Hamas’ nyttige idioter vil ikke stoppe Israel

Hvis Hamas overlever den nuværende krig med Israel, så “har Hamas vundet”, mener den verdenskendte ekspert inden for bykrigsførelse og underjordisk krigsførelse, John Spencer. Han advarer om, at hvis det lykkes for Hamas at overleve krigen i Gaza intakt, vil organisationens overlevelsestaktik, herunder gidseltagning af civile og tunnelbygning i byområder, danne en farlig præcedens, som vil føre til, at folkedrab-lignende angreb som massakren den 7. okt. vil blive kopieret af ekstremistiske bevægelser verden over.

Når Hamas bruger civile palæstinensere som menneskeskjolde, er det ikke kun for at beskytte terrorbevægelsens missiler. For Hamas’ gælder det først og fremmest om at bruge ”menneskeofre” med henblik på at få verdensopinionen til at gribe ind og få Israel til at stoppe den militære operation i Gaza.

Og her flugter Sydafrikas anklage om, at Israel er i gang med folkedrab i Gaza, smukt med Hamas’ strategi, idet anklagens fokus er på civile ofre blandt palæstinenserne og ikke på terrororganisationens brug af civile palæstinensere som menneskeskjolde og -ofre.

Selve anklagen er fuldstændig grundløs og reelt en hån mod dem, der igennem historien blev ofre for folkedrab. Sandheden er, at Israel følger alle krigslove og gør alt hvad der er muligt for at skåne civile. Ikke overraskende vælger den overvejende antisemitiske verdensopinion i de vestlige lande – Hamas’ nyttige idioter – at tage Hamas’ propaganda – og ikke fakta – for gode varer.

I Det Hvide Hus lægger den halvdemente præsident Joe Biden pres på Israel for at få landets regering til at lade Hamas fortsætte intakt i stedet for at lade Israel udradere Hamas en gang for alle. Senest har der været forlydender om, at Biden overvejer at sinke leverancerne af amerikanske våben til Israel med det formål at tvinge Israels premierminister Benjamin Netanyahu til at trappe krigen i Gaza ned.

I det antisemitiske EU bliver man ved med at fable om den såkaldte tostatsløsning, som efter EU-toppens mening bør påtvinges Israel, selv om landet afviser det.

Det samme gælder Danmark, som historisk har været førende, når det gælder om at forsvare palæstinenserne og besynge tostatsløsningen. Det danske establishments, mediernes og kommentariatets sympati er helt og aldeles på palæstinensernes side.

David Friedman, den tidligere præsident Donald Trumps ambassadør i Israel, har sagt, at en “tostatsløsning” er død, og at al tale om en “tostatsløsning” er en “kæmpe fornærmelse” mod det jødiske folk efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober og den efterfølgende krig i Gaza. ”En tostatsløsning ville betyde, at der skal være en belønning for dårlig opførsel snarere end en straf”, sagde Friedman.

Et stort flertal af Israels befolkning mener ifølge en meningsmåling fra University of Tel Aviv, at det israelske militærs (IDF) magtanvendelse i Gaza er legitim og berettiget. Blandt jødiske israelere mener 94 pct., at IDF bruger den rigtige mængde magt, eller endda for lidt. Blandt befolkningen som helhed er tallet 81 pct.

Der er derfor kun én løsning. Israel skal besejre Hamas, der er en ond, fascistisk organisation med nazistiske træk. Herefter skal Israel afnazificere palæstinenserne i Gaza, ligesom man gjorde med tyskerne efter krigen. Israel kan ikke have onde kræfter og våben så tæt på sine grænser. Området skal være totalt demilitariseret i al overskuelig fremtid.

Hvad Hamas’ nyttige idioter i de vestlige lande ikke kan fatte er, at for Israel er kampen mod Hamas en eksistenskamp om landets overlevelse. Og derfor kan ingen stoppe Israel – hverken verdensopinionen, Biden, FN, EU eller Den Internationale Domstol i Haag. Israel stopper ikke, før Hamas er besejret.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)