Halter ikke kun med lægebesøg: Unge singlemænd holder sig fra tandlægestolen

Unge singlemænd sætter sig sjældnere i tandlægestolen end den resterende del af befolkningen. Det kan ifølge ekspert have fatale konsekvenser for deres tænder. Foto: PR.

Unge singlemænd går markant mindre til tandlæge end resten af befolkningen. Samtidigt har de den mest usunde livsstil, når det kommer til tandpleje, og ifølge ekspert kan det være den direkte vej til kunstige tænder.

”Rigtige mænd går til lægen”. Sådan lød en tidligere Sundhedsstyrelse-kampagne, der havde til formål at få danske mænd til oftere at gå til lægen. Men det er ikke kun lægebesøgene, det halter med hos de danske mænd. Ifølge tal fra Danmarks Statistik går unge singlemænd nemlig markant mindre til tandlæge end resten af befolkningen. I 2018 var det kun tre ud af ti singlemænd mellem 18 og 29 år, der havde kontakt med en tandlæge.

Det er problematisk, for selvom tænderne ikke synes at fejle noget lige nu, kan de manglende tandlægebesøg få fatale konsekvenser for tænderne. Det fortæller René la Cour, der er klinisk tandtekniker og indehaver af kæden MinTandtekniker.

– Får man ikke tjekket tænderne ofte nok, kan man ende i en situation, hvor almindelige tandlægereparationer ikke er nok til at redde tænderne. Jeg tror, det kommer bag på mange, at det ikke kun er ældre mennesker, der har brug for kunstige tænder, men også unge – netop fordi tænderne ikke bliver plejet i tide.

 

Usund livsstil kan ende i proteser

De manglende tandlægebesøg udgør en endnu større risiko, når man ser på de unge mænds livsstil. Den seneste undersøgelse af unges forbrug af energidrikke, som DTU Fødevareinstituttet står bag, viser nemlig, at forbruget er eksploderet de seneste år, og samtidigt viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at antallet af unge, der har prøvet kokain, er steget markant siden 2000 – og fælles for begge udviklinger er, at det er de unge mænd, der står for det meste af forbruget.

LÆS OGSÅ:  Sådan har danskerne det på jobbet

Det kan få store konsekvenser for tænderne.

– Syrepåvirkningen fra energidrikke er utroligt skadelig for tænderne, og det samme gælder de aktive stoffer i hash, amfetamin og kokain, som får tandkødet til at trække sig tilbage og nedbryder emaljen på tænderne. Begge dele er ofte alvorligt, fordi man ikke bliver advaret om skader, før det er for sent – og skipper man samtidigt de jævnlige tandlægebesøg, er det altså den sikre vej til at skulle have tandproteser, fortæller René la Cour.

MinTandtekniker har blandt andet en klinik i Hobro, der ligger tæt på et behandlingshjem for misbrugere, og her har der været en stor tilgang af unge mænd, der grundet misbruget har haft behov for tandproteser.

Drop flovheden

Er man en af de unge mænd, der skal kigge langt tilbage i kalenderen for at finde datoen for seneste tandlægebesøg, skal man ifølge René la Cour ikke være flov – men i stedet se at komme afsted.

– Mange synes, det bliver pinligt at tage til tandlæge, hvis der går for længe, og så undlader de det helt. Men det er jo ikke løsningen. Det bliver kun værre og kan i sidste ende betyde, at man skal have udskiftet alle sine tænder. Så det er om at komme afsted.