HAR VI BEHOV FOR UDENLANDSK ARBEJDSKRAFT?

Der vil i Danmark og i alle andre lande altid være behov for kompetente og fagligt stærke indvandrere, der medbringer teknologi og færdigheder, der ikke var der i forvejen. Det er sådan, at USA og Australien blev til rige vækstsamfund. I vore dage er luften dog tyk af helligbevægelsens beklagelser over den onde hvide mand, der ødelagde livet og eksistensgrundlaget for indianerne og de australske aborigines. Men migranterne bragte med sig ny viden om jernbaner, skibsbygning, elektrificering, landbrug og fabrikation, som var afgørende for vækst og folkelig velstand i USA og Australien. I Danmark har vi indtil for nylig været dygtige til at lukke de fagligt skarpe migranter ind i landet. I 1600-tallet importerede vi et stort antal hollandske gartnere, der satte system i dyrkningen af grøntsager. Hundrede år senere kom flere kolonier af tyske kartoffelbønder til Jylland for at omskabe den magre hedejord til kartoffelmarker. Omkring år 1900 kom flere tusinde polske landarbejdere for at arbejde på Lollands roemarker. Flere tusinde jøder fra Rusland og Østeuropa slog sig ned i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de har siden har skabt fremragende resultater i industri, håndværk og bankvæsen. Sidste succes var den store flygtningestrøm på mere end tusind ungarere, der slap ud af sovjetfascismens terror i 1956. De blev advokater, tandlæger, scenekunstnere og håndværkere til stor nytte for deres nye land.

Herefter gik det ned ad bakke. Efter udlændingeloven af 1983 gjorde familiesammenføring for asylanter til et retskrav, tippede indvandringen over fra selvforsørgelse til offentlig forsørgelse for alt for mange indvandrere. Migranter fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere koster nu hvert år det arbejdende Danmark 90 milliarder kroner i overførselsindkomster. Politikere og medier er ikke blevet klogere af fortidens synder. Heller ikke arbejdsgiverne, der råber på mere udenlandsk arbejdskraft ligegyldigt, hvor den kommer fra. Danske politikere møder døgnets problemer efterhånden, som de opstår, men interesserer sig ikke for hverken den teknologiske udvikling eller historiske erfaringer. Historikere vurderer, at det tog 20 000 arbejdere 20 år at bygge Keops-pyramiden. Med vore dages moderne, computerstyrede entreprenørmateriel og avancerede IT-systemer kunne vi klare opgaven på to år med kun 200 arbejdere. Efter anden verdenskrig lå der syv millioner døde tyske mænd på slagmarkerne. Den nye tyske regering valgte ikke – som EU ville have gjort det i dag – at importere syv millioner migranter fra Mellemøsten og Nordafrika for at sætte gang i genopbygningen. I stedet satsede man hele butikken på flid og ny teknologi fra USA. Marshall-hjælpen revitaliserede industri og landbrug. De overlevende tyskere spyttede i næverne, smøgede ærmerne op og knoklede løs. Få år efter krigen rullede de første folkevogne atter ud på landevejene.

Også i Danmark kan vi kun løse fremtidens problemer ved i tide at reagere på den teknologiske udvikling og ved at organisere os kreativt og målrettet. Med lynets hast er vi på vej ind i en udvikling, hvor kunstig intelligens (AI) vil automatisere en lang række arbejdsprocesser, som i dag bestrides af mennesker. Det er diagnosticering af sygdomme, selvkørende biler og tog, restauranter uden tjenere, 3-D printere, der overtager industriproduktionen, robotter som servicefunktioner. Eksempelvis er der i England en fabrik, der producerer 900 000 vafler om dagen med kun 7 medarbejdere i produktionen. Konsulentfirmaet McKinsey & Co vurderer, at 45 procent af alle betalte aktiviteter kan automatiseres. Forskere på Oxford University anslår, at inden for 20 år er der fare for, at 47 procent af alle amerikanske jobs og 54 procent af de europæiske arbejdspladser vil være væk som resultat af automatiseringen.

I stedet for at skrige på mere indvandring burde politikere, medier og erhvervslederne vise noget mere omtanke og professionalisme og være i offensiven med omstillingen og ikke ignorere den, hvilket fører til forkerte beslutninger. Det har hidtil været opfattelsen i samfundet, at i kølvandet på ny teknologi opstår der flere nye arbejdspladser, end teknologien fjerner. Det kommer næppe til at ske denne gang ifølge McKinsey og Oxford. I Danmark er det flere hundrede tusinde jobs, der er tale om. Masser af borgere i den arbejdsdygtige alder vil derfor blive frigjort til at kunne arbejde, der hvor der stadig er et stort og reelt behov for mere kompetent arbejdskraft. Det er i ældreplejen og på sygehusene. Også her kunne vi lære af fortidens katastrofale beslutninger. Sundhedsplatformen skulle være det moderne styringssystem for hospitalsvæsenet. Det er udelukkende udviklet af konsulenter og djøf’ere, der ikke gad tale med lægerne. Systemet blev en skandale, og når Rigshospitalet i dag alligevel kan løfte de fleste af sine opgaver, er det ikke på grund af sundhedsplatformen, men på trods af den. I stedet skal vi spørge os selv: Hvis vi ikke havde plejehjem eller sygehuse i Danmark, hvordan ville vi så organisere dem, hvis vi skulle starte helt forfra? Det spørgsmål skulle på plejehjemmene stilles ikke til bureaukraterne, men til sosu-personalet og på hospitalerne til læger, sygeplejersker og andet personale i daglig berøring med patienterne. Disse personalegrupper ved af smertelig erfaring, hvad der er galt i den danske omsorgssektor og, hvad der skal til for at få systemet til at fungere. Her ligger løsningen for vores mest presserende behov for kompetent arbejdskraft.

Politikerne tror stadig, at dette kan klares med flere bevillinger og organisatorisk lappeskrædderi. Det er en blind vej. Vi er nødt til at tænke revolutionært, at tænke forfra. Det kan vi kun, hvis vi erkender, at her er vi på Herrens mark, hvor en ny begyndelse er den eneste vej frem.