HVEM VED NOGET? 25-årig dræbt på Frederiksberg

En 25-årig mand blev søndag ved middagstid fundet dræbt i en bil ved Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg. Københavns Politi søger vidner, der har set noget i området – både i går aftes, i nat og her til morgen.

 

 

Søndag klokken 12.28 modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at en livløs person var fundet i en bil ved Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg nær byggeriet Domus Vista.

 

Personen i bilen viste sig at være en 25-årig mand, som var dræbt af skud, og der blev med det samme indledt en bred og omfattende efterforskning.

 

”Vi søger vidner, som kan have set noget i området fra i går aftes til nu. Særligt mellem 20.00 og 22.00 lørdag aften, hvor en person har hørt noget, der kunne være skud,” siger efterforskningsleder Robert Jensen fra Københavns Politi.

 

”Vi arbejder fortsat på stedet og vil nok være der resten af eftermiddagen og aftenen for at sikre spor. Men vi har brug for befolkningens hjælp, så hvis man har set noget i området i går eller i dag – eller på anden måde ved noget som sagen, så kontakt os på 1-1-4,” siger Robert Jensen.

 

Københavns Politi vil også være tilstede med en tryghedsskabende indsats i området resten af søndagen, og mandag vil den mobile politistation være til stede. Her kan man også komme forbi, hvis man har set noget – eller blot hvis man har lyst til at tale en snak med nærbetjentene.

 

Den 25-åriges pårørende er underrettede. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at drabet er banderelateret – men det er for tidligt at sige noget nærmere om motiv.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)