Tidligere i denne uge opsøger en ukendt mand drenge ved Rødding Skole/SFO og tilbyder, at de kan tage med ham hjem og spille Playstation. Ingen af børnene tager imod tilbuddet.
Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af to mistænkelige forhold ved Rødding Skole/SFO, Rytterdam 9, Rødding, i Vejen Kommune.
Tirsdag den 16. maj og onsdag den 17. maj mellem klokken 15.00 og 16.00 bliver to mindreårige drenge – en dreng i hvert tilfælde – mødt af en ukendt mand, der tilbyder drengene, at de kan tage med ham hjem og spille Playstation.
Ingen af børnene tager imod tilbuddet.
Der er på nuværende tidspunkt intet, som viser, at manden har villet gøre børnene noget ondt, men omvendt skaber sådanne hændelser naturligvis bekymring. Vi opfordrer derfor også personen til selv at kontakte politiet for at få talt hændelsesforløbet igennem. Desuden søger vi vidner til hændelserne. Personen og øvrige borgere kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.
Signalement
Børnene har givet følgende signalement af manden:
- Voksen mand
- Havde hår på hovedet, men frisuren var ukendt
- Var iført sort jakke, sorte bukser og bar solbriller
Syd- og Sønderjyllands Politi vil desuden være til stede med Den Mobile Politistation mandag den 22. maj fra klokken 13:00 – 17.00 ved P-pladsen ved ABC Lavpris, Østergade 33, i Rødding.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)