shuttlebusser fra Kombardo Expressen mellem havnen og Aarhus midtby.

Sommerpakken gælder på alle Molslinjens indenrigs færgeruter samt på ruten mellem Rønne og Ystad. Kun Fanølinjen har endnu ikke taget hul på sommerpakken – der bliver de gratis færgeture placeret fra midt i august efter skolernes sommerferie.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)