Gudstjeneste med ’sten i skoen’

På Diakonissestiftelsens plejehjem Søster Sophies Minde er det beboerne, som er i centrum, når der er sansegudstjeneste i dagligstuen. Krista Jakobsen og hendes datter Bente Birkmose beskriver den halve time med ord som: nærhed, fællesskab, genkendelighed, god tid og sanselighed.

Diakonissestiftelsens præst Jan Nilsson tager sig god tid til at hilse på Krista Jakobsen, Bente Birkmose og hver enkelt af plejehjemmet Søster Sophies Mindes øvrige beboere, når de i kørestol eller med rollator ruller ind i dagligstuen for at deltage i sansegudstjeneste.

”Det betyder meget for mig, at præsten har tid til at hilse på mig. Det tror jeg, at det gør for mange af os,” siger Krista Jakobsen med overbevisning i stemmen.

Sanselighed, reminiscens og nærvær
De specielle gudstjenester på plejehjemmet er tilrettelagt ud fra den præmis, at personer, som lever med demens, svigtende hukommelse eller manglende forståelse for sprog, har andre behov og ønsker til en gudstjeneste, end de gængse kirkegængere har til en mere traditionel højmesse.

”Vi har på Diakonissestiftelsen udviklet sansegudstjenester, som er målrettet personer med demens. Gudstjenesten er bygget op om sanselighed, reminiscens, som er systematisk brug af minder og genkendelighed, og personligt nærvær. Vi har for eksempel forkortet gudstjenesten lidt, og præsten taler mindre. Vi bruger god tid på musikken og salmerne, og vi har som regel et fysisk element med, som kan tale til beboernes sanser,” fortæller Jan Nilsson.

En kurv fuld af sten
Til denne tirsdags gudstjeneste har Jan Nilsson medbragt en kurv med sten, som han og hans børn har fundet på stranden. Stenene bruger han som anledning til en kort tale om, hvordan sten optræder flere steder i sproget, fx en sten i skoen, og i Biblen, hvor Jesus ønsker at forandre menneskenes stenhjerter. Herefter vælger beboerne hver deres sten i kurven og får en lille snak eller deler et minde fra barndommen med præsten.

Krista Jakobsens datter Bente Birkmose, som er taget med sin mor til gudstjeneste, er også glad for sansegudstjenesterne. Og hun taler med mere erfaring end de fleste. Hun har i en årrække selv siddet bag tangenterne til de selvsamme gudstjenester som organist på Diakonissestiftelsen. I dag er hun til gudstjeneste som pensioneret organist og ledsager for sin mor.

”Sansegudstjenesterne er rigtig gode for min mor. Hun er 93 år og husker ikke så godt længere, men følelserne er der jo stadig. Både musikken, salmerne og i dag stenene taler til følelser og sanser. Det skaber en glæde i hendes sind, at hun kan være med på sine egne vilkår. Hun behøver ikke at forholde sig til en masse ord, men kan nyde musikken, følelsen af en varm sten i hånden og kontakten med præsten,” fortæller Bente Birkmose og giver sin mor et klem på armen.

Bente Birkmose er overbevist om, at den specielle form på sansegudstjenesterne er med til at modvirke en følelse af afmagt hos hendes mor og de øvrige beboere.

”Her kan alle være med, fordi det handler om følelser. Ofte kan demente føle sig magtesløse og frustrerede, hvis der bliver brugt mange ord, og der er meget, man skal forstå. Det er der ikke her til gudstjenesterne. Her bruger de sanserne og er med, uanset om hukommelsen svigter,” siger hun.

Genkendelighed i musikken
Specielt musikken betyder meget for Krista Jakobsen, som har genkendt flere af dagens salmer. Genkendeligheden er ifølge Bente Birkmose et vigtigt element i gudstjenesten.

”Vi har altid sunget meget i vores familie. I dag sang vi ’Jeg er træt og går til ro’, som min mor sang for os som godnatsang, da jeg var barn. Det bringer minder frem, som bliver en lille sejr for hende, fordi der er så meget andet, hun ikke husker,” siger Bente Birkmose.

Under gudstjenesten er det tydeligt, at flere af plejehjemmets beboere genkender de forskellige salmer og musikstykker, som organist Simon Jansfort spiller på klaveret. Der kommer liv i ansigterne, nogle begynder at røre lidt på sig, og nogle synger eller nynner med.

En del af fællesskabet
Flere af elementerne i gudstjenesten handler på samme måde som salmerne om at aktivere beboerne. De hilser på præsten, når de ankommer, de synger med og beder fadervor, og de viser opmærksomhed om dagens tema og stenene, som de får hver især. Det er tydeligt, at det handler om dem og deres tilstedeværelse.

”Beboerne holder også ofte i hånd i løbet af gudstjenesten. Det giver både nærhed og en følelse af fællesskab. Og det er mit indtryk, at de fleste oplever det, at blive rørt ved, som noget rart,” siger Bente Birkmose.

”Den fysiske berøring ved at holde i hånden med de øvrige beboere, genkendelige salmer og fællesskabet med de andre deltagere er vigtige elementer i sansegudstjenesten. Forståelsen for sprog forsvinder ofte hos mennesker med demens. Men sanserne består til det sidste, derfor bruger vi sanselighed, det personlige nærvær og tiden til den enkelte til at give beboerne en god oplevelse,” uddyber Jan Nilsson.

Gudstjenesten bliver sluttet af med et stykke musik på klaveret, hvorefter Jan Nilsson tager sig god tid til at sige farvel til beboerne – nogle med et ’tak for denne gang’, andre med en ekstra lille snak om for eksempel dagens emne eller valget af salmer. Og langsomt siver beboerne ud på plejehjemmet til deres forskellige gøremål – alle med en sten i hånden og måske et minde eller en sang forrest i erindringen.

Fakta

• Søster Sophies Minde er Diakonissestiftelsens plejehjem i hjertet af Frederiksberg.
• Plejehjemmet har plads til 36 beboere.
• Plejehjemmet er mærket som ’demensegnede plejeboliger’ fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
• Der bliver afholdt sansegudstjeneste på Søster Sophies Minde én gang om måneden.
• Værdighed for mennesker med demenssygdom er et indsatsområde på Diakonissestiftelsen.