I DET MODERNE DANMARK FINDES DER IKKE MERE GERNINGSMÆND OG KRÆNKERE. KUN OFRE.

I industrien, hvor jeg kommer fra, ved vi, at hvis mere end én har ansvaret, er der ingen, der har det. Det er man også klar over i den offentlige sektor, hvor man i stedet fordeler ansvaret for at være sikker på, at ikke en enkelt leder eller afdeling bliver hængt ud for de ulykker, de har skabt. Det medfører, at ansvaret i det offentlige arbejde er som en brusende flod, der som Nilens delta mister sin kraft og deler sig i et net af mindre strømme, bække og åer, der nok alle bærer en lille del af skyld, men ikke nok til netop at blive stillet til ansvar.

Den bevidste spredning af skyld og ansvar, der er det dominerende ledelsesprincip i politik og offentlig forvaltning har betydet, at ingen personer eller enkelte afdelinger har kunnet drages til ansvar for en eneste af de offentlige skandaler, der i en uophørlig strøm vælter ud over befolkningen. Det gælder således den katastrofale Sundhedsplatform, der hensatte hospitalerne i kaos og, som i høj grad er skyld i den akutte mangel på fagpersonale i sundhedssektoren. Det gælder politikernes hysteriske og brutale nedlukning af det danske samfund under covid-epidemien, skattemyndighedernes kollaps, den ulovlige likvidering af minkerhvervet og afvæbningen af det danske forsvar. Og mange flere. Ingen blev draget til ansvar, som er noget, vi deler. Noget vi er fælles om. Fællesskab er lunt og trygt. Meget bedre end et koldt soloridt.

Vi ser den offentlige ansvars-fordelingsnøgle i fineste form i den verserende jordskredsskandale i Randers. Når ministre eller offentlige ledere kommer i vanskeligheder, kvitterer de med at se sig om efter nogen, de kan smøre ansvaret af på. Borgmesteren i Randers er socialdemokrat og mobiliserer derfor to tunge ministre og partifæller, der får til opgave at udnævne hovedaktionæren i Nordic Waste til skurk og syndebuk, som ’gemmer sig bag sine milliarder og dyre biler.’ Så bestiller kommunen en advokatundersøgelse, der naturligvis frikender kommunen for ethvert ansvar i skandalen. Det er jo også det, man har betalt advokaterne for. Kommunen har dog groft tilsidesat sin tilsynspligt, hvilket nu fortaber sig i det udlagte tågeslør mellem Nordic Waste, kommunen, regeringen, miljøtilsynet og miljøstyrelsen. Alle løber fra ansvaret, men dog ikke fra regningen, der som sædvanlig havner hos skatteborgerne.

Nu har vi så fået Borup-skandalen, hvor mindreårige børn gennem flere år er blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb uden, at skoleledelsen har villet gribe ind i sagen. Rystede forældre kan fremvise lægeerklæringer på mindst ét tilfælde af anal voldtægt af en seks-årig dreng og gentagne vaginale voldtægter af en ni-årig pige. En dreng har mistet et fingerled efter et overfald. Utallige henvendelse fra fortvivlede forældre til skoleledelsen er forblevet ubesvaret, men TV2 har afdækket, at skolebestyrelsen har anbefalet, at de kvindelige elever er tildækket, når de bader, og at skolen har opfordret til, at de små går på toilettet med en ’tissemakker’, der holder opsyn. Borup skole har intet foretaget sig over for krænkerne, men har fejet problemerne ind under gulvtæppet.

Efter at TV2 omtalte de skandaløse forhold på skolen, reagerede skolelederen Jakob Dalgas, som man kan forvente af en toppolitiker eller offentlige leder, der kommer i vanskeligheder. Han sygemeldte sig omgående og er dermed ude af sagen, men nåede dog lige at smøre skandalen af på Køge Kommune. Man kan undre sig over, at ingen af lærerkræfterne ønsker at påtage sig et ansvar for skolens mafianske ’Omerta’ holdning: Tavshed er guld. Tale er død. Krænkerne udgør angiveligt en klike på 7-10 drenge ud af i alt 800 elever. Det forekommer uforståeligt, at nogle af de ældre elever ikke kunne danne en tryghedsring, der beskytter udsatte børn mod de små voldsmænd. Solidaritet har der ikke været meget af på Borup skole. Køge Kommune vil ikke stå alene med den tunge abe på skulderen og forsøger nu at fordele ansvaret ved også at inddrage Børne- og Undervisningsministeriet, som nu ser sig om efter andre, man kan dele ansvaret med. Der er varslet haste-forespørgselsdebat i Folketinget, hvilket betyder, at regeringen bredt bliver part i sagen. Herefter er der så mange aktører i Borup-skandalen, at ingen kan drages til ansvar. Køge Kommune i tæt parløb med politiet nægter blankt at afsløre krænkernes identitet og vil ligesom skolen ikke foretage sig noget, der krænker krænkerne.  De små voldsforbrydere ses således som ofre på lige fod med de misbrugte elever og deres ulykkelige og vrede forældre, der nu i deres afmagt har skrevet et fælles brev til undervisningsminister Tesfaye. Forældrene har lært at udtrykke sig på moderne omsorgsdansk og appellerer til, at krænkerne får hjælp og støtte, så de kan erhverve de sociale færdigheder, der faciliterer en normal skolegang.  Køge Kommune mener, at sagen kan klares ved at indsætte en inklusionskonsulent på Borup skole.

Hele denne offentlige rodebutik kunne være undgået, hvis skoleledelsen i tide have indkaldt krænkerne og deres forældre til en kammeratlig samtale, hvor det gøres klart, at skolen ikke vil acceptere elever, der er så socialt afstumpede, at de kun kan reagere gennem vold og sexmisbrug. Ved næste krænkelse eller trussel er det ud af vagten og forflyttelse til en anden skole. Hermed ville ansvaret være placeret og ikke fordelt. Men det kommer ikke til at ske, nu da skolelederen med en sygemelding er stukket af fra sagen, og den samlede lærerstab har gemt sig under deres borde. Så eleverne og deres forældre må nok tage til takke med inklusionskonsulenten.