Har du et fædreland, eller har du ikke?

Vi gamle kan huske en tid, da politik drejede sig om diverse uenigheder. Nogle ville have lavere skatter, andre ville have højere. Nogle mente, at staten var blevet for dominerende, mens andre ikke kunne få nok af statslig indblanding. I slutningen af 1940’erne var der uenighed om tilslutningen til NATO. Senere var der ballade om udlændingeloven. For at tage nogle eksempler.

I dag handler politik ikke om politik, men om magt. Det har den måske hele tiden gjort, men nu er tydeligere.

Hvorfor truer EU Elon Musk med retssager, hvis han tillader Donald Trump at komme til orde? Hvorfor pudser den britiske premierminister Keir Starmer politiet på borgere, der siger noget i de digitale medier, som han ikke kan lide? Hvorfor kræver dele af den tyske presse forbud mod Alternative für Deutschland, hvis forbrydelse består i at modsætte sig den igangværende folkeudskiftning?

Hvorfor er der vild opstandelse i de amerikanske medier ved udsigten til, at Trump kan vinde præsidentvalget? Hvorfor bliver han kaldt Hitler?

Er det fordi demokraterne og deres medier for alvor tror, at Trump er den nye Adolf? Naturligvis ikke. Hvis det var tilfældet, havde han chancen for at opkaste sig til Führer, da han var præsident.

Balladen og censurbestræbelserne har intet at gøre med politik i den gamle forstand, men er udslag af klassekamp. Den herskende klasse er hunderæd ved udsigten til, at nogen vil antaste dens ret til at herske.

Verden er nu delt mellem to antagonistiske grupper: På den ene side magthaverne, som aldrig er på valg, og på den anden jævne mennesker, der bare vil have lov at sige deres mening og et land at kalde deres.