Hævnen er sød

Kevin McCarthy, der er mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, har lovet at fjerne tre demokratiske lovgivere fra vigtige udvalgsposter, hvis Republikanerne vinder det kommende midtvejsvalg. Med henvisning til en ny partipolitisk praksis indført af Demokraterne, der sidste år fjernede de republikanske kongresmedlemmer, Marjorie Taylor Greene fra Georgia og Paul Gosar fra Arizona, fra deres udvalg på grund af deres retorik og indlæg, sagde McCarthy, at han ville fratage de demokratiske kongresmedlemmer, Adam Schiff, Eric Swalwell og Ilhan Omar, deres udvalgsposter. Schiff og Swalwell sidder i Husets efterretningsudvalg, mens Omar sidder i Husets udenrigsudvalg.

Forleden sagde den republikanske senator Ted Cruz fra Texas, at hvis republikanerne overtager Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget senere i år, vil de sandsynligvis forsøge at indlede en rigsretssag mod præsident Joe Biden i 2023. Cruz mener, at uanset om en rigsretssag ville være berettiget eller ej, har Demokraterne gjort rigsretssager til et partipolitisk våben, som blev brugt mod den tidligere præsident, Donald Trump. Og er det legitimt at indlede politisk motiverede rigsretssager mod Trump, er det legitimt at gøre det samme mod Biden.