Flere arbejder nu jævnligt fra hjemmekontoret, men færre gør det ’hyppigt’. Se hvor mange, der har muligheden for ’hjemmekontor’ som et af deres vigtigste krav til et nyt hjem
Ikke siden corona-pandemien lagde gaderne øde og sendte folk hjem, har så mange arbejdet hjemme. Fire ud af ti beskæftigede havde inden for de seneste fire uger haft hjemmearbejde, viser tallene fra Danmarks Statistik fra 2. kvartal af 2024.
Hjemmearbejde er dermed tilbage til det højeste niveau, der blev observeret under COVID-19 i starten af 2021, hvor Danmark var lukket ned, og alle skulle bære mundbind og holde afstand.
I ejendomsmæglerkæden Home, som har set nærmere på tallene, peger man på, at hjemmearbejde ser ud til efterhånden at have fundet et naturligt leje.
- ”Selv om flere nu arbejder jævnligt fra hjemmekontoret, er der færre, der gør det ’hyppigt’. Det vil sige mere end halvdelen af tiden, og det hænger blandt anden sammen med, at flere virksomheder sætter begrænsninger på omfanget af hjemmearbejde, ligesom mange har opdaget værdien af at møde på kontoret og være en del af fællesskabet,” siger boligmarkedsanalytiker i Home, Henrik Hauthorn Jensen.
8 % har arbejdet hjemmefra flere dage, end de har siddet på kontoret, og det er et markant fald siden 2021, hvor næsten hver tredje var mere hjemme end på kontoret.
Tager hensyn til hjemmearbejde
De etablerede mønstre for hjemmearbejde betyder også, at indretningen af boligen nu tager mere hensyn til hjemmearbejdet end tidligere, oplever Homes ejendomsmæglere.
- ”Flere har fået overblik over, hvor meget de egentlig arbejder hjemme, og for mange er det blevet en naturlig del af deres arbejdsliv, så det betyder, at flere har fundet frem til gode måder at indrette hjemmet til ’kontor’ et par dage om ugen,” siger Homes analytiker.
Enten har man typisk fået indrettet et rum, så det er egnet til hjemmekontor, eller man har indrettet et hjørne i boligen, så det egner sig til jævnligt hjemmearbejde.
- ”Ofte handler det jo om at skabe fred og ro – både for en selv til at deltage i teamsmøder og føre telefonsamtaler men også til, at familien ikke bliver forstyrret af hjemmearbejdet,” vurderer Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Boligkøbere lægger vægt på hjemmarbejdsplads
De samme behov har boligkøberne selvfølgelig.
- ”Flere købere er blevet opmærksomme på, om boligen rummer et arbejdsværelse, eller om der er mulighed for at indrette et godt sted at sidde med computer og skærm,” lyder det fra Homes talsperson.
Ca. 7 % af danskerne har ’plads til at arbejde hjemmefra’ som en af de tre vigtigste kvaliteter for et nyt hjem, viser en undersøgelse, som analysevirksomheden YouGov* har gennemført i det årlige Home Flyttebarometer med svar fra ca. 2.000 voksne danskere.
(* mulighed for at vælge op til 3 svarmuligheder)
FAKTA: Hjemmearbejde er mest udbredt i København, færrest i Vestjylland
- Hjemmearbejde er mest udbredt blandt dem, der arbejder i København og Københavns omegn, hvor hhv. 56 % og 51 % har hjemmearbejde.
- Vestjylland har den laveste andel af beskæftigede med hjemmearbejde med 33 %.
- Denne forskel skal ses i lyset af, at de brancher, der har en højere grad af hjemmearbejde, typisk er koncentreret i byerne.
- Det kan også ses i den geografiske fordeling af hjemmearbejde ud fra folks bopæl, hvor beskæftigede, der bor i København og Nordsjælland, topper listen.
Kilde: Danmarks Statistik
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)