Vidner søges til skudepisode i Åbyhøj
En skudepisode natten til lørdag i Åbyhøj efterforskes lige nu af Østjyllands Politi. Politiet vurderer nu, at der er en reel konflikt mellem to bander i Aarhus.
Politiet fik natten til lørdag kl. 01.10 en anmeldelse om, at der var affyret flere skud ved en adresse på Ved Lunden i Åbyhøj. Da politiet kom frem, var gerningsmændene flygtet fra stedet. Ingen personer var blevet ramt, men politiets teknikere fandt senere skudhuller i en bil og i en mur på stedet.
Den foreløbige efterforskning tyder på, at skuddene er affyret fra en bil, og at de var rettet mod to personer med relationer til bandemiljøet i Aarhus Vest. Ingen er endnu sigtet i sagen. Østjyllands Politi søger nu vidner og opfordrer borgerne til at henvende sig til politiet, hvis man har viden om episoden.
Spændinger og uro i bandemiljøet
Politiet mener, at episoden skal ses i sammenhæng med en række andre hændelser og en generel uro i bandemiljøet.
”Hen over sommeren og de seneste uger har vi set flere spændinger og uro mellem grupperinger i Trillegården og i Brabrand, og vi vurderer, at det var det, der udviklede sig til en skudepisode natten til lørdag. Når vi sammenfatter vores efterforskninger, generelle observationer i miljøerne og de efterretninger som vi løbende indhenter, så er det vores vurdering, at der er en bandekonflikt lige nu i Aarhus, ” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Øget patruljering i det vestlige Aarhus
Østjyllands Politi øger nu den politimæssige tilstedeværelse i det vestlige Aarhus for at holde nøje øje med banderne og skabe tryghed for de andre beboere i området.
”Vi vil være ekstra synlige med patruljer omkring Trillegården og Aarhus Vest, og vores medarbejdere i forebyggelse vil have et øget fokus på de unge i de områder, hvor banderne holder til. Vi kommer i endnu højere grad til at stå på tæerne af bandemedlemmerne, og vi er klar til at slå hårdt ned på de kriminelle, der deltager aktivt i konflikten, ” siger politiinspektøren.
I løbet af sommeren har der været to drab i Aarhus-området, som politiet vurderer er banderelaterede. Drabene har dog ikke umiddelbart en direkte sammenhæng med bandekonflikten mellem grupperingerne i Trillegården og Brabrand.
Begår man kriminalitet i forbindelse med en bandekonflikt kan det i visse tilfælde give en fordobling af straffen, hvis man bliver dømt i retten.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)